Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 14

Ved siden af denne videnskabelige og kritiske konstruktionstilgang til historien findes der en mere eksistentielt betonet, hvor det i langt højere grad gælder om at finde mening, betydning og legitimitet i historien. Med Ulf Zanders ord er hensigten at erkende, at man er delagtig i et stort fællesskab og en større sammenhæng. Det kræver, at der er en stærk og levende tradition i samfundet (Zander 2001: 54). Sigtet her er ikke at finde sandheden – eller måske snarere den mindst forkerte viden – om fortiden ved hjælp af kritisk distancering, men at finde identitet i historien ved hjælp af oplevelse og erfaring af historien. For så vidt som historien her tænkes som en arv, har vi at gøre med en kulturarv, der ikke er fiks og færdig, men består af komplekse, åbne, dynamiske og kontinuerlige processer, hvori man føler sig hjemme – eller ønsker at føle sig hjemme. Det er i fuldgod overensstemmelse med en sådan historieopfattelse, at arkæologen Håkan Karlsson har slået til lyd for at lade sportspladser i Göteborg omfatte af kulturarvsbestemmelserne (Karlsson 2004), og at museet Jamtli i Östersund har valgt at udstille en tankstation fra 1956.

Denne eksistentielle og identitetssøgende omgang med historien ligner den kritisk-erkendelsesorienterede ved også at lade nutidens spørgsmål være bestemmende for omgangen med historien. Også den opererer med en funktionel gøren brug af fortiden. Med en lidt forenklet terminologi kaldes de to tilgange for henholdsvis forskermodellen og folkemodellen (Garnert 2002).

I forhold til fremgangsmåde og metode kan man konstatere visse forskelle mellem de to modeller, for så vidt som folkemodellen ofte er mindre varsom med anvendelsen af kilder end forskermodellen, således at man er mindre tilbageholdende med dristige slutninger vedrørende korrespondence mellem fortid og nutid og undertiden nærmer sig det spekulative. Men der er trods alt også betydelige ligheder mellem de to tilgange, for så vidt som begge opererer med en idé om, at fortiden er relevant og meningsfuld. Og der er ingen grund til at tro, at forskerne skulle have et neutralt ærinde i deres videnskabelige historiekonstruktion. Eksemplerne på, at vi som historikere er blevet spændt for – og velvilligt har ladet os spænde for – alskens ideologiske vogne fra venstre til højre og i den socialdemokratiske almindelighed, er for mange til, at den slags myter lader sig opretholde.

Én ting er imidlertid, at der er konsensus om, at fortiden er relevant og meningsfuld. Spørgsmålet er så blot, hvad der er relevant for hvem og hvorfor. Herom er der ikke altid enighed mellem forskermodellens og folkemodellens folk (Bergman 2002). For de historiefortællere, der opererer ud fra folkemodellen, drejer det sig som oftest om at få en personlig og konkret kontakt med fortiden, hvilket forskermodellens repræsentanter mener ikke er målet, men en risiko (Jensen 2003: 134 ff.). Men samtidig er det også klart, at amatørhistorikerne ikke står alene med ønsket om at opnå en personlig og konkret kontakt med fortiden. Også professionelle historikere sigter efter en levendegørelse af historien; skal man tro den linde strøm af især politiske biografier, som historikerne altid har leveret.

Af disse grunde er det tvivlsomt om den ovenfor præsenterede skelnen mellem forskermodel og folkemodel er andet og mere end en analytisk skelnen, der centrerer sig om først og fremmest metodespørgsmål. Nok så relevant er det måske at stille sig spørgsmålet: hvem besidder magten over historien? Hvilke instanser er involveret?