Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 25

Da boet efter 2. verdenskrig skulle gøres op, og der påny skulle trækkes grænser, var også den polske befolkning i Vilnius i farezonen. I lighed med, hvad der fandt sted i Galizien og Volhynien, blev Sovjetunionen og de polske kommunister enige om en etnisk »udrensning« og befolkningsudveksling på hver sin side af grænsen. Fra at have været porøs blev grænsen hårdt trukket; i etnisk henseende. I Galizien blev polakkerne på den ukrainske side sendt til Polen, medens ukrainere i Polen enten blev sendt over grænsen eller fordelt rundt om til fjerne steder i det vestlige Polen. Sådan gik det også i Vilnius-området. I 1939-41 havde Sovjetunionen deporteret den polske elite til Sibirien og Asien. I årene 1944-46 blev, skønnes det, ca. 80 pct. af den resterende del deporteret til Polen. Hermed forsvandt de sidste rester af det multikulturelle storfyrstedømme. Nu var både jøder og polakker væk. I en befolkningsopgørelse foretaget 1959 angav 7 pct. af byens befolkning sig som polakker (Snyder 2003: 92). Det flerstemmige og kulturelt heterogene Vilnius blev erstattet af indflyttede litauere og russere, homogeniseret af en kommunistisk ideologi. De indflyttede litauere var hovedsageligt bønder, som nu i ly af det litauiske kommunistparti skulle i gang med at erstatte den polske og jødiske kultur. Det gav kommunismen dem ikke mange muligheder for. Bl.a. af den grund, at Sovjetunionen med dens kyniske transport af menneskemasser rundt omkring i unionen var en yderst farlig medspiller. Heller ikke Litauen gik fri af disse massive folkeflytninger og deportationer. Alene i 1951 deporteredes ca. 18.000 litauere, som havde modsat sig kollektiviseringen af landbruget (Karlsson 1993: 82).

Først kommunismens fald i 1991 har åbnet mulighed for at kombinere national selvstændighed med en pluralistisk kulturarv, hvor man også vedgår sin gæld. At der er tegn i sol og måne herpå, kan man glædeligvis konstatere. Efter en række begyndervanskeligheder i euforien over selvstændigheden synes tiden at være kommet til en mere refleksiv omgang med fortiden (Christophe 2002), hvor man erkender, at kulturarv ikke kun er en harmonisk og idylliserende søndagsbeskæftigelse bag lukkede grænser. Man er gået i gang med at genopbygge resterne af det jødiske Vilnius. Et yngre jødisk medlem af parlamentet Emanuelis Zingeris, som var med i fronten af den litauiske selvstændighedsbevægelse, er i løbet af 1990’erne gået i gang med at reetablere et jødisk museum og et jødisk bibliotek i Vilnius (Gilbert 2001: 349) og i dag er også litauiske historikere delagtige i udforskningen af Holocaust i Litauen (Tauber 2002).

I sommeren 1989 kunne franske kartografer meddele, at de nu havde fundet Europas midtpunkt. Dem har der gennem tiderne været mange af. Nu fandt man så ét til, beliggende 25 km nordøst for Vilnius. Hermed skulle det samtidig være bevist, at Litauen var et europæisk land (Butenschön 2002). Til det kan man kun sige: ja, det tør sandelig siges! Men som den sidste store polsk-litauiske føderalist Czeslaw Milosz har udtrykt det, er det også i Vilnius, man kan finde sandheden; ikke den sandhed, der knytter sig til fakticitet, men til menneskers emotionelle sandhed (Milosz 2002: 1170). For ham er den følelse, han har for Litauen, især knyttet til hans provinsielle rødder i omegnen af byen Kedainiai. Nok er han ideologisk set polsk-litauer, og nok kalder han Mickewicz sin »patron«, men i grunden er hans litauiskhed stedsbundet og lokal.