Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 9

Når denne dobbelthed ved stedet som både fysisk rum og tankefigur overhovedet kommer på tale, er årsagen den jf. Thomas F. Gieryn ovenfor, at begrebet sted ofte omspænder flere aspekter på én gang, nemlig sted som henholdsvis geografisk position, materiel form og betydnings- og værdisted. En udelukkende positivistisk eller mental fastlæggelse af et sted forekommer ikke at være rimelig (Gustafson 2002: 22, Gieryn 2000). Stedet kan vanskeligt reduceres til enten det ene eller det andet. Den geografiske position afhænger af øjet, der ser, og det mentale rum, man befinder sig i. Når vi approprierer et sted eller et landskab, dvs. tilegner os det, gør vi brug af både vores arbejds-kraft og af vores kognitive og symbolskabende mentale evne. Vores stedsopfattelse omfatter både en fysisk og en mental dimension (Johansson 1997). De mange kontroverser om og udlægninger af, hvor Europas centrum er, er i den forbindelse megetsigende (Sinnhuber 1954, Leimu 2003).

Det samme gælder stedets materielle form, ligesom stedets værdi-, betydnings- og meningsskabende egenskaber ikke udgøres af mentale figurer og ideer alene, men også af de fysiske, håndgribelige og rumslige egenskaber ved stedet. Som Pieter M. Judson har påvist for den tyske og østrigske nationalismes vedkommende, opfordrede turistforeninger i Sydtyrol, Böhmerwald og Steiermark omkring århundredskiftet 1900 tyskere og østrigere til at rejse rundt i disse landskaber for at gøre sig til tyskere og østrigere. Tanken var, at de ikke var nationale (nok), men at de ville blive det ved at få erfaringer af stederne og landskaberne i disse egne (Judson 2001). Stedet og landskabet skulle med andre ord fungere som tilskynder.

Lignende bestræbelser gjorde sig gældende for Norges vedkommende, hvor stiftelsen af Den norske turistforening 1868 bl.a. fandt sted for at nordmændene skulle gøre brug af naturen og dermed blive norske (Hodne 1995: 83 f.) og for Sveriges vedkommende, hvor stiftelsen af Svenska Turistföreningen 1885 også drejede sig om ikke kun en historisering af territoriet, men også om en territorialisering af historien i håb om via turisme at gøre svenskerne til svenskere via brug af naturen og dens steder (Nordlund 2001: 80: Eriksson 1994). Tanken var beslægtet med den opfattelse af rum og sted, som i dag er i kraftig vækst, at rum og landskaber ikke kun er et objekt, man stiger ind i og så forlader igen, som var det en boks, men noget vi former gennem vore aktiviteter (Löfgren 1992: 189) – ligesom rummet og stedet er med til at forme os og vores tankeverden. Vi tilegner os steder, ligesom de tilegner sig os. To af Finlands mest berømte steder, bjergplateauet Koli med den strålende udsigt ud over søen Pielinen i det østlige Finland og naturparken Aulanko er i dag tilrettelagt på en sådan måde, at man som gæst inviteres til at være fysisk aktiv i håb om derved at få stederne ind under huden.

Et væsentligt aspekt af en sådan opfattelse af sted og rum er opgøret med forestillingen om stedet og rummet som en slags »container«, der udgør en uforanderlig i sig selv hvilende enhed. Som oftest har denne opfattelse hvilet på en rumsopfattelse, der er blevet kaldt det »absolutte rum«, dvs. et to- eller tredimensionalt rum der kan bestemmes præcist ved hjælp af angivelse af positioner inden for et koordinatsystem (Smith og Katz 1993). Forestillingen om stedet og det lokale som en afgrænset, autentisk og uforanderlig territorial størrelse kan med fordel erstattes af tanken om stedet, om det nu er et lokalsamfund, en region eller en nation som en udvekslingszone som kategori, der er stedt i permanent foranderlighed og processualitet. Stabilitet og kontinuitet er ikke det, der karakteriserer et sted, men derimod forandring. Steder er ikke statiske, men noget der sker – og finder sted. Det sker ved processer, hvor omgivelserne ikke ses som givne, men hvor de – gennem brug af både mental og/ eller materiel karakter – gives betydning og dermed bliver gjort til omgivelser (Kaldal 2000: 18). De har derfor heller ikke én fastlagt betydning. Individer, grupper, generationer, køn og klasser kan alle have vidt forskellige opfattelser af stedet og af forskellige steder (Gustafson 2002: 22). Begreber som region, nation, etnicitet og Europa er til stadighed genstand for omkalfatring, ny-forhandling og -fortolkning, ligesom disse begreber til stadighed også erfares forskelligt (Frykman og Niedermüller 2002: 4).

Men ligesom steder ikke er hverken kontinuerte eller uforanderlige, er de heller ikke ene- eller alenestående. Tværtom er steder altid forbundne. I fysisk og materiel forstand går der veje til og fra, ligesom den geografiske position netop er relationel ved at angive en position i forhold til noget andet. Steder er tilknytninger. Af samme grund er de også forlenede med forskellige betydninger og værdier, således at de kan være kontroversielle eller omtvistede. Et sted kan fremstå som enten hul og indespærring eller som oase og frirum, og denne opfattelse kan ændre sig over tid.

Hvis man vil indkredse årsagerne til dels den strukturelle eller horisontale forskel i synet på stedet, dels forskelle fra en epoke til en anden, kan man inddrage den svensk-tyske kunsthistoriker og Østersø forsker Lars Olof Larssons begreb om receptionshorisont som betegnelse for, hvor langt de mentale og fysiske påvirkningslinjer fra omverdenen går (Larsson 2003: 261), og – modsvarende – hvor langt de tilsvarende linjer ud til omverdenen strækker sig. Ikke alle steder er lige navnkundige alle steder. Fascinationskraften kan strække sig over en kort afstand, inden for en region; eller over betydelige distancer henover mange nationsgrænser. Disse horisonter vil ofte have indflydelse på arten og omfanget af, hvor omtvistet og hvor »helligt« stedet er. Et sted, om det nu er en lokalitet eller en region, er med andre ord ikke kun modtagende, men også afsendende. Det er ikke kun kulturbærer, men også kulturskaber. Stedet kan være et valfartssted, som man opsøger i håb om at blive beriget i enten kulturel eller identitetsmæssig henseende; eller det kan være et sted, hvor man bliver, idet man mener at have hjemme her, uanset hvor meget minoritet eller hvor undertrykt, man end måtte være.