Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 11

Den politiske grænsesvækkelse i Europa har medført tre former for opmærksom på rum og steder. Den første er ikke ny, men daterer sig tilbage til nationalismens tidsalder, nemlig forestillingen om et bestemt landskab indenfor nationens grænser som hævdes at være den pågældende nations mest inkarnerede region eller egn. Her koncentreres de egenskaber, man ser som særligt typiske. Den anden er nyere og i kraftigt vækst, nemlig forestillingen om en bestemt region, der findes på begge sider af den nationale grænse og hvor tilhørende hermed det kulturelle og etniske fællespræg trænger sig på. Endelig findes der en tredje rumsdimension, der vel ikke er ny som sådan, men som nu gøres til genstand for en særlig opmærksom ved at udgøre en slags brændpunkt. Her tænkes på de steder, normalt byer og lokaliteter, der siges at være særligt prekære i irredentiel henseende, idet man her gør gældende, at de udgør et hoved-sted for den nationale kulturarv, enten de nu befinder sig inden for eller på den anden side af den »gamle« nationale grænse. Byer og steder på den anden side af denne »gamle« grænse hævdes at være et centralt enten befolkningsmæssigt eller symbolsk hjemsted for den kulturelle og etniske minoritet, der havnede på den »forkerte« side af grænsen.

I kapitlerne om omstridte byer skal vi se nærmere på disse tre typer. Ungarernes syn på Cluj kan nævnes som eksempel på en type lokalitet, der ligger uden for de »gamle« nationsgrænser, men inden for gamle »etniske« kulturgrænser. Przemysl og Galizien i det hele taget er et eksempel på en lokalitet med både regionale, nationale og etniske spændinger, medens forestillingen om en by og et sted som en særligt nationalt kernested kan genfindes i dyrkelsen af det tabte Karelen og byen Viborg. Karelen blev siden midten af 1800-tallet set som en finsk vugge – selv om byen Viborg var atypisk ved at være kosmopolitisk præget af flere samlevende nationaliteter.

Grundtanken er med andre ord at vise, at rumskategorien er central for historikere, så snart vi begynder at interessere sig for ikke kun virkeligheden og for »wie es eigentlich gewesen ist«, men også for dens repræsentationer. Her trænger rumskategorien sig på. Det hænger formodentlig sammen med, at medens udforskningen af fortiden kan siges at være rettet mod gengivelse af en tidligere eksisterende materiel, social og kulturel verden, drejer repræsentationen sig om en kommende tilstand, dvs. et normativt futurum, hvor behovet for skikkelsedannelse, tredimensionalisering og visualisering er nok så påkrævet som led i konstruktionen af en kommende tid i form af virkningshistoriske opbud. I og med at den kulturelle nationalisme trænger sig på, stiger behovet for materialisering og dermed tilknytning til ontologiske og eksistentielle størrelser som krop og sansning (Ohman Nielsen 2001). Landskaber, regioner og steder skal kunne sanses; det behøver det politiske, forestillede nationstilhørsforhold ikke. Her kan idéen, aftalen eller skriften være nok. I lyset af de politiske grænsers relativering og svækkelse ser vi da fremvæksten af opmærksomhed på landskab, region og lokalitet – kort sagt en »rumslig vending« – i både fysisk og symbolsk henseende og som rumsligt organiserede tankefigurer, der overskrider nationsgrænser og/eller er i opposition til disse (Bugge 2002).

Med disse indkredsninger som baggrund kan vi da kaste blikket som nogle udvalgte steder, regioner og landskaber, der er blevet brugt og fortsat bruges som historiske repræsentationer, men som samtidig i mere eller mindre udstrækning også er omstridte lokaliteter.