Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 18

I det følgende skal vi se nærmere på en række europæiske byer. Fælles for dem er, at de alle har været kendetegnet af voldsom historisk omskiftelighed; som følge af politiske konflikter der som oftest har været fortolket i etniske matricer, og som desuden har haft en række rumsmæssige implikationer. De politiske konflikter har nemlig også haft karakter af kampen om det offentlige rum i byerne, forstået ikke kun som sted i fysisk forstand, men også som den aura og emotionelle energi, der knytter sig til de pågældende steder.

Denne aura har tætte forbindelser til historien i dens betydning af »fortolket fortid«. Dvs. at det mindre drejer sig om fortiden som den egentlig var, dvs. som det der ovenfor er betegnet som historien som et »fremmed land«, men om fortiden som den fremstilles og iscenesættes sprogligt, rituelt og visuelt, dvs. i form af navne på gader og byer, mærkedage og historiske fester samt monumenter, statuer og særlige bygninger. Disse iscenesættelser kompliceres af, eller beriges om man vil, at der i de pågældende byer har været og stadig er flere grupper af forskellig herkomst – som regel men ikke altid etnisk herkomst – der gør krav på fortrinsret til byens historie, således at der bliver tale om en flerstemmighed, der gør det umuligt at tale om én historie og én samlet historie (Niedermüller 1998: 174). I disse byer foreligger fortiden med andre ord som det Peter Niedermüller har betegnet som »narrative forkortelser«, hvor der med Michel de Certeaus ord til stadighed foregår en kamp mellem den officielle strategiske rumsudnyttelse og den daglige taktiske brug af sted og rum i byerne (de Certeau 1984: 34 ff.).

Denne taktiske omgang med rummet og fortiden kan, når det drejer sig om identitetsspørgsmål undertiden udvikle sig til en polytaktisk identitet, hvor der opereres med flere taktiske relationer, således at man har flere identitetstilhørsforhold i spil på én og samme tid. Dvs. at identiteten ikke anskues som én bestemt og fast afgrænset størrelse, men som en identitet, der taler med flere stemmer. Man kan have identitet til en nation, en etnicitet, en konfession etc., uden at der er sammenfald mellem disse. Denne flerhed erfares ikke nødvendigvis som hverken et problem eller et modsætningsfyldt forehavende.

Mere konkret kommer de »narrative forkortelser« til udtryk i valg og præferencer med hensyn til fortiden. I den symbolske udlægning af fortiden lægges der vægt på forskellige historiske perioder, processer og begivenheder, steder og personer, som hver især fremstår som særligt typiske for den pågældende etniske gruppes eller nations egenskaber og forhåbninger. Som påpeget fra flere sider, er denne kamp om fortiden og de tilhørende narrative forkortelser måske særligt typiske for de post-socialistiske nationer, men det vil i sig selv være reduktivt kun at anskue denne kamp som et spørgsmål om nation. Konflikterne kan ikke bruges til en kritik af nation, nationalisme og national identitet som sådan. Langt snarere er det, igen med Peter Niedermüllers ord, den »kulturelle logik« i nationsbegrebet, der er det afgørende (Niedermüller 1998: 170). Dvs. at måden, man bruger nationsbegrebet på, de lejligheder og tidspunkter ved hvilke man aktualiserer det nationale, samt de begrundelser for nationsbegrebet og de pågældende etniske gruppers adkomst til byens som rum og sted, bliver det centrale. Nationsbegrebet som sådant er således mindre relevant end funktionen heraf. – Til konkretisering heraf kan vi i første omgang drage til Vilnius.