Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 17

Rundt om i Europa findes der en række byer, hvor der enten er eller har været konflikter om den historiske repræsentation og kulturarv. Hvem tilhører disse byer? Hvem har de tilhørt? Hvilke befolkningsgrupper har mest legitim adkomst til disse byer og til de mest betydningsfulde steder i disse byer? Disse spørgsmål drejer sig også om, hvilken kulturarv der gør sig gældende i disse byer. Hvorledes er situationen i dag vedrørende den kultur, der skal arves? Hvorledes var situationen tidligere? Hvem arver? Og hvad arver man? Skal de pågældende byer repræsenteres éntydigt? Eller mangfoldigt, dvs. i forhold til de kulturforskelle der enten har gjort sig eller stadig gør sig gældende? Og hvorledes har disse kulturforskelle fungeret? Har de givet anledning til konflikter eller har de været kulturelt berigende?

Disse og en række andre spørgsmål skal der søges svar på i de følgende kapitler, hvor vi vil bevæge os rundt i forskellige dele af Europa. Mestendels i grænseegne, dvs. enten egne hvor grænsen går i dag, eller hvor der tidligere har gået en grænse. Vi vil bevæge os fra Vilnius i Litauen over Cluj i Rumænien, Przemysl i Polen og til Viborg i Karelen for her at belyse, om disse byer har været konflikt- eller udvekslingszoner. – De kulturforskelle, der her gør sig gældende, har mestendels været tolket i etniske forståelsesrammer, som man normalt gør, når de pågældende byer og steder ikke éntydigt kan indpasses i de nationale hovednarrativer. Men ligesom det ikke giver meget mening at tale om, hvad nationalitet eller etnicitet er, men mere om hvad begge dele bruges til og er blevet brugt til, således må man også vedrørende kulturarv holde fast i, at denne ikke er i betydningen essens eller substans, men foreligger som valg, konstruktion, præference og selektionsfelt.

Imidlertid kan der også være grund til at påpege, at disse konflikter om byernes historiske repræsentation ikke kun drejer sig om tanke- og følelesmæssige uenigheder og uoverensstemmelser. Sagen er nemlig den, at kulturarv og historisk repræsentation ikke kun er skrivebords- og lænestolsanliggender. De finder sted og foregår som hovedregel ved, at folk bevæger sig. Det drejer sig med andre ord også om at færdes og om at tage de pågældende byer, eller dele af dem, i fysisk og kropslig besiddelse. Forehavendet har således udover referencer til historisk og tidsmæssig adkomst også en rumlig dimension, hvor det med et begreb hentet fra den finske kulturgeograf Anssi Paasi også drejer sig om de-territorialisering eller re-territorialisering (Paasi 1999), dvs. om adgang til pladser, torve, mindesmærker etc.

Derudover må man holde sig for øje, at de konflikter vedrørende kulturarv og repræsentation, der måtte gøre sig gældende, ikke nødvendigvis er af hverken etnisk eller national art, som i tilfældet Cluj og Vilnius. Tværtom er det værd at tage med i betragtning, at der også kan være religiøse spændinger inde i billedet, som vi skal se det i eksemplet Przemysl, og sociale spændinger som Viborg giver eksempler på.