Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 12

Fortiden er for alvor blevet interessant. Historien er – skal man tro de mange debatter om ikke mindst synet på Besættelsestidens Danmark – så vigtig, som den ikke har været siden 2. verdenskrig, og der foregår en voldsom opprioritering af vores kulturarv. Historikerne bliver på ny taget alvorligt i Danmark. Sådan har det ikke altid været. I 1960’erne mente man, at man sagtens kunne klare sig uden fortid, historie og kulturarv. Tilliden til udvikling, fremskridt og velfærd var så absolut, at fortiden ikke blev anset for at være et skatkammer, men en losseplads af overflødige ting, der ikke længere var brug for (Selberg 2002: 15).

Sådan er det ikke i dag. Nu har vi igen fået respekt for fortiden, og historien bliver taget så alvorligt, at der i forbindelse med Besættelsestidsdebatten oven i købet har været folk, som har ment, at den er alt for vigtig til blot at være overladt til historikerne. Det gælder måske ikke så meget historien som fakta, data eller et begivenhedsforløb, der kan forklares, men snarere historien som del i en identitetspolitik og som sikring af et værdifællesskab.

At denne del af historien er efterspurgt og populær, kan man se i det civile samfund, hvor slægtsforskning trives som aldrig før, hvor fætter- og kusinetræf står højt på listen, hvor folk investerer masser af energi i genskabelse af fortiden; om det nu er restaurering af bygninger og skibe, lokalhistorie eller kvarters- og gadeerindringer. Det gælder også fra offentlig og officiel side. På kommunalt plan afholder Horsens middelalderfestival med farverige optrin og drabelige dyster. På samme måde som Visby på Gotland og Tallinn (Gustafsson 2002). Det hævdes, at der i løbet af et enkelt år i 1990’erne er blevet udkæmpet flere ridderturneringer end i hele middelalderen.

Også på statsniveau følger man trop. I form af en institutionaliseret omgang med vores kulturarv, som også her er blevet et højaktuelt tema. Det spænder herhjemme fra Kulturarvstyrelsen, der blev oprettet i 2001 med det formål at styre og vejlede museerne og kulturmiljøet, til eksempelvis bekendtgørelsen for historieundervisningen i gymnasieskolen. I begge tilfælde tales der om at forholde sig til de »spor« af menneskelig aktivitet og tænkning, der forekommer relevante ud fra vores egen samtid. Centralt i begge tilfælde står med andre ord nutidens gøren brug af historie.

På både civilt og officielt niveau er man enige om, at fortiden kan bruges til at skabe betydning og mening, identitet og fællesskab (Selberg 2002: 10). Og i begge tilfælde lurer faren for, at historien opfattes som en kasse, hvorfra man kildekritisk ubesværet og selektivt henter elementer, der kan bruges som pejlingspunkter og orienteringsscenarier i identitetsmæssig henseende. I princippet er heri inkluderet alt muligt inden for rammerne af menneskets samspil med naturen i bestræbelsen på at skabe samfund for og med hinanden.

I denne bestræbelse på at blive klogere på os selv af i dag er inkluderet en anden fare, nemlig den, at man gør den historiske arv til et idyllisk og harmonisøgende fænomen, der ikke i tilstrækkeligt omfang er opmærksom på, at der til enhver tid foregår en kamp om historien, og at historien, som den foreligger, altid allerede er udtryk for et valg og en udvælgelse af særlige historier, der så – normalt ud fra de sejrendes optik – fremstår som historien. Kulturarv og historieformidling bør med andre ord til stadighed være opmærksom på, at der foregår selektioner. Det er således relevant at spørge om, hvad der er udvalgt som det væsentlige, hvis interesser der repræsenteres, og hvem der tager del i udvælgelsen. Faren for at gøre fortiden til en »søndagshistorie« er konstant til stede.

En tredje fare består i en teleologisk kanonisering, nemlig at der finder bestemte begivenheder sted og etableres bestemte samfundsformationer, der følger efter hinanden som perler på en snor for så at munde ud i såkaldte »kulturmøder«, hvor der helst ikke skulle være alt for mange konflikter til stede, men hvor man gerne skulle lære af hinanden. Også her lurer idyllen og harmoniseringen, men nu som epistemologisk rettesnor. Desuden rummer en sådan opfattelse mulighed for at overse, at ikke alt i fortiden kan anskues som forhistorie til noget senere. Der findes rundt om i fortiden blokke, som ikke kan indordnes i et samlet forløb og en samlet orden (Wittram 1966: 19).

Endelig er der også den fare, at man mener, at fortiden i sig selv og som sådan er noget, der giver mening og identitet, og at der i fortiden er en bestemt intention og retning. Heri er inkluderet den præmis, at kilderne og efterladenskaberne ganske vist ikke taler for sig selv, men dog har sin egen betydning. Det gælder blot om at give disse kilder mæle, så vil de åbenbare mening og sandhed.

Der er med andre ord tale om en vis spænding mellem den position, der opfatter historien som et pulterkammer, hvorfra man efter forgodtbefindende henter de rekvisitter, man har brug for til iscenesættelse af nutiden, og den position der opererer med forestillingen om et endegyldigt historisk faktum i større eller mindre omfang, hvor historien foreligger som sandhed og fait accompli.

I begge tilfælde regner man med, at historien er at ligne ved en ting. Med David Loewenthals ord er historien her »et fremmed land«. (Loewenthal 1985). Fortidslandet ligger langt væk og tilhører ikke menneskers dagligdag og hverdagsliv. Historien i denne udgave er noget definitivt andet end nutiden. Forbindelsen mellem fortid og nutid er brudt (Eriksen 1999: 18 f.). Historien skal i denne udgave anskues enten søndagsagtigt andægtigt eller som et reservoir af spændende og eksotiske rariteter fra »gamle dage«, som kan investeres i en oplevelseshistorisk sammenhæng. Denne noget reduktive opfattelse står imidlertid ikke alene: