Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 16

Kulturarven kan varetages og tilegnes på forskellig vis (Selberg 2002). Man kan lave udstillinger eller besøge disse. Her er historien præsenteret og iscenesat. Den samme iscenesættelse er vi vidne til ved historiske festdage, festivaler og festspil. Meget ofte er dette ensbetydende med en teatral gengivelse af fortiden, der er beregnet på tilskuernes og tilhørernes oplevelse.

Man kan også oplyse om fortiden, enten mundtligt eller skriftligt eller ved hjælp af billeder i tv. Her er kulturarvsproduktion især beregnet på kundskab og vidensformidling.

Man kunne betegne disse to formidlings- og tilegnelsesformer som henholdsvis en evokativ og en instruktiv omgang med historie (Facos og Hirsh 2003: 9).

Endelig kan man også satse på handling og deltagelse, dvs. en kropslig oplevelse af fortiden. De mange pilgrimsruter er eksempler på, at deltagerne her på sin egen krop mærker historiens vingesus. Man får historien ind under huden og oplever den ikke kun materialiseret, men også dramatiseret. Dette er givetvis med til at forstærke oplevelsen af fortiden. Samtidig er man ved denne form for tilegnelse ikke kun historiekonsument, men også producent. Man er medskaber af historien og delagtig i den ved kropsligt aktivt at forbinde fortid og nutid. Ikke ved at forholde sig rent refleksivt til den, men via gøremål og handling.

Det samme sker, når folk færdes og samles på bestemte steder, det være sig pladser, gader og torve. Her finder kulturarven sted, i egentligste forstand. Som fx når folk samles om bestemte mindesmærker og monumenter. Også her foregår der en materialisering af fortiden i form af selve monumentet, men også en kropsliggørelse ved at folk møder op og tager stedet med monumentet i besiddelse. Den norske historiker Anne Eriksen taler i den forbindelse om, at mindesmærket virker som et koblingspunkt. Hun hævder, at mindesmærker har en dobbeltfunktion: de både minder om historien, dvs. refererer til fortiden, og påminder publikum om den betydning, der knytter sig til mindesmærket (Eriksen 1999: 95).

I sine studier af monumenter og gadenavnes historie i grænsebyen Komárno mellem Slovakiet og Ungarn har den slovakiske historiker Elena Mannová peget på lignende træk. Her i byens offentlige rum har der gennem de sidste halvandet hundrede år været en bestandig kamp om, hvilken grupper der havde størst og mest legitim adkomst til byens erindring. Det har indebåret flere parallelle udlægninger af den fælles, men også meget forskellige fortid. Slovakiske og ungarske interesser har stået over for hinanden, hvilket bl.a. har medført konflikter om, hvis statue der skulle stå på hæderspladsen foran rådhuset. Hertil kommer imidlertid flere underkonflikter. Fx mellem tjeko-slovakker og slovakker, dvs. tilhængere af den føderale stat vs. slovakiske nationalister. Men også konflikter mellem en kommunistisk og en »borgerlig« iscenesættelse af byens offentlige rum. Resultatet har været en evindelig kamp om statuer og mindesmærker, som ikke er gået stille af. De officielle repræsentanter har villet sørge for at stille et oplevelsesrum til skue, der skulle forbinde politik og emotioner (Mannová 2002: 122), hvor der imidlertid ikke altid har været overensstemmelse mellem den officielle iscenesættelse i form af fester, skåltaler og foredrag på den ene side og borgernes kommunikative, hverdagsagtige og uofficielle erindring på den anden side. Da det i den første tjekoslovakiske republiks tidsalder i mellemkrigsårene blev ungarerne forbudt offentligt at afholde deres nationale festdage i Komárno, blev den forlagt til kirker og foreninger. Den ungarske rød-grøn-hvide fane måtte heller ikke syne, hvorpå man reagerede ved at lade ungarske skolebørn gå rundt i byens gader med buketter af hvide blomster med grønne blade og røde sløjfer.

Med Michel de Certeaus begreber kunne man sige, at der her foregår både en strategisk og en taktisk tilegnelse af kulturarv og historie. Den officielle strategiske produktion af historie i form af angivelse af et bestemt sted og et særligt historisk territorium flankeres af den uofficielle i-brug-tagelse af stedet i mindre ophøjet og officiel udgave. Man ikke kun beundrer monumentet, men piller måske næse, medens man gør det – eller skynder sig fortravlet henover pladsen, hvor det er placeret, uden at hæfte sig nærmere ved stedets og monumentets betydning. Eller sagt på en anden måde: ved den strategiske tilegnelse bliver stedet, pladsen, mindesmærket tilegnet én gang for alle. Det pågældende historiske fænomen udråbes som værende interessant eller vigtig, medens den taktiske tilegnelse foregår skridt for skridt, i utakt – eller via dagligdags omgang med det pågældende historiske fænomen. Man tilegner sig det ikke-refleksivt eller rettere: ved at gøre brug af de muligheder der tilbydes én (de Certeau 1988: 34 ff.). Om man vil, kunne man kalde det mindesmærkets folkemodel. Her foregår historietilegnelsen mindre målrettet og mere adspredt end ved den strategiske tilegnelse.

Sandsynligvis er begge former for tilegnelse på spil i forbindelse med den kropslige tilegnelse af fortiden, som fx når folk bliver uenige om, hvem der har den rette adkomst til steder og mindesmærker. Her drejer det sig om andet og mere end historie som kundskab. Her er den eksistentielle brug af historien afgørende. Uenigheden om fortiden kan komme til udtryk i to bøger, der står ved siden af hinanden i bogreolen, skriver Anne Eriksen og tilføjer: »Ganske anderledes er det med de tolkningene som monumentene representerer, netop på grund af stedet selv. To grupper med ulik oppfatning av den samme fortiden kan ikke sette opp hvert sitt monument med hver sin tolkning, på samme »historiske grunn«, til samme tid« (Eriksen 1999: 95).

Her aktualiseres ikke kun en strategisk adkomst, men også en taktisk, når det drejer sig om flanøragtigt og adspredt at have legitim ret til at færdes på bestemte steder.