Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 21

Mickewicz var selv født i det nuværende Litauen og var af såvel polsk som jødisk herkomst. Hans advokatfader indkvarterede, da man flyttede til Vilnius, familien i Zydowska Gade, dvs. Jødegaden midt i Vilnius (Schama 1995: 30). Mickewicz var således om nogen personifikationen af den gamle »litauiske« blandingskultur. Han blev da også en væsentlig inspirationskilde for den ene af de to polske nationalistiske retninger, der udkrystalliserede sig i 1800-tallets anden halvdel, nemlig den føderalt-nationale. Denne opererede med ikke ét, men flere hjemsteder for den polske civilisation. Ved siden af Kraków og Warszawa var det Lwów og Vilnius, der efter de russiske nedkæmpelser af de polske oprør i 1830 resp. 1863 blev stillet i et yderligere glansfuldt utopisk skær. Da kampen for polsk selvstændighed tog realistiske skridt fremad under 1. verdenskrig, var det da også dels i »Litauen«, dels i bl.a. Mickewicz’ udlægning heraf, man fandt belæg for det nye føderale Polen, der med andre ord skulle være som det gamle. Jozef Pilsudski var den, der mest magtfuldt hævdede denne position. Han stammede på begge sider fra gamle litauiske adelsfamilier, gik i en russisk skole i Vilnius og vendte efter deportation til Sibirien tilbage til byen, hvor han i 1890’erne blev inspireret af den derværende jødiske socialistiske Bund-bevægelse.

Hans modpol, Roman Dmowski, lederen af det polsk-nationale parti var født i Warszawas arbejderkvarter Praga. Han frygtede, modsat Pilsudski, tyskerne mere end russerne, havde ikke meget tilovers for en polsk føderalisme med dens polsk-jødisk-litauiske kulturarv og tjente sin første politiske sporer ved i 1911 at organisere en boykot af jødiske forretninger i Warszawa (Davies 2001: 117). For ham var multikulturalisme en uting, for Pilsudski var det et fundament i et nygammelt føderalt Polen-Litauen. For ham var Vilnius det naturlige hjemsted for en sådan nationsdannelse. For Dmowski var den en besværlighed. Hans Polen var snarere ensbetydende med Kongres-Polen udvidet vestpå ind i den tyske del af Polen (Roshwald 2001: 40).

Således var fronterne trukket op. På den ene side en polsk føderalisme, der efterstræbte en ny storfyrstedømme-nation af multikulturel karakter omfattende Polen, Hviderusland og det nordvestlige Ukraine, som især baserede sig på historiske grunde. På den anden side en polsk nationalisme, der ville skabe et katolsk og etnisk rent Polen, som baserede sig på sproglige kriterier. På den ene side stod et Vilnius som et symbol på en statsdannelse, der nok var kendetegnet af nostalgi, men også en refleksiv nostalgi, for så vidt som den også var kendetegnet af moderne kulturelle og politisk-principielle ideer. På den anden side et Vilnius, der var en ligegyldig by i et område befolket af hviderussere. For føderalisterne var Vilnius en levende kulturarv; for Dmowski-fløjen var Vilnius og dens historie et »fremmed land«.

Men Pilsudski og føderalisterne var ikke de eneste, for hvem Vilnius var vigtig. Også litauiske nationale havde en »kulturel logik« i forhold til byen. Den litauiske nationale bevægelse var vokset frem senere end den polske. Den havde, for så vidt som den litauiske elite var enten poloniseret eller russificeret, først fået vind i sejlene efter oprøret 1863, der også omfattede de litauiske områder, hvor bondebefolkningen var voldsomt kuet af russisk lovgivning. Modsat den polske føderale nationalisme havde litauerne kun foragt tilovers for Lublin-realunionen af 1569-1795 med den polskhed og adelskultur. I nationalistisk henseende stod man meget nærmere Dmowskis nationalt-polske bevægelse. Men modsat denne kunne man ikke basere sin nationalisme på lingvistiske principper, i det mindste ikke hvad angik Vilnius, for så vidt som kun 1-2 pct. af byens befolkning talte litauisk (Snyder 2003: 53). I lighed med Pilsudski og føderalisterne måtte man derfor argumentere historisk. Men i dette tilfælde gå helt tilbage til Gediminus og det paganistiske Litauen før Jagiello-unionen, der havde haft først borgen Trakai og siden Vilnius som hovedsæde. Blandt de litauiske nationalistiske aktivister mente man, at de personer i Vilnius og omegn, der så ud til at være polakker eller hviderussere i virkeligheden var litauere, der tilfældigvis talte enten polsk eller litauisk.

Hertil kom hviderusserne. Det er Timothy Snyders store fortjeneste at have peget på, at også de havde interesse i Vilnius. Også de mente at være Lublin-storfyrstedømmets sande arvtagere og mente som polakkerne, men modsat litauerne, at det polsk-litauiske »Commonwealth« 1569-1795 var idealet for en ny nationsdannelse, men under hviderussisk hegemoni, under navnet Belarus og med Vilnius som centrum. Problemet for den hviderussiske nationalisme var imidlertid, at selv om bønderne i Vilnius-distriktet talte hviderussisk, så dens ledere ingenlunde med folkloristisk beundring på disse bønders sprog. For dem var polsk kultur og russisk magt det eneste, der talte. Man var således nok i stand til at opstille et historisk-nationalt ideal, men ikke i stand til at forlene dette med realpolitik. Den hviderussiske fiasko var et resultat af social og politisk kontingens (Snyder 2003: 42). Man var klemt mellem polsk kultur og russisk magt. Fra russisk side var man lige så lidt begejstret for et hviderussisk Belarus som for en polsk-litauisk nation. Efter 1863 kunne der ikke publiceres på hviderussisk i det russiske imperium (Snyder 2003: 46), og i 1864 lod generalguvernør Maraviev oprørslederen Konstantin Kalinovski, der havde udsendt flammende pamfletter på hviderussisk til bønderne i omegnen, hænge i Vilnius.

Propaganderes kunne der nok på litauisk, men kun med kyrilliske bogstaver. Den gryende litauiske nationalisme repræsenteret af folk som maleren og komponisten Mikalojus Ciurlionis og lægen Jonas Basanavicius, der i inspiration af de tjekkiske nationalister fra 1880’erne udgav avisen Ausra, dvs. Morgenrøden, var tvunget til at operere fra udlandet. Bogsmuglere sørgede for at importere litauisk litteratur og tryksager over Njemen fra den preussiske del af Litauen. Ausra hyldede i højstemte toner det middelalderlige Litauen og tiden inden 1569. Man satsede på en »ren« litauisk historie. I forhold til de to baltiske naboer nordpå var den litauiske moderne nationalisme senere udviklet. Til gengæld kunne man modsat disse referere til en glorværdig forhistorie og egen statsdannelse (von Rauch 1977: 32).

For jøderne var situationen mere indviklet. Modsat situationen i Wien og Lwów, hvor jøderne talte magthavernes sprog og dermed også havde lettere ved at optræde assimileret statsloyalt (Wierzbieniec 2005), var jøderne i Vilnius i den situation, at den hegemoniske kultur var polsk, medens magten var russisk. Det tilskyndede til en vis jødisk selvstændighedsfornemmelse og animerede til en specifik jødisk politisk aktivitet, der udmøntede sig i henholdsvis den zionistiske bevægelse og den socialistiske Bund-bevægelse, som blev stiftet i Vilnius 1897. At den klemte stilling ligeledes animerede til en selvstændig jødisk kultur turde være evident. Skulle man fra jødisk side vælge side, var den polsk-nationale Dmowski-linje det værste af tre onder med dens racelære og dyrkelse af en »ren« polskhed, medens en svag litauisk nation var mere spiselig, og den føderale polsk-litauiske nation måtte formodes at være så multikulturelt rummelig, at jøderne heri kunne have lov at være i fred, således at Vilnius kunne vedblive at være et vitalt jødisk kulturelt hjemsted.