Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 8

Historien om Dreiländereck ovenfor viser, at på ét område er rummet for alvor centralt for historikere og her ikke som hverken metodisk ramme, strukturbaggrund eller passivt objekt, nemlig på det område, man kunne betegne som repræsentationer. Disse manifestationer af det nationale – eller det transnationale – udgør den materialiserede form for det forestillede fællesskab, der jf. Benedict Anderson er det essentielle i konstruktionen af nationalismen og dens subjektive pendant: den nationale identitet. Og for den sags skyld også trans-nationalismen. Netop fordi det nationale fællesskab er forestillet, har det brug for materialisering enten i form af henvisning til særligt typiske landskaber og naturformationer, eller i form af symbolske steder. I begge tilfælde rykker rumsdimensionen i fokus med koncentration omkring kategorien sted.

Denne side af nationalismen og den nationale identitet har gjort sig gældende fra nationalismens begyndelse og knytter sig formodentlig til førnationale forestillinger om at være hjemmehørende på et bestemt sted, i en lokalitet, en bestemt egn og et bestemt land; jf. stednavnene England, Estland, Nederlandene, Småland, Jylland, Sjælland etc. Men svækkelsen af den politiske nationalisme og grænsenedbrydningerne synes at have forstærket denne side af nationalismen, således at vi overalt i Europa i disse år er vidne til en øget opmærksomhed på den kulturelle nationalisme, hvori ikke kun sprog, kultur, historie, men også steder og lokaliteter indtager en central rolle. I og med de politiske og administrative grænsenedbrydninger er fokuseringen på nationale tilhørsforhold på tværs af de traditionelle grænser øget i betydning.

Det gør sig ikke mindst gældende for en nation som Ungarn, som var det land, der i henseende til både befolkning og territorium blev hårdest ramt ved fredsforhandlingerne efter 1. verdenskrig. Den såkaldte Trianon-fred, der omfattede Ungarn, medførte, at landet mistede 71,5 pct. af territoriet og over halvdelen af befolkningen, der nu blev efterladt på den anden side af den nye lille-nations grænser som minoriteter, ikke mindst i Slovakiet, Jugoslavien og Transsylvanien. Først østblokkens nedsmeltning har bevirket, at kontakterne mellem de nationale og de transnationale ungarere nu er vokset betragteligt, ligesom oprettelsen af satellit-stationen Duna-TV har medført intensivering af det kulturelle fællesskab. Den rent geografiske kontakt i form af rejser »tilbage« til de »gamle« områder har imidlertid ofte medført forundring, for så vidt som disse steder i mellemtiden er undergået en betydelig forandring. Hverken kulturer eller steder står stille (Mohay 2003).

Maja Povrzanovic Frykman har i den forbindelse undersøgt de stereotypier, kroater i Sverige opererer med i deres diaspora, hvor der er tydelige markeringer af ægte, civiliseret kroatiskhed på den ene side og en mere orientalsk kroatiskhed på den anden side, hvor sidstnævnte siges at gøre sig gældende hos bosniske kroater: når de fester, er det med de store armbevægelser, de spilder øl på gulvet og danser »balkansk« med begge hænder strakt i vejret og er på den måde med til at få billedet af den civiliserede kroat til at krakelere. Det billede af kroatisk national kultur, som Matica, det kroatiske diaspora-tidsskrift i Sverige, ønsker som en enhedsstørrelse, der omfatter én fælles kultur, historie og herkomst, holder ikke for en nærmere prøvelse. Den kroatiske identitet er ikke essentiel, men stedt i permanent foranderlighed og processualitet og er bestandigt underlagt skiftende grænsedragninger (Povrzanovic Frykman 2002).

Men netop af den grund kan ønsket om at gøre brug af historien og bestemte kerneområder som særligt signifikante øge i relevans. Det, der i nutiden kun findes i kompleksitet og som proces, kan ved at blive frosset ned til historie, sted og kultur – i selektiv udvælgelse – gøres til genstand for dyrkelse som led i en kompleksitetsreduktion. Dette er et hovedsynspunkt hos Peter Niedermüller, når han i sin artikel om brug af historie og fortid i de post-socialistiske nationer påpeger, at det, der foregår her, ikke er en tilbagevenden af historie, dvs. en historiens genkomst, men en tilbagevenden til historien. Han betegner denne kompleksitetsreduktion som en narrativ forkortelse, der betjener sig af bestemte fixpunkter (Niedermüller 1998: 179). Disse kan udgøres af historiske begivenheder, men kan også – som her tematiseres – udgøres af bestemte steder og egne, der så med Konrad Köstlins ord kommer til at fungere som »Denkgebäude«