Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 13

Over for den findes nemlig den opfattelse, at historien aldeles ikke er en ting eller et fremmed land. Det er bl.a. udtrykt i en sentens, som man har tillagt en nogen skrækslagen anonym stalinistisk historiker: »Det er svært at spå om fremtiden, men endnu sværere at spå om fortiden.« (Pearson 1999: 63). Ud fra dette historiesyn holder man fast i, at historien til stadig er operativ og virulent. Også selv om den ligger tavs hen, foreligger den dog ikke som en ting, men som et operationsfelt. Eller om man vil, som en motor, der selv i tomgang til stadig er klar til at gå i gang. Fortiden foreligger på den måde, at den har en virkningshistorie ind i vores samtid og nutid, som er så stor og så stærk, at vi ikke kan se den. Den foreligger her som det, Bernard Eric Jensen kalder en »livsverden«, der har karakter af tavs viden (Jensen 2003: 8). »Tavs« fordi den ikke syner af noget, »viden« fordi den er i brug og virker genererende.

Når vi ikke kan se den, er årsagen, at den netop har udkrystalliseret sig i de briller, med hvilke vi ser os omkring. Fortiden er der med andre ord altid allerede til stede i ubrudt kontinuitet. Alle mulige nisser flytter til stadighed med, uden at vi kan se det, for ved fyrtårnets fod er der ikke lys, som Ernst Bloch en gang formulerede det. Fortidens »flow« er der altså, enten vi kan lide det eller ej. Det er dette vilkår, kontrafaktiske spørgsmål til historien lever af. Der er noget, som er blevet til noget, og som foreligger som givet og som til-stede-værelse. Historien er i verden, på samme måde som vi er i verden; ikke uden for eller ved siden af. Historien er i denne optik højst levende. Det gør den samtidig svær at få øje på. Modsat opfattelsen af historien som en ting – eller en pulterkammer med rariteter – hvor det er let nok at få øje på historien, er dette langt vanskeligere i tilfældet af den levende historie, der paradoksalt nok kan virke lukket i kraft af, at den netop er så åben og tilstedeværende, at den pludselig kan eksplodere.

Skal vi brække denne lukkethed eller til-stede-værelse op, må vi betjene os af distancerings- og perspektiveringsmidler. Vi må af bedste evne sætte os uden for; hvis vi altså vil vide noget og blive klogere på os selv og verden i forhold til blot at være og vegetere.

To af de mest centrale distanceringsmekanismer består i henholdsvis henholdsvis at stille spørgsmål til historien – så godt det nu går med vores altid allerede historiefarvede optik, som i sig selv er medbestemmende for arten af de stillede spørgsmål – og at transformere historien i håb om at finde svar og mening i forhold til vores samtid. Forudsætningen for begge disse tilgange er erkendelse af, med den tyske historiker Otto Vosslers ord, at historien ikke er en genstand, men et problem (Vossler1983: 30). Den første af disse tilgange hedder i århusiansk historikerjargong at operere med et såkaldt funktionelt kildebegreb og betegner en videnskabelig og refleksivt-kritisk omgang med historie og fortid. Den anden tilgang gør vi til enhver tid, også i dagliglivet, brug af, når vi sammenfatter og forenkler; om det nu sker ved hjælp af symboler, stereotyper eller begreber (Hahn og Hahn 2002). Otto Vossler gør i sin bog Geschichte als Sinn opmærksom på, at det ville være en uoverkommelig opgave at gengive fortiden i sin totalitet. Dertil er mængden af fakta for stor. Alene det skiftende vejrlig i løbet af en dag og dets indvirkning på hændelsernes gang ville det kræve uoverstigelige kræfter at skulle gøre rede for. Med andre ord: ud af den fortid som var, skaber vi en historie.

Denne konstruktionsomgang med fortiden har gennem de sidste par årtier inden for kulturvidenskaberne og dermed også historikerfaget ført til en voldsom fokusering på, at også den fortid, som vi konstruerer som historie, selv er konstrueret. Tydeligst har dette måske været i omgangen med nationalismen og den nationale identitet. Her hører det i dag til god latin og politisk korrekt omgang med fortiden at insistere på, at national identitet ikke er givet, men en historisk konstruktion fra begyndelsen af 1800-årene. Eric Hobsbawms Nations and nationalism since 1780 kan med sin hårdtpumpede udlægning stå som prototypisk eksempel herpå. (Smith 2000). De mere sofistikerede spørgsmål vedrørende territorialt tilhørsforhold, hjemstedsfornemmelse, behov for omgang med ligesindede og –stillede er der ikke plads til i denne konstruktionsoptik (Smith 2000). Hobsbawm må da også mere eller mindre nødtvunget erkende, at vi ikke ved ret meget om, hvad der foregår i hovederne på mænd og kvinder, der føler og følte sig nationale (Hobsbawm 1994: 79).