Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 22

Så kom 1. verdenskrig. Den skulle få afgørende indflydelse på Vilnius’ videre skæbne. Én ting var de forskellige grupperingers krav og hensigter. Noget andet var de politiske og magtmæssige forudsætninger herfor.

Tidligt i krigen blev Litauen erobret af Tyskland, som, i takt med at krigslykken vendte, gav flere og flere indrømmelser til de litauiske nationale ledere, idet man ønskede at svække Polen. Resultatet heraf blev, at den litauiske nationalforsamling Taryba i december 1917 under tysk beskyttelse erklærede Litauen selvstændigt med Vilnius som hovedstad. Det gentog sig i februar 1918; denne gang under russisk beskyttelse. I marts 1918 var det hviderussernes tur. Under ledelse af Anton Lutskevitj proklamerede den hviderussiske nationalforsamlig Vilnius som en del af en uafhængig socialistisk stat Litauen- Belarus i stil med det multikulturelle storfyrstedømme. Dette ment som en modvægt til den litauiske »rene« nationalisme, som til gengæld nægtede at have med Lutskevitj og hans folk at gøre. (Snyder 2003: 61).

Imidlertid rykkede den Røde Hær hastigt frem vestpå og erobrede Vilnius i januar 1919. Byen blev nu udråbt som hovedstad i en litauisk sovjetrepublik. For Pilsudski og hans føderalisme var dette en katastrofe. I overensstemmelse med hans vision om et genoplivet »litauisk« storfyrstedømme var hans udspil derfor at bejle til de litauiske ledere om at indgå i en alliance med Polen mod til gengæld at få tildelt Vilnius. Dette blev pure afslået, og i stedet indgik litauerne og de russiske bolsjevikker juli 1920 en aftale om, at Litauen på ny fik overdraget Vilnius, som Pilsudskis hær ellers havde erobret fra russerne i april 1919, mod at bolsjevikkerne fik ret til gennemgang via Litauen i retning af Polen. Dette militære forehavende blev dog også bremset af Pilsudskis hær. Under ledelse af general Lucjan Zeligorski erobrede de polske føderalister så i oktober 1920 Vilnius. Tanken var, at der skulle oprettes en tredelt føderation med ét centrum i Vilnius, et andet vestpå i Kaunas og et tredje i hviderussiske Minsk. Dette blev mødt med foragt i både Litauen og i Dmowskis parti Nationaldemokraterne. Her ville man kun vide af »rene« nationer. Og da krigen sluttede, og grænserne skulle trækkes ved fredsafslutningerne i 1921, kom Vilnius til at ligge i Polen. Resultatet blev således – med en karakteristisk historisk ironi – at byen Vilnius, som var blevet erobret af polske føderalister, kom til at indgå i en polsk nationalstat. Pilsudski havde »sejret ad helvede til« og så at sige foræret Vilnius til nationalstaten Polen og ikke føderationen Polen-Litauen-Belarus, som han ellers havde tænkt sig (Snyder 2003: 68). Omvendt havde de litauiske nationalister ved at stå stejlt på de nationalistiske principper mistet Vilnius. Byen blev et åbent sår. Man ventede kun på hævn, og i mellemtiden kunne man i mangel af politisk adgang til byen in absentia lovprise det litauiske kulturelle Vilnius. Nogen fredsaftale mellem Polen og Litauen blev der ikke indgået. De to lande var således formelt set i krig med hinanden p. gr. af byen. De diplomatiske forbindelser var afbrudt indtil 1938. Også tog- og skibsforbindelser samt telefonerne var lukkede. Vilnius kom for litauerne til at fremstå som både meget langt væk og meget nærværende. Det Litauen, som i mellemkrigstiden blev en i stigende grad radikalkonservativt styret stat med en stor paramilitær fascistisk organisation, kaldet Tautininkai, som bulldog, kunne bruge tabet af Vilnius som led i en ultranationalistisk politisering af de litauiske borgere.