Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 7

Netop stedets identitetsskabende egenskaber skal her tages op til behandling. Ikke at rum og sted i sig selv kan handle og skabe noget; det kan de lige så lidt som tekst og sprog. Men som handlingstilskyndelse og igangsætter er de forlenet med en betydelig kraft, som man kunne betegne som en tavs handlingskapacitet. Rum og sted gør noget ved mennesker, ligesom mennesker gør noget ved tid og rum.

For blot at nævne et enkelt eksempel: 1. maj 2004 holdt byerne Zittau i Sachsen, Bogatynia i Polen og Hradek nad Nisou i Tjekkiet en stor fælles fest i anledning af Polen og Tjekkiets medlemskab af EU. De tre byer er beliggende i det såkaldte »Dreiländereck«, hvor de tre lande støder sammen. Man valgte derfor et fælles sted som ramme om begivenheden. Stedet udgjorde således rammen om begivenhederne, der bl.a. omfattede deltagelse af de tre landes regeringschefer, Schröder fra Tyskland, Miller fra Polen og Spidla fra Tjekkiet. Så langt så godt. Eksemplet kan belyse den nye sans for sted og lokalitet, der er så typisk for EU og Mellemeuropa i disse år. Imidlertid viste det sig hurtigt, inden festlighederne skulle finde sted, at stedet var handlingsudløsende. Beslutningen om at holde fest i »Dreiländereck« bevirkede nemlig, at de samme tre regeringschefer havde vanskeligt ved at nå frem til den store fællesfest i Dublin senere samme dag hos EU-formandsskabet. Med tysk largesse tilbød Schröder da, at de to andre kunne følges med ham i et tysk fly til Dublin. Her blev sagen pludseligt et nationalt anliggende, idet både polske og tjekkiske politikere tog kraftigt afstand fra tanken om, at deres premierministre skulle ankomme til Dublin i et tysk fly (Jylland-Posten 21. 4. 04).

Nu kunne man hertil indvende, at det var tidsfaktoren, som var afgørende. Ved nærmere eftertanke viser det sig imidlertid, at det er selve den fysisk-rumslige dimension, som gav anledning til logistiske problemer. Selv hvis man havde valgt et andet tidspunkt, skulle de tre regeringschefer dog have måttet forflytte sig til og fra det pågældende sted. Stedet og rumsdimensionen er ikke længere ligegyldige og uskyldige størrelser.

Her må man imidlertid være opmærksom på risikoen for rumsfetischisme. Dvs. at rummet tilskrives egen handlingsevne og en iboende kraft, som gør, at rummet kan anses som årsag til hændelser og begivenheder. Fx at man mener, at afstanden mellem to steder i sig selv er afgørende (Gren og Hallin 2003: 222). Over for en sådan opfattelse kan man i stedet pege på rummets possibilisme. Herved peges der på, dels at rummet er kulturelt produktivt ved at åbne for muligheder, dels at en handling altid foregår et sted og ikke i den blå luft (Frykman 2003: 182). En samlet betegnelse herfor kunne være at operere med tanken om rummet som kulturel accelerator (Frykman og Gilje 2003: 46).