Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 6

Inden for den forskning i rum og sted, der i disse år foregår blandt kulturgeografer og sociologer, skelnes der ofte mellem rum og sted. På engelsk skelner man mellem »place« og »space«. Denne skelnen går tilbage til 1970’ernes geografiske forskning, hvor den kinesisk-amerikanske forsker Yi-Fu Tuan med bøgerne Topophilia (1974) og Space and Place (1977) og Edward Relph med bogen Place and Placelessness (1976) foretog et kritisk opgør med den forskning i rummet med udstrækning, flade og areal som nøglebegreber, der hidtil havde domineret amerikansk geografi. I stedet ønskede man nu at vægte erfaring og subjektive rumsoplevelser og –tilegnelser. Spørgsmålet om, hvorledes rummet gøres beboeligt, blev centralt. Ligesom vores praktiske gøremåls-omgang med rummet. Denne praktiske og følelsesmæssige udgave af rummet blev så betegnet som »place«, sted. »Place« kan også betegnes som »space«, der er fyldt med drømme, længsler, historie, objekter, repræsentationer. Det er gennem et sted, vi tilegner os og erfarer rummet. Rummet er således et mere abstrakt begreb end sted.

Stedet er således ikke kun ensbetydende med et partikulært sted på jorden som fx Lemvig eller Sdr. Nærå, men også et begreb for disse partikulære steder som helhed og som livsomstændighed (Cresswell 2004: 20). Stedet er rummets pause, det sted i rummet hvor man dvæler, finder sig til rette og anskuer rummet og sin omverden. Det kunne foranledige til nok så romantiserede forestillinger om stedet, hvorfra min verden går. Dvs. barndomsland, fast beliggenhed, hygge, stabilitet, »Glück im Winkel« og community-tryghed. Noget sådant er der imidlertid ikke tale om. »Place« kan også udgøres af en sigøjnerlejr eller et omvandrende cirkus og markerer således det givne ståsted eller vidnesbyrdet om, at man altid allerede lever lokaliseret.

Men hvad indebærer nu dette mere specifikt? Som svar herpå har eksempelvis har den amerikanske sociolog Thomas F. Gieryn foretaget en række analytiske præciseringer dels mellem de to begreber, dels inden for dem hver især (Gieryn 2000). Tilsvarende ses fx hos Tim Cresswell i hans bog Place. A short introduction fra 2004. De er ikke uden relevans i denne sammenhæng.

Hos begge forfattere ses en skelnen, der går tilbage til geografen John Agnew fra 1987, mellem stedets lokalisering, materielle form og dets mening og værdi, som hver især må medtænkes, når man analyserer steder. Ingen af delene kan udelukkes, hvis opfattelsen af stedet skal have gyldighed.

Ved lokalisering forstår man, at stedet er unikt og singulært placeret i et objektivt fastlæggeligt, om end arbitrært valgt koordinatsystem med længde- og breddegrader. Denne lokalisering indebærer mulighed for en skelnen mellem her og der og mellem nært og fjernt. I sidste instans er det betinget af, må man tilføje, menneskets singulære kropslige beskaffenhed: at vi lever finalt og med det, som man med K. E. Løgstrup kunne betegne som en ét-stedstilværelse (Løgstrup1978: 111 ff.). To mennesker kan ikke opholde sig på ét sted samtidig, ligesom hvert af dem ikke kan være to steder på samme tid (Eriksen 1999: 51). Men ligesom mennesket med sine sanser kan overskride sit legeme, således er stedets grænser også elastiske, både analytisk og fænomenologisk. Stedets udstrækning bestemmes fx af den optik, hvormed det anskues, og den rumsmæssige kontekst, det indsættes i, dvs. skalaangivelse i både fysisk og mental forstand.

Et sted er også materialitet. Om det nu er naturligt eller menneskeskabt eller en blanding af begge dele, er et sted altid forlenet med stoflighed. Steder er noget; de er konkrete. Selv om de kun foreligger i tanken eller fantasien udgøres de af noget. Børneværelset har fire vægge, et vindue og en dør. Selv hos Harry Potter findes der en imaginær materialitet (Cresswell 2004: 7). Man kan ikke tænke på et sted uden at tænke på noget. Man tænker ikke på et sted som ingenting. Dette kan forekomme at være en banalitet, men er vigtigt for forståelsen af, at steder kan bruges i repræsentativ henseende. Denne erfaring af, at man tænker på noget, daterer sig tilbage til den tyske fænomenologi omkring 1900 med dens opfattelse af tanken som en intentionalitet, dvs. at tanken er en om-tanke eller en på-tanke; man tænker om noget eller på noget (Cresswell 2004: 22)

Udover denne materialitet og stoflighed peger både Gieryn og Cresswell på, at steder bearbejdes af mennesker. Vi udformer steder og gør dem til vores, samtidig med at de foreligger som steder an sich, men for os. Sociale processer såsom forskelssættelse, magtudøvelse, kollektive aktioner etc. foregår i, gennem og ved hjælp af de materielle former, som vi skaber og bruger. Der er med andre ord ikke tale om determinisme, men om kultur eller rettere kulturel bearbejdning. Det ændrer imidlertid ikke ved, at den materialitet, som vi forholder os til kulturelt ved hjælp af tanker, menneskerelationer og gøremål, altid allerede er til-stede. Om end selv menneskebearbejdet foreligger den dog for os som stoflighed.

For det tredje indgår der i et sted også betydning og værdi og dermed subjektive og emotionelle tilknytninger til et sted. Denne tilknytning sker i første række ved navngivning og identifikation, som er med til at gøre et sted til andet og mere end blot fysisk foreliggende som substans. Stedets værdi og betydning er imidlertid labil og fleksibel. Den skifter over tid i hænderne på forskellige grupper og kulturer – og er til stadighed omstridt; som vi skal se i en række af de efterfølgende kapitler. Det sker, fordi steder tildeles kvaliteter i forhold til deres ibrugtagning. Fx kan forskellige grupper gøre krav på et sted som deres hjemsted (Kayser Nielsen 1997).

Ved siden af sted og rum er også landskab en central størrelse. I den forbindelse kommer den et-stedstilstedeværelse, der blev omtalt ovenfor, også ind i billedet, for så vidt som landskab kan siges at være et begreb for den situation, hvor man beskuer et udsnit af jorden ud fra et bestemt ståsted. Landskab er med andre ord knyttet til henholdsvis blik og en udenfor stående position, i modsætning til positionen i eller på et sted, hvor man er inden for og ikke nøjes med at se, men også gør brug af stedet og dets materialitet (Cresswell 2004: 10 f.), som vi skal se nedenfor i kapitlet om ekspropriationen af Eventyrets Land i Vestjylland i 1960’erne – og modstanden mod denne.

Den tredeling, vi så ovenfor angående stedet, er af den svenske etnolog Anders Häggström også foretaget med hensyn til landskabet. Inspireret af den finske kulturgeograf Anssi Paasi gør han gældende, at et landskab ikke foreligger som et statisk objekt som sådant, men at et landskab finder sted ved ibrugtagning, om det nu er en videnskabelig undersøgelse, eller det er folks anvendelse og mentale om-tanke. På denne baggrund slår han til lyd for, at et landskabs indhold kan analyseres som socialt og konstruerede forestillinger, der omfatter både den materielle omgivelse, individuelle livsverdener samt kollektive repræsentationer og fortællinger (Häggström 2000: 32). Også her markeres med andre ord både det fysisk-materielle aspekt og betydningstildelingen.

Denne dobbelthed ved steder og områder er der en stigende opmærksomhed på. Som Yi-Fu Tuan har gjort gældende i bl.a. sin selvbiografi, er et sted ikke nødvendigvis en fysisk lokalitet, men nok så meget en forbindtlighed. Han er af den opfattelse, at også en plads foran pejsen eller ens favoritlænestol kan være et sted, at en damper på havet kan være det, ja, at en mor kan udgøre et sted, fx for de rollinger der vender hjem til hende efter at have leget i sandkassen (Tuan 1999: 105). I tilknytning til sådanne tanker kan man hævde, at et steds identitet formes af dets fysiske karakter, historie, socialstruktur, kultur, sprog og dialekter – og værdibaserede billeder, som det eksempelvis hedder i en studie af det folkelige arbejderkvarter Berghäll i Helsingfors (Olsson 2004: 51), og at den identitet og subjektivitet, der udvikles her og i andre lokaliserede steder netop er bestemt af stedet. Subjektiviteten går ikke forud for stedet, men er forbundet hermed, således at det ene ikke kan tænkes uden det andet. Et samfund er utænkeligt uden et sted (Cresswell 2004: 31).

Forlening af værdi og betydning til et sted bevirker, at et sted ikke kun er et sted, eller en abstrakt position i et rum, som kan angives geometrisk. Et sted bør ikke forveksles med geografiske eller kartografiske metaforer, ligesom en website ikke er et sted. Et sted er heller ikke blot en scene eller en baggrund. Stedet har magt og kraft sui generis (Gieryn 2000: 475) og fungerer som en medspiller (ibid: 466). Stedet skaber ikke interaktion, men former og påvirker handlinger (Milligan 2003: 382). Dvs. at stedet mætter vores gøren og laden og vores emotioner; dvs. at stedet fungerer som udfylder af det sociale og historiske liv. Det er den faktor, som findes mellem mennesker, handlinger og praksisser. Men netop fordi stedet er en medspiller, burde man ved siden af klasse, alder, køn også operere med sted som identitetsskaber, anbefaler Gieryn (ibid: 481).

Det skal hermed forsøges; men med den tilføjelse, at noget sådant er et velkendt historisk fænomen. Uden at man har tematiseret dem som sådanne, har steder til stadig været brugt som identitetsskabende medspillere, herunder også som led i en historisk repræsentation – som regel i omstridthed og kamp om retten til at høre hjemme et sted; undertiden mere fredeligt.