Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 4

Inden for de sidste par årtier er der inden for humanvidenskaberne sket en voldsom opblussen af interessen for rums- og stedskategorien. Blandt de hyppigst citerede værker kan nævnes Michael Keith og Steve Pile (red.): Place and the Politics of Identity (1993), Steven Feld og Keith H. Basso (red.): Senses of Place (1996), James Clifford: Routes: Travel and Translation in the Late Twentieth Century (1997), Edward Casey: The Fate of Place (1998). I forlængelse heraf er også interessen for begreberne sted og stedstilknytning steget. Måske ikke så meget i historikerkredse som inden for sociologi, geografi, socialpsykologi og etnologi. Blandt faghistorikere har der, ikke overraskende, været mere tradition for at forholde sig til tidskategorien. Historisk udvikling og forandring synes umiddelbart nærmere knyttet til kategorien tid end til kategorien rum. Vi er vant til at arbejde med tankefigurer som før-nu, hvis-så, årsag-virkning, i kontinuitets- og brudbaner med vægten lagt på kausalitetsspørgsmål, dvs. problemstillinger der mestendels har tidskategorien som ramme, hvor vi har været optaget af problemer vedrørende brud, ændringer, mangfoldighed og variation. Med der kan stadig være grund til at erindre om H.P. Clausens bestemmelse af historie som den videnskab, der beskæftiger sig med historiske fænomener, der kan »beskrives i deres tids- og stedsbetingede individualitet«. Historien skal være fikseret tidsligt og rumsligt (Clausen 1963: 52f.).

Når faghistorikere har brugt rumsdimensionen, har det imidlertid som oftest været i metodologisk henseende som led i afgrænsningen af studieobjektet. Det være sig et bestemt landområde eller en bestemt forvaltningsmæssig enhed. Eksempler herpå er der masser af. Man tænke blot på folk som Fernand Braudel, Emmanuel Le Roi Ladurie, Hans Medick, David Sabean, for slet ikke at nævne vore hjemlige Palle Ove Christiansen, Erland Porsmose, Per Grau Møller og Karl Erik Frandsens forskning i landbohistorie. Denne forskning er beslægtet med den forklaringsmodel med hensyn til kulturhistorisk variation, som man finder hos historisk interesserede etnologer, og som man i mangel af bedre kunne kalde økologisk. I nordisk sammenhæng har den svenske forskning i älvdalsøkonomi i Norrland med den såkaldte »ärjemarkskultur« eller »erämaa-kultur« (fra finsk erämaa: ødemark) under ledelse af historikeren Sune Åkerman leveret tilsvarende bidrag, hvor det er en væsentlig pointe, at det er i omgivelsernes naturmæssige ressourcer, vi finder grundlaget for fx sociale institutioner som storfamilien og for konflikter med statsmagten (Åkerman 1990).

Denne tilgang, der knytter sig til en idé om, at bestemte lokale kulturforskelle i sidste ende hviler på lokale og regionale landskabsformer og ressourceøkonomier, dvs. naturgeografiske vilkår såsom adgangen til og fordelingen af de givne naturressourcer og kulturlandskaber, og som også inddrager magtmæssige og samfundsstrukturelle forhold, fik imidlertid ikke lang levetid i den skandinaviske etnologi. Som Bjarne Stoklund har peget på, skyldes det nok henholdsvis frygten for geografisk determinisme og et paradigmeskift i retning af klassekultur: borgerlig respektive arbejderkultur (Stoklund 2003: 33). At »økotype« undertiden kom til at gå under betegnelsen »bygd« medvirkede desuden til at give denne forskning et litterært anstrøg af støvet hjemstavn a la Thorkild Gravlund og et politisk strejf af det, der var værre. Givetvis uberettiget. På samme måde som en eventuel beskyldning om geografisk determinisme næppe heller har noget for sig, for så vidt som den økologiske kulturforskning altid har været yderst varsom med at slutte noget fra naturgrundlag til bevidsthedsformer, modsat det som var tilfældet i de klassiske 1700-tals studier på dette område med deres robuste konklusioner på baggrund af en »klimalære«. Derimod har man – jvf. Åkerman ovenfor – været interesseret i de sociale og økonomiske rammer som naturressourcegrundlaget har af stedkommet og dermed muligheden for kultur.

Ofte er historikeres forskning i rumsforhold foregået i forhold til nationsbegrebet og territoriet (Jönses 1999, Connor 2001), hvilket måske også har medvirket til at give rumsdimensionen et pejorativt skær i de kredse, hvor troen på nation som konstruktion og forførelse har været i højsædet. Nægtes kan det da heller ikke, at hos en række nationalismeforkæmpere i 1800-tallet og hos de tilsvarende nationsapologeter i dag har man kunnet konstatere et historisk uholdbart forestillingskompleks, hvor den nutidige nation er blevet tilbageprojiceret, således at man har opereret med fx Danmark i middelalderen eller Vikingetidens Danmark. Dette greb har som oftest været ledsaget af forestillinger om, at Danmark har udgjort en fast og afgrænset, stabil og homogen enhed med en Danmarks-essens som omdrejningspunkt. Rummet er med andre ord blevet taget for givet og er fremstået som en selvfølgelighed. Det er blevet opfattet som en fysisk virkelighed. Slet og ret. Som en essens, der kan indkredses ved hjælp af »kortprikkerier« og katografiske GIS-værktøjer (Dragsbo 2004). De tilsyneladende uskyldige atlaser med deres angivelser af nationer ved hjælp af fastlagte grænser og forskellig farve fra land til land er med til at cementere denne rumsopfattelse (Schippers 2001).

Derimod har der inden for det, som kan betegnes som Historiebrug, i høj grad været tale om at inddrage rumsdimensionen på en anden måde: fra middelalderfestivaler i Horsens, Visby og Tallinn, over pilgrimsruter og museale udstillinger til historisk repræsentation via »lieux de memoire« spiller rumsudnyttelse, bevægelse og tilegnelse via sanser og sanselighed en betydelig rolle (Eriksen, Garnert og Selberg 2002). Èn af forklaringerne på den manglende dialog mellem faghistorikerne og den læge og kommercielle gøren brug af historien kunne da tænkes at være forskellen i synet på tids- og rumskategoriens relevans, hvor vi som faghistorikere synes at have en del at lære af den ikke-videnskabelige historiekultur »rumslige vending«.

Også inden for social- og samfundsvidenskaberne har man været påholdende med at bruge rumskategorien som forklaringsfaktor. Måske skyldes det ønsket om at undgå den ovennævnte beskyldning for geografisk determinisme. Men i den udstrækning rummet er blevet bragt på bane, kan man konstatere stærke traditioner for at opfatte rumskategorien som dels en fast entitet, der udgjorde en ramme om et »community« af større eller mindre omfang, dels den passive baggrund for sociale strukturer og processer. Også her springer først og fremmest den metodologiske brug i øjnene, for så vidt som rummet fortrinsvis har været brugt til at afgrænse rækkevidden af de empiriske undersøgelser (Gustafson 2002: 12 f.).

Desuden har hos både historikere og samfundsvidenskaberne moderniseringsteorier bidraget til underminering af opfattelsen af rumskategoriens relevans. Modernisering og industrialisering skulle have medført, at »community’erne« gradvist forsvandt og blev erstattet af større og mindre fast afgrænsede enheder. Dette syn hviler som regel på præmissen, at de førmoderne samfund var statiske samfund, hvor man ikke kom uden for flækken og henlevede et helt liv på nogenlunde samme sted. – Tilsammen har disse faktorer medvirket til negligering af rumskategorien. Og i særdeleshed den dimension heraf, der knytter sig til sted og lokalsamfund. Med rette skriver Peter Dragsbo og Helle Ravn i en diskussion af, hvilke teorier og metoder, der med fordel kan bringes i anvendelse ved kulturhistoriske studier og forskning i kulturforskelle, at måske trænger det livsformsbegreb, der ofte ses som det samfundsvidenskabelige bidrag hertil, til supplement i form af en stedets dimension (Dragsbo og Ravn 2003).

Denne proces synes yderligere styrket af fænomenet globalisering. Dette noget inflationære begreb skal ikke tages op til nøjere granskning her. Blot skal det konstateres, at det hævdes at medføre en udstrækning af rummet til at omfatte stadigt længere distancer og sammenhørende hermed også en langstraktgørelse af sociale og andre relationer. Denne horisontalisering af vores tilværelse har nok været med til at øge interessen for rumsdimensionen på bekostning af den vertikale tidsdimension, men har samtidig medført yderligere en formindskelse af stedets og lokalitetens betydning, for så vidt som man har peget på en tiltagende forskelsløshed fra sted til sted som følgende af McDonaldisering, verdensomspændende tv-netværk og mediefælleskaber, forbrug af samme mad- og drikkevarer etc. Ikke kun i forhold til lokalsamfund, men også i henseende til nation og national identitet. Enkelte forskere er endda gået så langt som til at hævde, at geografisk lokalisering i dag er betydningsløs (Gustafson 2002: 13).

Det hænger bl. a. sammen med den nedbrydning af det nationale territorium som den centrale forvaltningsmæssige og økonomiske enhed, vi i dag er vidne til som den foreløbige kulmination på en proces, der tog sin begyndelse efter 2. verdenskrig. Det har ført til, at grænser i dag fremstår som langt mere porøse og gennemtrængelige end tidligere. I det mindste i henseende til økonomi, forvaltning og politik. At en nation kan være medlem både af EU som den største enhed, og af »Schengenland« som en mindre« enhed, og »Euroland« som yderligere en mindre enhed (Schippers 2001) er blot ét eksempel på grænsernes relativitet. Den politiske nationalisme er ikke, hvad den har været. Og der er i dag en stigende erkendelse af, at politiske og kulturelle grænser heller ikke i Europa er sammenfaldende (Korhonen 2003). De politiske statsgrænser er i dag – trods visse anstrengelser i retning af det modsatte – i dag ikke den hindring for valg af fx arbejde, bopæl og ægtefælle, som de tidligere var.