Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 24

I Vilnius rykkede nazi-tyskerne ind den 24. juni 1941. Her var situationen mindre anspændt end i Kaunas, og her begyndte massemordene først den 2. juli 1941, efter at den tyske Einsatzkommando 9 var ankommet. Heydrich havde dagen forinden givet ordrer til, at der skulle sættes ind mod jøder og bolsjevikker, medens man skulle være mere tilbageholdende overfor polakkerne, som man regnede med ville være både anti-jødisk og anti-kommunistisk indstillet og derfor kunne forvente ville være af en vis betydning med henblik på iværksættelse af pogromer (her cit. fra Rhodes 2002: 54). Om dette lykkedes ved man ikke meget om. Til gengæld er det veldokumenteret, at litauiske hjælpekorps, under tysk kommando, var højst tjenstvillige i drabene på jøderne og senere inddrivelsen af dem i to ghettoer i Vilnius. Lederen af Einsatzkommando 3-Einsatzgruppe A i Litauen Kurt Jäger, der 9. august 1941 havde overtaget Einsatzkommando 9’s ansvarsområde, angav i en rapport fra Kaunas 1. december 1941 til Befehlshaber der Sicherheitspolizei und des SD Franz W. Stahlecker antallet af dræbte jøder og kommunister i Litauen og Daugavpils. Tallet var på dette tidspunkt 99.804. Myrderierne var »gennemført i samarbejde med litauiske partisaner«, skriver han (Rürup 1991: 118 ff.). Man skønner, at ca. 3000 litauere deltog direkte i disse jødemord (Tauber 2002: 1348), og at mange flere har været indirekte medvirkende til Holocaust i Litauen; herunder også de litauiske myndigheder i et omfang, vi endnu ikke har kendskab til, og måske aldrig får. Men det skal samtidig påpeges, at der også var mange litauere, som tog skarp afstand fra disse mennesker og kaldte dem »zydsaudys«, dvs. »jødeskydere«.

Den jødiske befolkning i Vilnius blev sendt til henrettelse i det store brændselsdepot, som russerne havde lavet udgravninger til i skoven ved Ponary (Paneriai) sydvest for byen. Dette sted var navnkundigt ved at indgå som et litauisk mytologisk sted i Mickewicz’ Pan Tadeusz. Nu blev det stedet for et blodbad. Mange af myrderierne i Ponary blev udført af de litauiske frivillige, der var kendt under navnet Special Afdeling (Ypatingas Burys). Da myrderierne begyndte at dale i december 1941, var ca. 175.000 af de omkring 220.000 jøder i Litauen slået ihjel. Resten kæmpede for deres liv i ghettoerne i Kaunas, Vilnius, Siauliai og Swieciany (Corni 2002: 34). Litauen var det land af alle, som tyskerne besatte, som først af alle og mest effektivt blev »judenfrei« (Tauber 2002: 1347). I Vilnius rummede de to ghettoer i den gamle bydel ca. 20.000 jøder, indtil de blev elimineret i september 1943. Her skabtes den første modstandsbevægelser i samtlige ghettoer allerede sidst i 1941 (Corni 2002: 305); det kulturelle arbejde i ghettoen fortsatte ligeledes. De sidste jøder blev sendt til arbejdslejre i Estland, hvor de fleste af dem senere blev slået ihjel, da den Røde Hær nærmede sig i 1944. Af Vilnius’ 70.000 jøder menes 7.000 at have reddet livet (Snyder 2003: 86). Ved krigens afslutning var den jødiske kultur i Vilnius en saga blot. Det, som er blevet betegnet som det tredje ben i den vesterlandske civilisation (Gerner 1997: 161 ff.), skulle ikke overleve 2. verdenskrig. Vilnius og Europa mistede en integreret del af sin befolkning. Byen blev udsat for en kulturel reduktion – som et resultat af lige dele had, stupiditet og afstumpet kulturfjendskhed. Almindelig griskhed har nok også spillet ind. Det som for tyskerne var et lig, var for litauerne et par bukser.