Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 5

At de politiske og kulturelle grænser ikke er sammenfaldende har i vid udstrækning medført, at den forbindelse mellem politisk nationalisme og kulturel nationalisme, der som en hybrid var så stærk i nationalismens glansperiode, i dag er i opløsning. Ikke at nationalismen er under afvikling. Det er der ingen grund til at formode, men dens emancipatoriske kraft er i dag ikke lige så selvklar, som den var, dengang kampen for demokrati og kampen for national vækkelse og selvbesindelse kunne forenes. Dvs. dengang hvor nationalismens principielle universalisme og kampen for demokratiske rettigheder til alle kunne kombineres, og hvor kampen for legitimt og fuldt udbygget borgerskab og patriotiske værdier var to sider af samme sag. Var man først kommet inden for varmen i det nationale fællesskab, og havde man først fået tilkæmpet sig stemmeret, kunne disse rettigheder ikke gradbøjes. De kan begge anskues som led i en civilisationsproces, hvor der i anerkendelse af abstrakte og principielle rettigheder ikke blev skelet til konfession, stand og byrd. Denne proces blev de fleste steder i Europa fuldendt i årene op mod og umiddelbart efter 1. verdenskrig, hvor også kvinderne fik stemmeret.

I dag er vi i stigende grad vidne til, at den politiske og det kulturelle nationalisme falder fra hinanden. Det skyldes ikke mindst, at kultur og tradition i stigende grad bliver vigtige, når folk prøver at forstå sig selv. De demokratiske fri- og rettigheder er rykket ud på sidelinjen eller betragtes som selvfølgeligheder, hvad kulturarv og kulturel identitet ikke bliver. Tværtom er både kulturarv og identitet på én gang noget eftertragtet og efterspurgt – og noget der ikke er hverken givet eller én gang for alle fastlagt. Identitet må altså skabes eller formidles. Til det formål bliver historien i dens rumslige aspekt aktualiseret. Som den norske historiker Anne Eriksen har formuleret det, bliver »historien det land vi alle kommer fra« (Eriksen 1999: 22).

Bag dette udsagn gemmer der sig en opfattelse af historien som et rum, der gør det muligt for os – i vores identitetssøgning – at se sammenhæng og kontinuitet, ligheder og muligheder for genkendelse. Historien betragtes med andre ord ikke som hændelsesforløb og begivenhedsrække, men som fortid, der har nutidsrelevans. Dvs. at historien ikke – som i historievidenskaben – drejer sig om at korrigere den almene bevidsthed, men om at bekræfte og finde ståsted nedenunder det skiftende og usikre (Eriksen 1999: 12 f.). Det paradoksale består da i, at samtidig med, at det er historiens gang, der skiller de politiske og de kulturelle grænser ad, er det samtidig i historien, vi finder forklaringen på, hvem vi er, og hvorfra vi kommer. I takt hermed bliver selvsagt historiens rum vigtigere end historie som tid. Rum og sted kommer derved til at fremstå som andet og mere end baggrund og kulisse. Rum og sted bliver lig med historie. Rummet historiceres, og historien rumsliggøres – eller topograficeres.

Processen begyndte i 1980’erne, hvor identitetsspørgsmålet kom i fokus. Den svenske etnolog Jonas Frykman taler i den forbindelse om, at europæiske mennesker i dag i stigende grad lever »genealogisk« (Frykman 2001: 14), dvs. at man i sin selvforståelse og samfundsforståelse ikke længere ser så meget fremad som bagud. Hvor mellemkrigstidens mennesker i nationalt regi kunne tage del i politiske visioner om velfærd – ikke sjældent genereret af et nationalt-socialdemokratisk ønske om personlig og familiær lykke og fysisk bekvemmelighed – trænger fortiden sig i dag mere og mere på, som det man orienterer sig ud fra. Slægtsforskningen trives, og der holdes fætter-og-kusine træf på kryds og tværs. Restaurering af gamle huse og både indgår også i denne interesse for fortiden.

Dette er imidlertid langtfra ensbetydende med, at tidsdimensionen så får øget betydning. Det afgørende, når det drejer sig om tradition, kultur og identitet, er nemlig i høj grad et spørgsmål om at have hjemme og at finde hjem. I den forbindelse bliver rumskategorien nok så relevant. Vi taler om »hjemsted«, men ikke om »hjemtid«, og følgelig bliver spørgsmålet om at høre til et sted vigtigt.

Nu kunne man hertil indvende, at den voksende fokusering på fænomenet kulturarv synes at dementere, at rumskategorien skulle være vigtigere end tidsdimensionen. Det er dog ganske tvivlsomt, om det forholder sig sådan. I den samnordiske antologi Historien in på livet. Diskussioner om kulturarv og minnespolitik, der udkom i 2002 er det således karakteristisk, at sted og topologi i mange af artiklerne er det centrale (Eriksen, Garnert og Selberg 2002). Både fordi konstruktionen af fortiden i så udpræget grad er stedsorienteret, og fordi mange af forfatterne selv opererer med en topografisk etnologisk tilgang, hvor man sporer indflydelse fra så ellers forskellige folk som Marc Augé, Jonathan Boyarin, Jonas Frykman og Paul Connerton. Det gælder både de artikler som Arne Bugge Amundsens og Eva A. Perssons om pilgrimsvandringer, der beskæftiger sig med at vandre historien ind under huden, men også Anne Eriksen, Line Esborg og Anne Bergmans artikler, der tager lokalhistorie og historiebrug op til behandling. Også her spiller stedsdimensionen en væsentlig rolle. Topografien som både lokalitet og repræsentation er også central i Lotten Gustafssons artikel om at skabe en »djærv illusion af middelalder« i henholdsvis Visby og Tallinn, hvor der netop kan trækkes på, at begge byer også er middelalderbyer, dvs. allerede inden de iscenesættes som sådanne. I en yderst dekonstruerende analyse af middelalderfestivalen i Horsens har nordmanden Geir Knudsen i en helt anden sammenhæng vist, hvorledes sådanne kulturarvsbestræbelser kan ende i tragi-komik (Knudsen 2003). Men selv dette ændrer ikke ved, at de er allokerede.

Topografien både som sted, kulturhistorisk arv og konfliktreservoir er endelig også omdrejningspunkt i Torunn Selbergs artikel om Finnskogsområdet i det østlige Norge, hvor både den voluntaristiske iscenesættelse og de faktiske forudsætninger herfor inddrages. Her om noget klargøres det, at iscenesættelse ikke kan foregå ante rem, men er knyttet til sted og rum. Det drejer sig om igen at levendegøre stedets historie, ikke historie som sådan, men i rumsligt forankret udgave. Som følge heraf kondenseres Finnskogen i de dage, hvor der afholdes Finnskogsdage til landsbyen Svullrya med dens ca. 500 indbyggere, samtidig med at Finnskogen i disse dage omspænder et tidsrum på flere århundreder (Selberg 2002: 87). Stedsdimensionen er også stærkt til stede i Marit Hauans artikel om, hvorledes turister kan se og via vandring tilegne sig lokale »roots« ved hjælp af fastlagte »routes«. Med Lars Kaijser kører vi rundt ad »routes« i Liverpool for her at nikke genkendende til Beatles’ »roots«.

Denne venden tilbage til kulturarv i rum ser Jonas Frykman som tegn på, at undersøgelse af identitetsspørgsmål ikke kun drejer sig om en refleksiv bearbejdelse af fortiden og om at se på, hvad folk tænker. Identitet skal ikke forstås på den måde, at man tænker sig eller vælger en identitet og så går ind i den (Frykman 2003: 183). Identitet drejer sig også om, hvad folk gør, dvs. at undersøgelser heraf også må rette blikket på, at mennesker ikke kun håndterer mening og betydning, men også handler og foretager sig noget (Frykman 2001: 18). I den forbindelse er det vigtigt at holde sig for øje, at når folk foretager sig noget, foregår dette noget altid et sted. Dvs. at de også forholder sig aktivt, kreativt og oplevende til et sted og en egn med vægt på en-face-relationer. Disse har det ulige nemmere inden for det rumlige fællesskab, der udgøres af et sted end i det abstrakte fællesskab, der udgøres af en nation. Men når steds-orienteringen derfor også er forbundet med regionalisme og provins, er årsagen hertil ikke at finde i en modsætning til nationen og nationalismen, men snarere i opposition til og i distance til centrum. Det lokale åbner mulighed for at slippe; ikke for nation og modernitet, men for at slippe for centrum (Frykman 2003: 174).

På det lokale sted har man – som i sit hjem – en fornemmelse af at have magt over tingene og af at kunne indrette sig, som man vil, så at man føler sig hjemme. Frykman tager med andre ord afstand fra den reduktionistiske tanke, at ønske om sted, egn og region er en afværgemanøvre og nostalgisk reaktion. På tilsvarende vis tager han afstand fra den »kultur-terroristiske« idé, at krigene i det tidligere Jugoslavien skulle være forårsaget af for meget tradition, kultur og almen balkanisering, som man ellers hyppigt hører. Man kunne tilføje, at problemet snarere skyldes den manglende hybridisering af politik og kultur, der var en effekt af manglende demokratiske traditioner både i mellemkrigsårene og i kommunistperioden – med en tilhørende mangel på civilsamfund til at forbinde det sociale, det nationale og det kulturelle (Allcock 2000)

Alene af disse grunde er det beklageligt, at man inden for historiefaget ikke har haft den store opmærksomhed på kategorierne rum og sted som historieproduktive størrelser.

Inden vi tager hul på en behandling heraf, kan der dog være grund til at kaste et nærmere blik på, hvad man kan forstå ved henholdsvis rum og sted. I analytisk forstand.