Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 20

I over et halvt årtusinde var litauisk hverken magtens sprog i Vilnius eller det sprog, som majoriteten af byens befolkning talte. Op til 2. verdenskrig talte ca. 40 pct. af byens befolkning jiddisch, et tilsvarende antal talte polsk, medens resten var fordelt på især russisk, hviderussisk, tysk og litauisk. Skal man begrunde en litauisk legitimitet til Vilnius, er der således ud fra en kvantitativ målestok ikke hjælp at hente i hverken sprog eller historie. Derimod nok i historiens kontingens, dvs. begivenhedsforløb der forekommer at være tilfældige, men som nok kan forstås efterrationaliserende. Denne kontingens har sine drivkræfter i dels interne polske forhold, dels polsk-russiske forhold. I begge tilfælde mere end i litauiske, som imidlertid også er til stede. Selve byens flerstemmighed kommer til udtryk i hele fem benævnelser af byen: Wilno hos polakkerne, Vilnius hos litauerne, Vilne hos jøderne, Vil’nia hos hviderusserne og Vil’na hos russerne.

Vilnius’ historie i middelalderen er præget af de hedenske storhertuger – de sidste sådanne i Europa – der i 1200- og 1300-tallet erobrede et stort landområde mellem Østersøen og Sortehavet. Mongolerne svækkelse af Kiev Rus havde banet vejen herfor. Blandt de mest fremtrædende var kong Mindaugas og storfyrst Gediminas i de sidste årtier af 1200-tallet. Denne periode skulle der senere trækkes store veksler på i den litauiske kulturarvs selvforståelse. Under Gediminas blev Litauen en europæisk stormagt. Vilnius erstattede nu Kiev som centrum for en græsk ortodoks slavisk civilisation og blev i den anledning sat under pres fra katolsk side i form af både de tyske ordensriddere og den polske kongemagt. Resultatet heraf blev unionsdannelsen mellem Litauen og Polen i 1385, hvor litaueren Jagiello 1386 blev udråbt til fælles konge. Dette dynasti regerede nu med slavisk som officielt hovedsprog både Polen og Litauen frem til 1572 i et område, der var blandt de største statsdannelser i Europa i samtiden, som var dybt præget af italiensk renæssance og humanisme, og som blandt sine førende kulturpersonligheder talte Kopernicus. Den engelske Polen-kender Norman Davies betegner denne polsk-litauiske epoke som én af de mest formative erfaringer i polsk historie (Davies 2001: 256). I det polske forsvar for Vilnius kom den da også til at udgøre en hovedbestanddel. I polsk historisk mytologi kom denne rigsdannelse til at gå under navnet Antemurale Christianitatis, dvs. kristendommens forpost mod ikke kun de muslimske osmanner, men også mod de græsk-ortodokse moskovitter (Gerner 1997: 154). Unionsstaten Polen-Litauen blev europæiseret ved at afgrænse sig østværts, medens slaget ved Tannenberg 1410 samtidig kunne bruges som led i en markering vestpå, for så vidt som Polen-Litauen her bremsede de tyske ordensriddere.

Endnu stærkere kom imidlertid den egentlige realunion mellem Polen og Litauen, der blev bekræftet med Lublin-aftalen i 1569, til at stå. Denne polsk-litauiske adelsrepublik, der varede ved indtil 1795, var polsk domineret i henseende til både officielt sprog og administration. Adelen var blevet styrket, da det jagielloniske dynasti uddøde 1572, hvorefter kongen skulle vælges mod tidligere at have arvet kongemagten. Indadtil foregik der med andre ord en polonisering i samfundets øverste lag, udadtil hed staten lige så ofte Litauen som Polen. Kontakterne med Vesteuropa var stadig tætte. Modreformationen i den polsk-litauiske adelsrepublik medførte tætte kontakter til huset Habsburg og dermed kunstnerisk og arkitektonisk indflydelse fra især bøhmisk og østrigsk side, som fortsat kan ses i den rige barokarkitektur i Vilnius og Kaunas (Larsson 2003: 275 f.).

Realunionen var i udpræget grad multikulturel. Den omfattede udover kronlandene Polen og Rutenien/Ukraine også storfyrstedømmet Litauen med Hviderusland. Derudover fandtes en betydelig jødisk befolkning. Denne udgjorde i realunionens 1600-tal, som var glansperioden for jødisk frihed i Europa, en selvstændig stand ved siden af adel, borgere og bønder (Gerner 1997: 286). Kun adelen var repræsenteret i det øverste politiske organ, sejmen, men ikke-polsk-talende kunne optages i adelen. Man skelnede med andre ord mellem politiske og kulturelle rettigheder og dermed mellem en politisk nation som var polsk og forbeholdt en poloniseret adel, og et kulturelt folk som kunne være alt muligt andet. Realunionen Polen-Litauen er da også blevet kaldt på én gang eksklusiv og inklusiv (Snyder 2003: 23).

I denne periode voksede den jødiske befolkning betragteligt. Man ernærede sig som handlende og håndværkere, forpagtere og kroværter – og nød en lang række friheder, således at perioden ca. 1500-1650 blev anset for at være en jødisk glansperiode i politisk og social henseende. Den varede ved indtil katastrofen 1648, hvor kosakkerne gik til angreb på de vantro i staten, dvs. både protestanter og jøder. Massemordene mod jøderne overgik, hvad man hidtil havde set, men udryddet blev den jødiske befolkning ikke. I 1764, hvor den blev foretaget en befolkningsregistrering i forbindelse med etablering af et grundlag for skatteudskrivning, angav ca. 750.000 sig som jøder (Heltberg 2001: 29). Tallet er formodentlig lavt sat. Herefter dalede jødernes sociale position, men i kulturel og lærdomshenseende voksede den. Hovedsædet herfor blev Vilnius, der i løbet af 1700-tallet skulle blive kendt som Nordens Jerusalem, som nu blev hjemsted for både den mystisk-folkelige Hassidisme og den rationalistiske Haskalah-bevægelse.

Medens jødernes sociale status dalede, og den polske adels politiske indflydelse tilsvarende faldt i løbet af 1700-tallet, steg polskhedens kulturelle status. Det som i 1600-tallet havde været et tegn på politisk adelsskab, blev nu et tegn på status i det hele taget. Også i kulturel henseende (Snyder 2003: 25). Polens tre delinger ændrede intet ved – tværtimod – at polsk sprog og kultur blev anset som udtryk for den højeste grad af civilisation i de områder, der indtil 1795 havde udgjort det polsk-litauiske »Commonwealth«. Og i de adelige kredse, der i løbet af 1800-tallets første tiår blev nationalt bevidste, kom det gamle polske »Litauen« til at fremstå som en norm at rette ind efter. Multikulturen og de politiske rettigheder blev opstillet som et ideal, der fandt sit tydeligste udtryk i Adam Mickewicz store fortælling Pan Tadeusz, som udkom i hans diaspora i Paris 1834, hvor Vilnius og egnen omkring byen blev fremstillet som et drømmeland.