Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 15

Den svenske historiker David Ludvigsson har i den forbindelse peget på fem aktørgrupper: de professionelle historikere, politikerne der forestår informationskampagner og selv refererer til fortiden, når der er brug for det, journalister og samfundsdebattører, historielærerne og såkaldte historieformidlere, der laver historisk interessante programmer i radio og tv (Ludvigsson 2000: 78). Denne vifte af historieformidlere og –producenter kan yderligere være med til at forstyrre billedet af en differentiering mellem en forsker- og en folkemodel. Hertil kommer for de fem nævnte historieproduktioners vedkommende modtagerne eller konsumenterne. Også her kan der formodentlig skelnes mellem interessetyper, men det afgørende er dog, at der i den offentlige kreds af historiekonsumenter er en betydelig historielydhørhed. Det må man regne med skyldes en vis eksistentiel interesse i fortiden.

Imidlertid er der også grund til at pege på, at modtagerne af historieproducenternes virke ikke kun er konsumenter, der reduceres til at være kultur- og historiebærere. De er samtidig også selv historieskabere. De masser af mennesker, der valfarter til historiske mindesmærker som Himmelbjerget, Dybbøl, Kronborg og Verdun, er selv med til at skabe disse mindesmærker. At de pågældende mennesker så valfarter hertil med mere eller mindre kritiske øjne og måske snarere søger en historisk oplevelse ændrer intet herved. Deres opsøgen disse steder er i sig selv led i en vedligeholdelse af disse steder som kulturarv. Med en vis ret kan man se interessen for kulturarven som en mediering mellem forsker- og folkemodel og mellem videnskabelig historieproduktion på den ene side og folkelig historieinteresse og –konsum på den anden side. I så fald er Kulturarvstyrelsen centralt placeret. Det er den også ved at insistere på, med Loewenthals ord, at historie ikke er et »fremmed land«; modsat oplevelseshistorieindustrien for hvem historien er og bliver en død sild og dermed en interessant og pittoresk fisk.

Styrken ved den voldsomme interesse for og profilering af kulturarven er, at den kan give os selv og vores efterkommere en fornemmelse af tilhør, hjemsted og identitet, dvs. at man tager hensyn til et behov – hvorfra det så måtte komme – for en historisk forankret identitet, dvs. nogle af de behov, som Hobsbawm jf ovenfor måtte medgive, at konstruktionstænkningen inden for nationalismeforskningen ikke har været tilbøjelige til at inddrage. Faren ved den i øjeblikket voldsomme kulturarvsprofilering er, at man i for høj grad har fokuseret på det, man mener, er en fælles kulturarv kendetegnet af harmoni og samdrægtighed uden konflikter af hverken social, politisk, kønsmæssig, konfessionel eller geografisk art. Kulturarven fremtræder her som en konsensus-arv.

Over for dette må man opmærksom på, at også kulturarven er udtryk for selektion og for bestemte spørgsmål til fortiden. Også kulturarv og historiske mindesmærker er moderne sociale konstruktioner, både som tankekategorier, som instutionaliseret praksis i skikkelse af Kulturarvsstyrelse og som folkelig valfart til vigtige historiske »lieux de mémoire« (Selberg 2002: 14). Det gør dem ikke mindre relevante, seriøse eller historisk virkningsfulde.

Over for den harmoniske kulturarv har behjertede folk – også i kulturarvssammenhæng – som fx Peter Dragsbo gjort opmærksom på, at der også findes en ubekvem kulturarv, der forstyrrer billedet af en »fælles« kulturarv uden angivelse af alternativer og modstridende interesser (Dragsbo 2004). Den er en kulturarv, som man også kunne betegne som en »refleksiv nostalgi« (Timm Knudsen 2004), som i stedet for kontinuitet, kanon, arv og værdier vægter kulturmiljø og kulturarv som erfaringssteder, der forholder sig til brud, diskontinuitet, konflikter og kampe. Herunder også konflikter om den rette arv, og om hvem der har retten til at fastlægge og varetage den historiske repræsentation af fortiden. Det skal vi se nærmere på i det følgende.