Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 19

Vilnius med sine let skrånende gader er beliggende ved floden Njemens højre biflod Neris. Byen er omgivet af skovklædte højdedrag. Den er kendt siden 1000-tallet og blev i 1323 Litauens hovedstad. Efter den union 1385 mellem Polen og Litauen, der gik under navnet storfyrstedømmet Litauen, blev Vilnius mere og mere poloniseret. Især tog denne tendens til efter den egentlige unionsdannelse 1569. Vilnius’ universitet er grundlagt ti år senere i 1579. Byen havde sin blomstringstid i storfyrstetiden, indtil denne ophørte ved Polens tredje deling 1795, hvorefter byen blev underlagt russisk myndighed. Byens befolkning udgjordes af en nogenlunde ligeligt fordelt polsk og jødisk befolkning samt desuden en vis hviderussisk befolkningsdel, medens de omliggende landområder især var beboet af litauere og hviderussere.

Under første verdenskrig var byen 1915-1919 besat at tyskerne. Både polakker og litauere gjorde krav på Vilnius, men de russiske bolsjevikker afgjorde sagen til Litauens fordel og oprettede 1919 et Sovjet-Litauen, som blev bekræftet af den sovjetrussisk-litauiske fred 1920. Som led i krigen mellem Polen og de russiske bolsjevikker besatte polakkerne imidlertid i oktober 1920 under ledelse af general Želigorski byen med omliggende landområder og udnævnte dette område til den uafhængige stat Central-Litauen. Styret i denne stat udtalte sig for en sammenslutning med republikken Polen, som i 1922 annekterede området. Vilnius blev polsk, medens Kaunas herefter blev Litauens hovedstad.

I forbindelse med Polens fjerde deling 1939, hvor russerne besatte den østlige del af Polen, overdrog Sovjetunionen på ny Vilnius og omegn til Litauen, der herefter i 1940 som sovjetrepublikken Litauen blev en del af Sovjetunionen, hvorefter Sovjetunionen begyndte en omfattende deportation af den litauiske intelligentsia. Som altid gik sovjetrusserne efter hovedet. Vilnius blev 1. maj 1941 udråbt til sovjetrepublikkens hovedstad. Efter Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 blev byen besat af tyskerne, som i årene 1941-44 myrdede Vilnius’ og så godt som hele Litauens jødiske befolkning.

Efter 2. verdenskrig blev det meste af Vilnius’ polske befolkning tvangseksileret sydvest på til Polen, hvorefter litauere og russere rykkede ind. Byen bestod således, men skiftede befolkning. Byen blev påny hovedstad i sovjetrepublikken Litauen, hvor befolkningen i løbet af 1980’erne i stigende grad ønskede national selvstændighed. Dette kulminerede med den fælles-baltiske »syngende revolution« i årene 1989-1991, hvorefter Litauen 1991 igen blev en selvstændig republik, som 2004 er blevet optaget i EU.

Så nøgternt og forsimplet kan byens historie fremstilles. Bag dette begivenhedsforløb gemmer sig imidlertid et noget mere broget historie og et op igennem historien kulturelt sammensat byliv, som vi herefter skal se nøjere på.

Gadenavnene i Vilnius kan fungere som en nøgle til byens historie. Således kan det nok slå en besøgende, hvorfor der inde midt i den gamle bydel, på grænsen til den gamle jødiske del heraf findes en Islandsgade. Forklaringen herpå er, at Island var det eneste land, som i marts 1991 stemte for den uafhængighed, som det litauiske parlament havde erklæret, men som resten af verden ikke ville anerkende af hensyn til magtforholdene i Sovjetunionen. Først efter kuppet i Moskva i august 1991 fulgte resten af verden med; med Danmark som til første stat til at oprette diplomatiske forbindelser med Litauen. Dette er ikke enestående. Den indre by vrimler med gader opkaldt efter personer, der er vigtige i Litauens historie. Her findes en Ciurlionis Gade, en Basanavicius Gade og byporten Ausros Vartai, dvs. Morgenrødens port, der alle viser hen til den litauiske nationale bevægelse i anden halvdel af 1800-årene. Her findes også en Mindaugas Gade og indtil flere referencer til storhertug Gediminas. Bl.a. hovedstrøget Gedimino. Begge refererer til store skikkelser i den litauiske middelalder, hvor man endnu intet rigsfællesskab havde med Polen.

Her er vi så fremme ved det centrale. De ovennævnte eksempler på historiske gadenavne findes overalt i europæiske hoved- og købstæder. Man vælger ud og tager de mest signifikante. For Vilnius’ vedkommende er det imidlertid karakteristisk, at den polsk-litauiske tid, der strakte sig over en periode på mere end fire hundrede år – og dermed en meget længere periode end den rent litauiske tid – ikke figurerer i byens offentlige rum. Forholdet til Polen er fortsat anspændt. Ved demonstrationerne foran tv-tårnet i den nordlige bydel i januar 1991, hvor 14 litauere blev dræbt af russerne, kunne man se bannere, hvorpå der stod: »Russerne til Sibirien, polakkerne til gaskamrene«. I dansk tv’s nyhedsudsendelsers oversættelse af bannerne kom kun første del med; i svensk tv oversatte man begge dele. Her om noget sted er der foregået narrative forkortelser. Årsagerne hertil må der ses nærmere på.