Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 23

Polens fjerde deling i 1939 åbnede for nye muligheder. I henhold til Ribbentrop-Molotov traktatens hemmelige tillægsprotokol kom Litauen til at ligge i den sovjetiske interessesfære, og i september 1939 erobrede den Røde Hær Vilnius. Hviderussere, jøder og polske kommunister hjalp med at ødelægge polske statsinstitutioner (Snyder 2003: 80). Stalin overdrog kort tid derefter byen til Litauen, der blev udråbt til sovjetrepublik og i 1940 ophørte med at være en selvstændig stat. Modsat 1920 hvor Litauen fik sin selvstændighed, men mistede Vilnius, fik man nu Vilnius, men mistede sin selvstændighed. Litauerne kunne nu i ly af den Røde Hær rykke ind i byen og begynde en litauisering. Dette blev flankeret af en tilsvarende sovjetisk »oprydning« i Litauen, da man i 1940 rykkede ind her. Mellem juni 1940 og juni 1941 deporterede NKVD ca. 25.000 litauere, jøder og polakker til lejre i Sibirien og Kazakstan. Rachel og Israel Rachlin har lavmælt, men så meget desto mere virkningsfuldt beskrevet denne deportation i bogen 16 år i Sibirien (Rachlin 2000: 28 ff.). Såkaldt »klassefjendtlige« elementer, herunder især politikere og intellektuelle, var målet. Man gjorde klar til fordummelse og ensretning. Deportationen kulminerede natten til 14. juni 1941, hvor man mener, at omkring 18.000 blev massedeporteret til enten døds- eller arbejdslejre. Andre steder ser man et antal af hele 35.000 angivet (Rhodes 2002: 46). Sovjet-russernes og de litauiske kommunisters tortureringer og henrettelser af litauiske borgere, både almindelige nationalister og den kulturelle og militære elite, fortsatte også herefter. Selv ved tilbagetrækningen ud af landet, inden tyskerne kom, arresterede og henrettede man folk i hobetal (Anusauskas www.). Med jøderne gjort til syndebukke for det skete blev der skabt en spændingsfyldt – og livsfarlig – cocktail af jødehad og hævngerrighed. Da sovjet-russerne trak sig tilbage, efterlod de sig et stort tomrum og et farligt magttomrum.

Herefter var det tyskernes tur. Den 23. juni 1941 rykkede nazi-tyskerne ind i Kaunas. En eller to dage senere gik man til angreb på jøderne. Men man var på nippet til at komme for sent. Myrderierne var allerede godt i gang (Rhodes 2002: 39 ff.). Forbitrede og hævnlystne litauere tog selv affære. Udrustede med jernstænger og koben slog man jøder ihjel på Kaunas’ torve. I Kaunas og andre litauiske byer blev hadet primært rettet mod jøderne; medens det i Vilnius især angik polakkerne (Snyder 2003: 84; Rhodes 2002: 53).

Udforskningen af litauernes Holocaust er endnu i sin vorden. Efter 2000 har litauiske historikere foretaget et stort og kritisk arbejde på dette område; et arbejde som i høj grad aftvinger respekt. Man kan frekventere web-siden www.Komisija.lt – Research Works DB for at stifte nærmere bekendtskab hermed.

Længe var den litauiske selvforståelse befængt med myten om, at jøderne havde hilst de russiske »befriere« velkomne med blomster og glade smil, ligesom man har hævdet, at det var jøder, som på vegne af russerne forestod udrensning, deportation og tortur. Gennem de seneste par år har litauisk forskning gennemhullet disse myter. Jøderne deltog, men førte ikke an i de kommunistiske overfald og drab; jøderne var i forhold til litauerne procentvis overrepræsenteret blandt de deporterede; der var jøder, som hilste russerne velkomne som befriere, men majoriteten af jøderne gjorde det ikke og var tværtimod solidariske med den litauiske nation. Historikeren Liudas Truska gør gældende, at der må skelnes mellem jøder og jøder. Visse unge jøder og de kommunistiske jøder så på russerne som befriere, eller i hvert fald som det mindste onde i forhold til tyskerne. De »borgerlige« jøder, herunder også fattige småhandlende, så omvendt på sagen og frygtede for frihed og ejendom (Truska www). De havde basalt set en anden ideologisk opfattelse end kommunisterne og de unge, utålmodige jøder. Dette bekræftes af Jan T. Gross undersøgelser af Sovjetunionens besættelse af Østpolen i 1939, hvor samme mønster gjorde sig gældende: de unge jøder, der intet havde at miste, hilste ofte sovjetrusserne velkomne; de ældre og dem, der ejede noget, var bange ikke kun for tyskerne, men også for russerne (Gross: 34 et passim). Czeslaw Milosz anfører i sine erindringer, at i Vilnius kaldte man i mellemkrigstiden 1. maj for »jødernes helligdag«, idet unge jøder dominerede i optogene, medens den kristne befolkning mest bestod af håndværkere fra laug med skytshelgener, eller af arbejdere, der fortsat havde en bondebevidsthed (Milosz 1992: 99). Dette medvirkede til at gøre 1. maj »jødisk«.

Når det i juni 1941 kunne gå så galt, peger Truska på en række forhold. For det første, at jøder og litauere havde forskellige geopolitiske interesser. Jøderne kendte godt, bl.a. som følge af litauisk propaganda udsendt fra Nazi-Tyskland af den derværende litauiske aktivistfront LAF, til jødernes skæbne i Tyskland. Litauerne vidste udmærket, hvor vanskeligt det havde været at vriste en selvstændig nation ud af russerne og skelnede ikke – med rette skulle det vise sig – mellem russere og kommunister, og havde i øvrigt været underlagt et ultranationalistisk autoritært, om end ikke fascistisk styre siden 1926. For det andet var det litauiske samfund gennemsyret af en moralsk orienteringskrise i årene op mod 2. verdenskrig. Befolkningen mente, at de højreorienterede kræfter havde svigtet; både i forhold til Vilnius, i forhold til overgivelsen af Memel til tyskerne i 1939 og i forhold til russerne, hvis ultimatum af 15. juni 1940 man af opportunistiske grunde godtog med knæfald, og som fik lov at oprette militære garnisoner i Litauen (Truska www: 32). Dette efterlod befolkningen med en fornemmelse af både afmagt og national skam. Hertil kom de litauiske kommunisters omfattende møder og demonstrationer efter den russiske besættelse, hastigheden med hvilken de store forandringer fandt sted og endelig de intellektuelle ønske om at, som det hed i datidens sprogbrug, »bringe Stalins sol til Litauen«. Om man vil, kunne man kalde det en kommunistisk pendant til det ønske om en genfødsel, der andre steder i Øst-Europa drev de intellektuelle i hænderne på nazisterne (Payne 1997, Griffin 1998). Set i lyset af disse faktorer, var det nærliggende at gribe til det mindste halmstrå og lade de jøder og kommunister, der hilste Sovjet velkommen, repræsentere alle jøder og kommunister. – Tilbage at forklare står dog den omstændighed, at den litauiske støtte til tyskernes Holocaust varede så længe og var så velorganiseret, sådan som andre litauiske historikere har peget på. 10 ud af 25 politibataljoner, omfattende ca. 1000 politifolk, deltog gennem tre år indtil 1943 i udryddelserne (Bubnys www.)