Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 10

Selv om vi befinder os i oplysningstiden, må vi nok tilgive Hans Egede, at han beskæftigede sig med havfruer og havmænd, idet han fra litteraturen var bekendt med eksistensen af disse, men trods alt ikke havde hørt om observationer af sådanne væsener i tiden i Grønland.²⁷

William Thalbitzer kritiserer Hans Egede for at beskæftige sig lidt for meget med spørgsmålet om havmændenes og andre [fabel]dyrs eksistens:

Heller ikke forringes hans fortjeneste, fordi han muligvis gik noget for vidt i at anse alt hvad de indfødte (både de i Grønland og i Norge) hadde berettet ham, for sikre erfaringer, for bomsikkert. Han kom herved til at tale vel meget om havmænd og havfruer, om havgufa, draue og krake og om stokændernes “forunderlige generation”. Målt med sin samtids alen var Hans Egedes bidrag utvivlsomt “videnskabelige” (“hadde videnskabelig interesse”), selv om de ikke stod på højde med de største og grundigske udslag av den tids naturvidenskab.²⁸

Egentlig finder jeg det naturligt, at Egede beskæftigede sig med havmænd, idet spørgsmålet om deres eksistens reelt optog samtidens videnskab så meget, at der i 1723 blev nedsat en kongelig dansk kommission, som skulle undersøge sagen nærmere. Kommissionen tog til Færøerne, hvor der “til alt held” dukkede en havmand op:

Han vendte sig nu om mod dem og stirrede på dem i syv eller otte minutter, indtil de roede derfra. Havmanden pustede kinderne op, udstødte et rungende brøl og dykkede. Kommissionsmedlemmerne nåede dog at se, at hans øjne sad dybt inde i hovedet, og at hans lange, sorte skæg så ud, som om det var omhyggeligt studset.

Det bemærkes galgenhumoristisk, at det ville have været lovbrud at tale om disse væsener, hvis ikke kommissionens medlemmer kunne bekræfte deres tilstedeværelse.²⁹ Selv om det ikke nævnes, så drejer det sig om bestemmelserne i Christian V’s (1646-1699) Danske Lov af 1683.

Hvad angår de øvrige [fabel]dyr, som Thalbitzer nævner, har både Hans Egede og sønnen Paul bevidnet eksistensen af en søslange. I Hans Egedes version var

Havdyret – et saa overmaade stort Bæst, saa dets Hovet ragte sig lige jevnt Skibets Mers, der det kom op af Vandet, og Kroppen var nok saa tyk omkring som Skibet, og vel 3. á 4. gange saa lang. Det havde en lang spids Snude, og blæste som en Hvalfisk, havde breede store Laller, og Kroppen syntes at være begroet med Skiæl, og var meget runken og ujevn paa Huden. Den var ellers skabt neden til som en Orm, og der det gik under Vandet, kastet det sig bag over, og reiste saa Snerten op af Vandet, en heel Skibs Lengde fra Kroppen.³⁰

I Paul Egedes version lyder den således:

Den 17de Junii [1734] saae vi Statenhuch og havde Landet bestandig i Sigte indtil 64°. Her lod sig tilsyne et usædvanligt forfærdelig Dyr, der rejste sig saa højt over Vandet at Hovedet syntes at rekke til vor Mers.³¹ Dens ånde var ej stærk som Hvalfiskens, da den anden Gang kom op af Vandet. Første Gang blev vi den ikke vaer, førend den stod saa got som over os paa et Pistol Skud nær. Hovedet var smallere end Kroppen, som syntes blød og runken, havde brede nedhengende Laller, det var 3 Gange over Vandet. Sidste Gang langt borte. Naar det dukkede under, kastede det sig bagover. Siden kom den lange Hale op bagefter, meer en et Skibs Længde fra Kroppen.³²

Begge forfattere bragte foruden beskrivelserne også illustrationer af søslangen. Hvad det end måtte have været, de to Egeder så, så er det et spørgsmål, der siden har optaget ganske mange mennesker.³³ Det skal hertil bemærkes, at Bergens biskop Erich Pontoppidan (1698-1764) i 1752-1753 udgav sin bog Forsøg paa Norges Naturlige Historie, hvor han med en vis skepsis omtalte den norske søslange, men da han havde fået så mange beretninger om dens eksistens, konkluderede han, at dyret måtte findes. Han kunne endda forsyne sit værk med to forskellige illustrationer af slangen. Den ene slange minder om de illustrationer, man finder tilbage i renæssancen hos f.eks. Olaus Magnus (1490-1557) på Carta Marina fra 1539 og i Sebastian Münsters (1488-1552) Cosmographia fra 1544. Den anden søslange har Pontoppidan hentet hos Hans Egede. Pontoppidan kommenterede forskellen mellem de to slanger med, at slangerne ved den norske kyst havde glat hud.³⁴ I den norske folketro fortalte man, at søslanger i flere tilfælde havde angrebet mennesker, som roede, især hvis det drejede sig om en brudefærd.³⁵