Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 5
Mads Fægteborg Hans Egede
ОглавлениеHans Egede: Det gamle Grønlands Nye Perlustration, Eller Naturel-Historie, Og Beskrivelse over det gamle Grønlands Situation, Luft, Temperament og Beskaffenhed; De gamle Norske Coloniers Begyndelse og Undergang der Samme-Steds, de izige Indbyggeres Oprindelse, Væsen, Leve-Maade og handtæringer, samt hvad ellers Landet yder og giver af sig, saasom Dyer, Fiske og Fugle & c. med hosføyet nyt Land-Caart og andre Kaaber-Stykker over Landets Naturalier og Indbyggernis Handtæringer, Forfattet af Hans Egede, Forhen Misionair udi Grønland. Kjøbenhavn 1741. 1
Hans Egede (1686-1758) levede i en slags fornuftens tidsalder, oplysningstiden, hvor der blev gjort op med fortidens overtro og myter. En del af oplysningen bestod i at udgive bøger og tidsskrifter med filosoffernes tanker om samfundsreformer, sådan at menneskehedens fremskridt blev baseret på rettigheder, uddannelse og videnskab. Interessen for at skaffe sig en mere eksakt viden om den næsten ukendte verden, som de opdagelsesrejsende, kolonisatorerne og missionærerne rejste ud i, voksede ligeledes, og fra midten af 1700-tallet udkom der adskillige værker om fjerne lande og folk, som tidligere nærmest kun havde været fremstillet i et mytisk skær.
Litteraturen om Grønland var i første halvdel af 1700-tallet sparsom og som sådan heller ikke særlig pålidelig. I forhold til de eksisterende rejsebeskrivelser, baseret på kortere ophold i landet i en sommerperiode, nogle historiske beskrivelser baseret på ældre kilder og ganske få videnskabelige beskrivelser baseret på observationer af grønlændere bragt til Europa, kunne Hans Egede netop fremkomme med nye oplysninger, baseret på personlige, og ikke uvæsentligt, nogenlunde systematiske observationer fra hans fysiske tilstedeværelse i landet gennem 15 år, nemlig fra 1721 til 1736.2 Samtidens interesse for disse nye oplysninger, bragt i Perlustrationen, er da heller ikke til at overse, idet Egedes bog også blev udgivet på engelsk i 1745, på hollandsk i 1746 og på fransk i 1763.3