Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 15

Grønlænderne havde på Egedes tid ikke nogen samfundsorden ud over den, der var herskende på bopladsen, hvor alle var lige med hensyn til rettigheder og pligter. Det var et fangersamfund, hvor storfangere og andre med særlig viden gav råd og vejledning. Åndemaneren, angakkoq, var bopladsens åndelige vejleder. Det var til denne, man gik, når der f.eks. var dårlig fangst mv.

“Af Grønlændernes Vankundighed om en Skabere, skulde man fast komme paa de Tanker, at de vare Atheister, eller Rettere at sige: Naturalister”. Imidlertid erkendte Egede, at det var grønlænderne ikke, fordi åndemanerne benyttede sig af hjælpeånder, blandt andre “Torngarsuk”. “Men endskiønt alle deres Superstitioner ligesom autoriseres ved den saa kallede Torngarsuk, hvilken deres Løgnagtige Angekuter, deres Profeter, have som et Oracel, som de i alle Tilfæelde consulere og bespørge; saa veed dog de fleeste intet viidere af ham at sige, uden det blotte Navn”.⁷⁶

Hans Egedes missionsvirksomhed ændrede gradvist den oprindelige kultur, og der blev slet ikke set mildt på åndemanerens virke og rolle i samfundet. Ligeledes blev trommesang og -dans udryddet med hård hånd, da det relaterede sig til det, som Egede kaldte for grønlændernes “Superstitioner”. I kapitel X, Grønlændernes Naturel og Sæder, beskriver Egede samfundets love, eller snarere mangel på samme: “Ihvorvel Grønlænderne ey have Øvrighed ej Lov eller nogen slags Disciplin, saa ere de dog ey aldeles uden Lov, jeg meener Rygges=løse”.⁷⁷ Det ser ud til, at han opfatter trommesang og -dans udelukkende som et religiøst og underholdningsmæssigt fænomen. Godt nok beskæftigede Egede sig med trommesang og -dans i kapitel XV Om Grønlændernes Leege og Lystigheder, men at der ligger et juridisk element i trommesangen og -dansen, ud over at løse stridigheder om jalousi og vrede, kommer han ikke ind på.⁷⁸ Det gør til gengæld Lars Dalager: “I vore Lande danser man alene af Vellyst, men der (i Grønland) i Rette sættes Feyl og decideres betydelige Tvistigheder. Og sandelig, skulde man i en Hastighed see hver anden Moralist og Advokat at forvandles til en Danse-Mester”. William Thalbitzer omtaler Dalagers lille skrift Grønlændernes Skraae og Vedtægter som værende “enestående og grundlæggende for kendskabet til grønlændernes retsliv”.⁷⁹

Der var en vis modstand mod missionens virke blandt grønlænderne, men den største modstand kom naturligvis fra åndemanerne, som mistede autoriteten i samfundet, en autoritet som allerede skulle være svækket inden Egedes ankomst, idet grønlænderne havde set, hvorledes de europæiske hvalfangere kunne fange uden at overholde de taburegler, som grønlænderne skulle overholde.⁸⁰

Som tidligere nævnt har der været rejst kritik af Hans Egede og hans missionsvirksomhed, men man må trods alt også tage i betragtning, i hvilken tid han levede, og hvilket samfund han kom fra. Det norske og danske samfund var autoritært, hvor kongen, der havde fået sin ubegrænsede magt af Gud, stod øverst på samfundsstigen; herefter kom de fire stænder: adelen, efterfulgt af præsterne, dernæst borgerstanden og i bunden af samfundspyramiden fandt man fæstebønderne og arbejderne. Selv om den sidste officielle heksebrænding i Danmark fandt sted på Falster i 1693, var der dødsstraf for gudsbespottelse, majestætsfornærmelse (f.eks. Struense i 1772 [1737-1772]), drab, vold mod forældre og omgængelse mod naturen (homoseksualitet, incest m.v.), som det fremgår af Christian V’s Danske Lov af 1683. Når man betænker, at kongens undersåtter i Danmark og Norge havde strenge love at efterleve, og det samtidig var kongens opfattelse, at han også herskede over Grønland, kan man næppe fortænke præsten Hans Egede i, at han lod flere åndemanere og nogle mordere prygle, ligesom han vendte sig mod ritualer, som havde med den grønlandske tro at gøre. Samtidig kan man nok også inddrage den samtidige danske justits’ praksis i tropekolonierne – den var hård! Set i det skær må man nærmest betragte Egede som en mild fortolker af samtidens gældende retsregler.

Han kunne måske have gjort det anderledes, hvis hans forudsætninger og forståelse af det grønlandske samfund havde været bedre? Fra flere sider er det blevet påpeget, at Hans Egedes største misforståelse ligger i beskrivelsen af “Torngarsuk”, som han gør til Djævelen selv, hvilket f.eks. har fået Finn Gad til at tillægge Hans Egede den opfattelse, at grønlænderne var mennesker, der var faldet fra deres gudstro.⁸¹ Dette svarer ganske godt overens med Egedes modvilje mod at erkende, at grønlænderne var et selvstændigt folk, idet han fastholdt, at de var et blandingsfolk af de “Wilde” og nordboerne.

Finn Lynge har i en artikel om tro og udsyn i den grønlandske kirke beskæftiget sig med Hans Egedes fejlopfattelse af “Torngarsuk”, men har også angivet, hvorledes han burde have tacklet situationen med åndemanerne. Lynge refererer til den katolske kirke, som i slutningen af 1500-tallet ville åbne en mission i Kina:

Loddet faldt på den italienske jesuiterpræst Matteo Ricci. … Ricci lærte sig sproget, klædte sig som kineser, byggede kirker i pagodestil og gav albuerum i de nye kinesiske kristnes tro og andagtspraksis til visse af de traditionelle ritualer, der havde tilknytning til forfædredyrkelsen. Hvad ritus i øvrigt angik, hæftede han sig ved, at kineserne havde andre farvetraditioner end de europæiske. I Kina var sort glædens og hvid sorgens farve; altså ændrede han kirkens liturgiske farver tilsvarende og læste sjælemesser i hvidt, og fejrede jul og påske i sort.

Lynge skriver videre, at Ricci endte med at blive den kinesiske kejsers rådgiver, og at kristendommen i hans tid fik godt tag i kineserne. Efter hans død blev forholdene “normaliserede”, og alt bragt tilbage til den romersk-katolske standard, hvilket resulterede i, at kristendommen i kinesernes øjne blev opfattet som et udtryk for europæisk imperialisme og således også blev forbudt.⁸²

Efter beskrivelsen af Riccis mission i Kina stiller Lynge spørgsmålet, om Egede kunne have handlet anderledes, end han gjorde, og dette besvarer han ved at sige, at det drejer sig om at være åben over for kulturdiversitet. Lynge refererer til Relationen, hvor Egede beskriver en samtale med nogle grønlændere om Djævelens eksistens, og hvor han erfarer, at “Torngarsuk” er en god hjælpeånd. Lynge reflekterer over denne hændelse og finder, at eftersom Egede hverken havde hørt eller læst om denne “Torngarsuk”, måtte det dreje sig om Djævelen. Da grønlændernes egen opfattelse af “Torngarsuk” var “den kære, gode lille hjælpeånd”, kunne Egede i stedet for at gøre hjælpeånden til selveste Djævelen have valgt at gøre den til en skytsengel. Efterfølgende skriver Lynge:

Man kan ikke bebrejde nogen, at de er barn af deres tid, og der skal ikke føres nogen rettergang mod Hans Egede. Men det er og forbliver meget uheldigt, at han for eksempel heller ikke indså trommesangens betydning for den almindelige retsbevidsthed. Meget i Grønlands kolonihistorie ville have været anderledes, såfremt han havde været indstillet på ikke blot at omvende nogle hedninge til den rette tro – og det i hans øjne rette luthersk-ortodoxe begrebsapparat – men derimod havde været indstillet på at ville døbe en hel kultur med samt dets begrebsapparat. At den slags faktisk kan lade sig gøre, det er der jo eksempler på i den kristne missions historie verden rundt. Ikke kun i Kina.⁸³

Det er en spændende tankegang, som Lynge lægger for dagen, men selv om Hans Egede måske havde haft forudsætningerne for at gøre sin missionsvirksomhed anderledes, er spørgsmålet, om han ville have opnået accept af noget sådant hos medlemmerne af Missionskollegiet i København? Spørgsmålet kan jeg ikke besvare, men Lynge har absolut ret i, at den grønlandske kolonihistorie ville have set anderledes ud, hvis grønlandsmissionen havde været praktiseret anderledes – ingen tvivl om det!

Jeg har tidligere omtalt H.J. Rinks kritik af missionen. Rink skrev et andet sted:

Samfundsindretningen hos et Jagtfolk ere saa eiendommelige, at de alene af den Grund vanskelig forstaaes og paa rette Maade vurderes af den civiliserede Race. De ere ogsaa i Grønland omtrent ligesaa fuldt blevne tilsidesatte og overseete som andetsteds, og naar man derfor vil angive Aarsagen til Grønlændernes Tilbagegang i al Korthed, turde den vist søges deri, at man ligeoverfor dem ikke tilstrækkeligt har varetaget Regelen: “Med Lov skal man Land bygge”. Dette maa dog ikke forstaaes saaledes at de Danske skulde have foreskrevet Grønlænderne deres Skikke. Tværtimod de skulde for det Første have undladt at nedbryde de gamle Skikke uden Nødvendighed, og kun benyttet deres Overlegenhed til at foranledige, at Grønlænderne selv omformede saadanne Skikke, som ikke mere passede for Nutiden, eller om man vil selv at foreskrive sig de fornødne Love.⁸⁴