Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 11

Forud for afrejsen til Grønland brugte Hans Egede sin fritid i Bergen til at sætte sig ind i en række praktiske gøremål, som han mente kunne blive anvendelige i det nye land. Således satte han sig blandt andet ind i landmåling for derved at kunne kortlægge landet, og det lidt mere kuriøse, set med vore nutidige øjne, alkymi, med henblik på fremstillingen af guld.³⁶

Homo sapiens – det tænkende menneske – det er os. Betegnelsen stammer fra svenskeren Carl von Linné (1707-1778), som i 1758 udgav Systema naturae, hvor han systematiserede flere end 10.000 dyr og planter. Otto Fabricius, der systematiserede den grønlandske fauna ud fra Linnés Systema naturae, placerede befolkningen i gruppen: “I Pattedyr. 1. Grønlænder (Homo Groenlandus)”.³⁷ Det er jo korrekt, at mennesket, altså Homo sapiens, tilhører primaterne, men dette til trods har Fabricius, der i øvrigt ikke ganske flatterende skriver: “Et Menneske, der færdes om Dagen, smudsigrødt af Farve med sorte, lige, tykke Hovedhaar, næsten skægløst”, med sin placering af grønlænderne i gruppe I, lige før hvalrossen, været en torn i øjet på dem.³⁸ Om Egede ville have gjort det samme, må forblive ufortalt, men grønlænderne har dog et selvstændigt afsnit. Af gode grunde kendte Egede ikke til Linnés systematisering, og det synes heller ikke, som om han havde sat sig ind i tidligere tiders forsøg på en systematisk inddeling af naturen. Et eksempel på dette er kapitel III, side 23: Grønlands Frugtbarhed og Geberter samt hvad Metalliske og Mineraliske Steene der findes. Det synes ikke logisk – især ikke med Egedes interesse for metaller – at beskrive floraen og metallerne i samme kapitel.

Netop kapitlerne om Grønlands natur kan, jævnfør William Thalbitzer ovenfor, siges at være blevet overflødiggjort gennem senere tiders forskning. Samtidig vil jeg gerne tilføje, at jeg finder flere af dyrebeskrivelserne for naive, f.eks. omtalen af klapmydsen:

Af Sælhunde ere der adskillige Sorter, store og smaae endskiønt hvad Skabningen er angaaende ere næsten alle liige (foruden Klap=Myssen, saa kaldet, fordi hand har ligesom en Hette paa, hvilken hand kand skyde over Øynene, naar man vil slaae ham paa Hovedet).³⁹

Navnet “klapmyds” er en afledning af tysk “Klappmütze”, der betyder “klaphat”, og hentyder til den hættelignende blære, som de voksne hanner har på hovedet og puster op, når de bliver ophidsede.⁴⁰ Naturligvis har naturen ikke udrustet dyret med en gevækst, som forhindrer mennesket at slå den oven i hovedet! Men lad Egedes dyrebeskrivelser stå som et kuriosum. Det vigtige i naturafsnittene er, som også tidligere nævnt, hvad vi kan læse om samspillet mellem mennesket og naturen. Tillad mig at afslutte dette lille afsnit med at nævne en anden lille kuriositet, der intet har med grønlænderne at gøre, men snarere noget at gøre med Egedes længsel efter de hjemlige kødgryder. Det drejer sig om hvidhvalen, som Egede kalder “Hviid=Fiske”. Her skriver han: “Dens Kiød smager ikke ilde, som ogsaa Spekket, naar det er syltet med Ædike og Salt, er saa got smagendes som Sviineflesk”.⁴¹