Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 4

Folk i det yderste nord har på en måde ikke kun eksisteret i den virkelige verden, men har også været mere eller mindre direkte til stede i den europæiske idéhistorie de sidste ca. 2500 år, først i en eller anden abstrakt form som folk i nord, senere som konkrete mennesker, om hvem man i Europa dannede sig ideer, der skulle passe til det til enhver tid herskende verdenssyn. Allerede meget tidligt i den græske tænkning blev befolkningers levevis set som en effekt af naturmæssige og klimatiske forhold. Pythagoras fra Samos (ca. 570-490 fvt.) og hans elever forfinede dette ved at kombinere varme, kulde, tørhed og fugt som de fire elementer, der bestemte folks karakter og dermed deres levevis. De anså ild som en kombination af varme og tørhed, jord en kombination af kulde og tørhed, luft en kombination af varme og fugt og vand en kombination af kulde og fugt. De samme kombinationer genfandt man i menneskets alder, hvor ungdom var kombinationen af varme og fugt, voksenalderen kombinationen af varme og tørhed, den modne alder kombinationen af kulde og tørhed og alderdommen kombinationen af kulde og fugt. Endelig bestemte kombinationerne også menneskets helbred, idet varme og fugt fremmede blodet, kulde og fugt slim, varme og tørhed den gule galde og kulde og tørhed den sorte galde. Menneskets livsform de forskellige steder i verden blev således betragtet som afhængigt af klimaets kombination af disse elementer samt af stjernernes stilling. Ikke længe efter Pythagoras satte Parmenides fra Elea (ca. 515-450 fvt.) disse overvejelser om klimaets indflydelse ind i et hierarkisk system, byggende på en opdeling af jorden i klimatiske zoner. Parmenides opdelte jorden i 5 zoner, en varm, to tempererede og to kolde, og i dette system opfattede de græske tænkere deres eget samfund som befindende sig i den tempererede midte og dermed på det sted, der gav den bedste livsform. Den midterste zone var overgangszonen mellem de stadig mere ekstreme zoner, der var karakteriseret ved henholdsvis stærk varme og stærk kulde, og dertil kunne den midterste zone forene de positive træk og udfordringer fra de andre zoner.

En af de mest kendte fortalere for dette system var Aristoteles (ca. 384-322 fvt.), der som Parmenides opfattede verden som delt i fem zoner, og konsekvensen for de tre zoner i den nordlige del af verden beskrev han på følgende måde i sit værk om politik:

Folkene i de kolde områder og i Europa er ganske vist fulde af mod, men til gengæld mangler de tankevirksomhed og kunstnerisk begavelse. Derfor har de ganske vist lettere ved at bevare deres frihed, men de er ikke i stand til at danne stater og herske over deres naboer. De asiatiske folkeslag derimod er begavede og har kunstnerisk talent, men de mangler mod. Derfor lever de i ufrihed og slaveri. Det græske folk, der lever i midten, har imidlertid noget af begge dele. Det er nemlig både modigt og intelligent.

Ideen om de nordlige folk eller rettere folkene i de kolde områder som frie, lige, modige, ubegavede og hos senere forfattere også uden interesse for sex, og folkene i de varme områder som dovne, ufri, kunstneriske og liderlige fik en flere tusinde år lang levetid, dog på den måde, at midten og dermed også nord og syd skiftede geografisk placering alt efter forfatterens levested. På Aristoteles’ tid var skyterne nord for Sortehavet de kolde områders folk og ægypterne de varme områders, senere blev germanerne, samerne og eskimoerne nordlige folk og libyerne og senere de centralafrikanske folk de sydlige. Og centrum skiftede fra Athen eller Grækenland over Rom til Frankrig og England.

Verdens yderste grænser mod nordvest var i antikken det Ultima Thule, som ifølge Pytheas (født ca. 300 fvt.) lå seks dages sejlads nord for det nordlige Britannien. Herefter var der kun is, noget som senere fik kristne tænkere til at identificere dette område som en udløber fra helvede, ikke mindst efter at de islandske vulkaner var blevet kendt. Mod nordøst lå De Riphæiske Bjerge, hvor (is)floden Tanais (Don) udsprang. Herfra løb den gennem det frygtelige Skytien, for til sidst at løbe ud i Sortehavet. Opfattelsen af det iskolde nord som helvedes forgård blev bekræftet af de islandske vulkaner med Heklafjeldet, på dansk “Hekkenfeldt” – stedet hvor Fanden og heksene mødtes – som det centrale. I 1647 gik den italienske munk Julius Cæsar Recuptus et skridt videre, idet han fremstillede Hekla som nedgangen til Helvede, en nedgang som Gud har ladet stå åben til skræk og advarsel for eventuelle syndere.

Det nordlige område var således barskt, og det samme måtte gælde den befolkning, der boede her. I det 5. århundrede havde Priscus af Panium fremstillet de nordiske folk som skridfinner, et navn der refererer til, at de løb på ski. De var barbarer, der boede i Thule og levede som vilde dyr, idet de ikke kendte til vævet tøj og sko, ligesom de ikke drak vin eller spiste produkter fra agerbruget. De spiste kun kød fra de dyr, de nedlagde på jagt, og de klædte sig kun i skind. De gik på jagt sammen med deres koner, og disse koner ammede ikke deres børn. Umiddelbart efter fødslen blev babyerne hængt op i et træ i en skindkurv, og her lagde man så noget marv, som de kunne spise, mens forældrene var på jagt. Disse skridfinner skulle i lang tid blive betragtet som det værste af det værste blandt eller på kanten af menneskeheden. Det var, hvad det ultimative nord havde at byde på.

Men der var også modteorier. I den ene teori accepterede man på en måde ideen om, at civilisationen eller den højeste udvikling var i midten, men her brugte man så en idealisering af periferiens folk i en civilisationskritik af livsformerne i midten. De vilde eller barbariske folk i nord blev det, der senere blev benævnt som ædle vilde. I disse områder herskede de ægte menneskelige forhold, her levede mennesket det sande liv i forhold til civilisationens fordærv, og her ræsonnerede man fornuftigt. Her var behovene få, hvorfor de let blev indfriet, hvad der igen betød, at folk levede lykkeligt. Den græske Apollon kunne således tage på ferie hos hyperboræerne, disse lykkelige folk, der boede norden for nordenvinden, ligesom skyterprinsen Anacharsis (fra nord) blev brugt af de kyniske filosoffer til at kritisere det græske forfald i form af nogle kritiske breve, fremstillet engang mellem 300 og 250 fvt. Senere brugte romeren Tacitus (ca. 55-120) positive beskrivelser af germanerne til at kritisere det romerske forfald, og efter de store opdagelser i renæssancen var det de amerikanske indianere og senere igen polynesierne, der især blev brugt som afsæt for kritik.

Norden som Cornelis van Dalen den yngre (1638-1664) forestillede sig den. Guden sidder på sækken, hvorfra vindene blæser. Stenen skal forestille det magnetbjerg på Nordpolen, som tiltrak magnetnålen – og som gjorde skibssejlads umulig, da alt jern ville blive trukket ud af de skibe, der nærmede sig.

Hans Egede forsynede sit kort over Grønland fra 1739 med en illustration af kampen mellem grønlænderne og nordboerne.

Mens teorien om den ædle vilde blot inddrog nogle nordiske folk på linje med en række andre tilsvarende folk og således ikke forholdt sig til det, at de befandt sig i den nordlige kulde, var det helt anderledes med den anden teori. Denne gik direkte i konfrontation med ideen om det stagnerede og tilbagestående Norden. Den første eksponent for denne teori var Paulus Diaconus (ca. 720-799), der i et værk, Longobardernes historie, viste, at livet i Nordens kulde udfordrede mennesket så meget, at det skabte et enormt potentiale. Dette kunne man se, når disse folk sejrrigt trængte mod syd, hvor de så kunne erobre og udvikle sig og verden på grund af dette potentiale. Den samme teori skulle senere fremmes af Johannes V. Jensen (1873-1950) i hans store roman om Den lange rejse.

Ideerne om folk i Norden var således meget forskellige, idet kulde, Helvede og vildskab i forskellige kombinationer med sand eller dyrisk levevis satte rammerne for opfattelsen af de nordligste folk med skridfinnerne som de første og i lang tid mest foragtede, en rolle som snart skulle overtages af de eskimoiske folk.

Med renæssancens store opdagelser af verdens mangfoldighed fulgte to hovedretninger i opfattelsen af de nyopdagede folk, to opfattelser som også de arktiske folk blev underkastet. Baggrunden for de to opfattelser var renæssancens to store autoriteter, kirkefaderen Augustin (354-430) og antikkens Aristoteles. Augustin forholdt sig i værket Om Guds Stad til spørgsmålet, om monstrene var mennesker, og hans klare svar var, at enten stammede man fra Adam, og så var man et menneske, eller også stammede man ikke fra Adam, og så var man ikke et menneske. Dette blev i renæssancen begrundet på den måde, at Gud i sin fuldkommenhed ikke skabte ufuldkomne mennesker. Over for dette stod Aristoteles’ og Platons (ca. 428-348 fvt.) idé om skaberværket som et kontinuerligt hierarki af skabninger, hvor alt kunne placeres mellem sten og jord i bunden og Gud i det højeste. Denne eksistens- eller skabelseskæde medførte, at der var mellemformer mellem alt, mellem sten og planter, mellem planter og dyr – blandt andet vist ved en gren af et lammetræ, som man kunne se i det wormianske museum i København – og således også mellem dyr og mennesker, ligesom der var mellemformer mellem mennesker og de laveste engle. Her var argumentet, at Guds fuldkommenhed viste sig i skaberværkets fuldkommenhed, og som fuldkomment kunne der ikke være huller i skaberværket. Og da skaberværket således evigt var fuldkomment, kunne det jo ikke forandre sig, da det så ville betyde, at skaberværket og dermed Gud ville være mere fuldkommen på et tidspunkt end på et andet. Augustins idé om, at enten var man et menneske, eller også var man ikke, stod således over for det aristoteliske, at der var mellemformer mellem mennesker og dyr, og det betød i renæssancen to konstruktioner af de nye fremmedes identitet. I den augustinske tænkning måtte de nye fremmede være efterkommere efter de fra antikken kendte folk, hvis de da ikke var efterkommere efter de ti forsvundne jødiske stammer. Da der ikke ellers står noget om dem i Gamle Testamente, måtte de være udvandret i perioden efter den babylonske sprogforvirring. Når de så havde mistet deres oprindelige tro, kunne det tilskrives flere forskellige faktorer såsom vandringer, afstamning fra Noas forbandede søn Kam eller Ham, djævelsk indflydelse og arvesynden. De var således ubetinget mennesker og dermed efterkommere af Noa og Adam, hvad der igen betød, at de engang havde haft den sande tro, og det betød igen, at de fra dette forfald kunne bringes tilbage til sandheden og frelsen. Et problem var det så, at de på trods af erfaringen fra syndefaldet ikke skammede sig over at gå nøgne rundt, ligesom kvinderne i nogle samfund ikke syntes at have smerte ved fødslerne. I den aristoteliske form var de fremmede mellemformer mellem mennesker og dyr, i nogle tilfælde opfattet som de naturlige slaver, det vil sige menneskelignende skabninger med stærk fysik og svag intelligens. Det var denne halvmenneskelige form, Aristoteles havde identificeret barbarerne med, og den var ikke meget forskellig fra de vildmænd og vilde kvinder, myterne i Europa tilskrev de øde skov- og bjergegne. Disse to opfattelser, forvildede mennesker og vilde mennesker, kom blandt andet til udtryk i illustrationerne til beretningerne fra de store opdagelser, hvor de nyopdagede folk blev fremstillet enten som antikke statuer i mere eller mindre tilpasset form, hvorved deres nøgenhed jo også kunne passes fint ind, eller som vildmænd med stort fuldskæg og kølle for mændenes vedkommende og kølle og i nogle tilfælde lange bryster (tegn på at være besat af djævelen) for kvindernes. Et problem var det for fortalerne af denne kategorisering, at man så kunne sætte spørgsmålstegn ved, om de kunne kristnes. I den virkelige verden blev fremstillingen af de nyopdagede folk dog flere gange fremstillet i forskellige kombinationer af disse to verdensbilleder, men det er på denne baggrund, de første kategoriseringer af inuitter efter vikingernes skrællinger giver mening.

Træsnit trykt i Augsburg af Matthäus Franck i 1566.

I 1566 blev de første levende inuitter, en kvinde og hendes datter, bragt til Europa af baskiske fiskere, som solgte dem videre til nogle hollændere, som udstillede dem for offentligheden i nederlandske byer. Parret vakte stor opsigt, og et portræt blev hurtigt mangfoldiggjort og spredt over store dele af de tyske lande med følgende tekst:

Et sandfærdigt billede af en vild kvinde med sin lille datter, som blev fundet i landet, der kaldes Nova Terra [Newfoundland, OH], og bragt til Antwerpen, hvor de blev vist frem offentligt og set af mange, og som endnu kan ses der.

I dette år 1566 kom der til Antwerpen med skib fra Zeeland en vild kvinde, som er en lille person, og hendes lille datter. Hun var formet og klædt, som dette billede viser, og hun blev fundet i Terra Nova … Hendes mand blev skudt med en pil gennem livet, og selv da ville han ikke lade sig fange, men stillede sig mandigt op og gjorde modstand, og blev så i denne skærmydsel hårdt såret i siden med et sværd af en anden franskmand. Herefter tog han med egen hånd blod fra sin side og drak det af sin hånd og gik derefter endnu mere rasende til modstand. Endelig blev han ramt og såret så alvorligt i halsen, at han faldt til jorden og døde af sine sår. Denne mand var tolv fod høj og havde på tolv dage med egen hånd dræbt tolv personer – franskmænd og portugisere – for at spise dem, for der er intet, de mere elsker at spise end menneskekød. Og da de fangede kvinden, og da sømændene ville føre hende væk til skibet, opførte hun sig, som om hun var rasende og vanvittig af angst for at skulle adskilles fra sit barn, for hun elskede sit barn så meget, at hun hellere ville miste livet end barnet. Da hun nu anstillede sig så vanvittigt, lod de hende være et øjeblik. Så gik hun hen til det sted, hvor hun havde gemt sit barn, og derefter var hun langt mere rolig end før. Så tog de kvinden og hendes barn og førte dem af sted, og ingen af franskmændene kunne forstå et eneste ord af det, hun sagde, eller på nogen måde tale med hende. Men på otte måneder har man lært hende så meget, at hun har fortalt, at hun har spist mange mennesker. Hendes tøj er lavet af sælhundens skind på den måde, som billedet viser. De malede tegn, som hun har i ansigtet, er helt blå, ligesom himmelens blå, og dem laver mændene på deres koner, for at de derved kan genkende dem, for ellers løber de rundt mellem hinanden som kvæg, og man kan ikke på nogen måde fjerne tegnene. Disse tegn laver de med saften fra en plante, som vokser der i landet. Deres krop er gulbrun, halvvejs som maurernes. Kvinden var 20 år gammel, da hun blev fanget i år 66 i august. Barnet er 7 år. Lad os takke Gud den Almægtige for hans herlige gerning, at Han med sit ord har oplyst os, så vi ikke er sådanne vilde folk og menneskeædere som dem, der bor i de lande, hvor denne kvinde blev fanget og bragt væk fra, for hun ved intet om den sande Gud, men lever næsten værre end kvæget. Måtte Gud også omvende hende til et af sine børn. Amen.

Trykt i Augsburg af Mattheus Francker.

Fremstillingen her er på trods af illustrationens realistiske gengivelse af kvinden og hendes datter klart henvisende til vildmandsideen med kannibalismen, dyrisk levevis og den manglende tro som de centrale elementer. Få år senere gentog Martin Frobisher hjemtagningen af fangne inuitter, nu fra Baffin Island. I 1577 hjembragte han til England og udstillede en mand, en kvinde og et barn, og også disse bliver portrætteret, hvorefter billederne med tekst blev spredt over Europa med enorm hastighed. Her fremgår forskellen mellem den augustinske og den aristoteliske opfattelse klart. De første portrætter, som er lavet umiddelbart efter ankomsten til England – idet alle tre inuitter døde efter få måneder – viser især manden i klassisk positur og med en realistisk gengivelse af tøjet. Kvinden er også realistisk gengivet, men her er det især det, at hun havde en baby i hætten, som vakte opmærksomhed. Men dette billede skulle snart ændre sig. Allerede fra 1578 fremstilles der illustrationer til beretningen om Frobishers rejse med den eskimoiske mand med stort fuldskæg som en vildmand, ligesom det om kvinden berettes, at hun ammer sit barn ved at kaste brystet op over skulderen – dette sidste et træk som senere og helt frem til midten af det 20. århundrede skulle blive en karakteristik af indfødte folk, man ønskede at placere på menneskehedens laveste trin eller måske endog udenfor.

Et eksempel på vildmandsfremstillingen med forklarende tekst er dette træsnit, trykt af Michael Manger i Augsburg i 1578. Af overskriften fremgår det, at det er en “… forunderlig beskrivelse og et autentisk billede af et fremmed og ukendt folk og et nyfundet landskab eller ø, som der for nylig af hr. Martin Frobisher ved helt usædvanlig og modig sejlads fra England mod det fjerne vest er blevet oplyst om til trøst og glæde for hele kristenheden”. Og videre i teksten hedder det:

Da han [Frobisher] kom ind i en havn, så han sådanne både på jagt efter fisk eller fugle, og det skete med sådan et instrument, som er vist på billedet. Da de så englændernes skib, blev de forskrækkede over dette hav-under, og da skibet nærmede sig, flygtede de straks væk. Frobisher satte efter dem for at fange nogle, så han kunne få noget at vide om dem, men med deres skibe var de alt for hurtige. Men alligevel var der én, der var så kæk, at han ventede på skibet. Frobisher lokkede ham til sig med gode ord og venlige gebærder og ved at vise ham alle mulige skønne og kostelige varer, lige indtil han fik ham hen til skibet. Da han var kommet op på skibet, befalede Frobisher, at man bandt ham, så han ikke kunne springe i vandet igen og svømme væk. Også mandens skib og det, han brugte til at skyde fugle med, fik Frobisher fat i. Med alt dette tog han straks til England, og straks, da han landede, viste han det fremmede menneske, skibet og hans skydevåben til dronningen og adelsmændene som bevis på det, der ellers var helt utroligt vedrørende det fremmede land, som man så let kunne komme hen til med skib fra England … De ser ud nogenlunde ligesom os, af middel farve – dog lidt blegere – og de har helt sort hår. Hos mændene går det helt ned til skulderen, og kvindernes går ned til hoften. Det er ikke samlet på hovedet, og det er ikke adskilt med bånd eller snore. Ansigtet farver de på mange måder. Øjenbrynene er omgivet af særlige blå striber, og det samme er barnets. Mandens tøj er lavet af gedeskind, og det sidder direkte på huden. Om vinteren bærer han den rå side indvendig, om sommeren udvendig. Skindet er næsten som en kappe, og det er det samme skind, han bruger som hat. Frakkens kanter er smukt dekoreret med sorte felter. Den forreste del af frakken hænger ned til lige under navlen, mens den bageste går helt ned til hælene. Bagdelen og strømpebukserne er lavet af det samme dyreskind, og det er skoene også lavet af. Kvindens tøj er ikke så forskelligt fra mandens bortset fra ærmerne, som hun ud over gedeskind har smykket med andre hvide felter. Hendes frakke er længere, og kappen er bredere, så hun kan bære sit barn i den. Hun har to strømpebukser over hinanden, den inderste af gedeskind, som er glat. De har store hænder og korte ben. I deres land spiser de råt kød og fisk uden brød, men i England spiser de det en anelse stegt. Deres drikke er vand og kødsuppe. De spiser dobbelt så meget som englænderne. Hvad englænderne ikke vil spise, det smager dem ganske godt. Deres skib er lavet af søkalveskind. Det er 21 Strassburg-alen langt og halvanden bredt. Indvendig er der to lange stænger, der er adskilt fra hinanden ved, at der i midten er bundet tværbjælker fast, som holder siderne fra hinanden. På oversiden er der i midten et hul, hvor manden kan stå oprejst og bruge åren, og denne åre er seks alen lang, og når han sejler, holder han den på midten med begge hænder og fører den fra den ene side til den anden. Og dermed kan han sejle så hurtigt, at ingen kunne følge med ham, da han sejlede i London. Hans våben er bue og pil, og han har også skydevåben, som han kan skyde fugle med, og det er han så god til, at han aldrig rammer ved siden af. De er ikke uegnede til at lære og til at forstå noget. Derfor må man håbe, at man i dette nye land vil komme ind i et godt kongerige.

Trykt i Augsburg ved Michael Manger. Anno M.D.LXXVIII.

Når eskimokvinden skulle fremstilles alene og som vild, måtte man give hende en kølle i hånden. Man kunne jo ikke gøre hende nøgen, for så forsvandt det eskimoiske. Udsnit af Philipp Galles (1537-1612) fremstilling af Amerika fra 1582.

Kajakken var efter “opdagelsen” af de vilde eskimoer et yndet samlerobjekt. Der blev også placeret “vellignende” eskimoer i dem, men for at vise vildskaben blev de forsynet med stort fuldskæg, som det ses her på disse figurer fra henholdsvis Lübeck (1607) og Hull (1620).

At Frobisher egentlig havde taget disse mennesker til fange som gidsler med henblik på udveksling, fordi nogle af hans søfolk var forsvundet, samt skulle bruge dem til at bevise, at han havde fundet nordvestpassagen – de var jo asiatiske af udseende – fremgår ikke af teksten her.

Det var på denne baggrund, at de første kontakter fra Danmark til Grønland efter vikingetiden satte ind. Der hersker lidt usikkerhed om de første ekspeditioner, men fra begyndelsen af det 17. århundrede er der efterretninger om først Christian IV’s ekspeditioner og senere i 1654 om tilfangetagne grønlændere, der blev forevist for Frederik III i Schleswig, hvor han havde søgt tilflugt under pestens hærgen i København. Resultatet af disse kontakter blev de følgende næsten 300 år en lang række værker, hvor grønlænderne blev forsøgt placeret i de erkendelsessystemer, der herskede på de forskellige tidspunkter. Fokus i de følgende bidrag er forskelligt. Nogle analyserer via teksterne det billede af grønlænderne, forfatteren som en del af sin samtid fremstiller; andre bruger fremstillingen af grønlændere eller det grønlandske til at blive klogere på en forfatter, der har haft eller har stor indflydelse på Grønlands historie og kultur, mens atter andre ser på, hvilke effekter inden for andre områder studiet af grønlænderne havde.

Hans Egede. Ukendt kunstner.

De første værker, der præsenteres her, stammer fra missionærer. Inden for kristendommen er der, som det fremgår af Matthæusevangeliet (24.14 og 28. 18-20) ikke nogen tvivl om missionsbuddet: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme”, og “Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Dette var jo en opgave, der kunne varetages på mange måder. Katolikkerne havde meget lang erfaring med ydre mission, og her var det ifølge protestanter så som så med grundigheden, idet mange folk blev døbt i store masser, uden at de vidste, hvad det drejede sig om. Inspirationen til den mission, der med Hans Egede blev indledt i Grønland, kom fra universitetet i Halle, hvorfra præster og missionærer kom til Danmark for at arbejde i de danske kolonier, primært i Trankebar. I 1714 dannedes Missionskollegiet til fremme af evangeliets forkyndelse, en institution der senere skulle blive den, der udpegede kandidater til missionsvirksomheden i Grønland, og det lå i tiden, at prædikenerne skulle være alment forståelige inderlige appeller til samvittighederne, for at man kunne vække sjælene til omvendelse. Derved var det helt centralt, at forkyndelsen skete på de lokale sprog. I overensstemmelse med den katolske tradition lå det også i den protestantiske, at missionærerne skulle føre dagbog, som skulle tilsendes missionen, således at man kunne opsamle erfaringer. Disse dagbogsagtige indberetninger er i dag centrale kilder såvel til forståelse af livsformerne i den tidlige kontakttid som til en dybere forståelse af de mænd, der drog ud for at missionere, ligesom de også giver en fin indsigt i europæisk tænkning i den pågældende periode.

Dette grundlag gælder de tre missionærer fra den tidligste mission i Grønland, som behandles her. Mads Fægteborgs gennemgang af Hans Egedes Det gamle Grønlands Nye Perlustration, Eller Naturel-Historie fra 1741, Søren Thuesens af Missionær i Grønland Henric Christopher Glahns Dagbøger for Aarene 1763-64, 1766-67 og 1767-68 fra 1921og Inge Kleivans af Poul Egedes Efterretninger om Grønland, uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788, udgivet i 1788.

Kendskabet til, identifikationen eller konstruktionen af inuit på baggrund af et dybere kendskab udformedes af missionærer, og selv om de levede i det, der senere er blevet karakteriseret som oplysningstiden, så havde de som missionærer deres intellektuelle rødder i den sidste del af renæssancen, hvorfor begge renæssancens hovedopfattelser kom i spil. Oplysningstidens verdslige og evolutionistiske opfattelse, der var dominerende i den intellektuelle elite i perioden frem til omkring 1800, synes stort set ikke at have haft nogen indflydelse på missionærerne. Dette kommer tydeligt frem i Mads Fægteborgs analyse, hvor forståelsen af Hans Egede udbygges via hans beskrivelse af grønlænderne, samtidig med at disse beskrivelser af grønlænderne viser, hvordan Egede var et barn af sin tid. Egede forklarer, som Fægteborg viser, hedenskabet ved et forfald, et forfald han dels kunne forvente hos nordboerne, hvis han havde mødt dem, dels kunne begrunde grønlændernes hedenskab med. Dette afspejler en typisk opfattelse af årsagen til religiøs afvigelse i middelalderen og renæssancen, idet alle mennesker oprindeligt havde haft den sande tro i kraft af afstamningen fra Adam og senere Noa, hvorfor afvigelser kun kunne tilskrives forfald. Årsagen til forfaldet begrundede Egede ved mangel på de rette lærere og den rette undervisning. Her tager han således stilling i en kamp inden for kristendommen mellem dem, der mener, at mennesket har såvel synden som sandheden i sig og derfor selv i kraft af en fri vilje er skyld i forfaldet til hedenskab, og så dem, der fra Salvian fra Marseille (ca. 400-480) til Bartolomé de Las Casas (1474-1566) fandt, at hedningene ikke selv kunne gøre for deres hedenskab, da den skyldtes dårlige lærere. Derved står hedningene også til at kunne opnå frelsen på den sidste dag. Dette bekræftes yderligere af Egedes opfattelse af “ånden” Torngarsuk som Djævelen selv. I en af de tidlige beskrivelser af indianerne på baggrund af indsigt i deres liv fremstiller José de Acosta (1539/40-1600) i værket Indiens [Amerikas] natur- og sædvanehistorie fra 1590 den mexicanske gud Vitzilipuztli som Djævelen selv. I Acostas værk sættes dette ind i den globale kamp mellem Gud og Djævelen, et perspektiv som måske også kan have ligget bag Egedes opfattelse.

I forhold til den anden kontrovers om de vildes menneskelighed var der for Egede ingen tvivl om, at alle de mennesker, han mødte i Grønland, var mennesker i lige fuld grad. Han er således på den augustinske side i renæssancens store kontrovers, noget der bekræftes af en af de mere kuriøse ting i Perlustrationen, som Fægteborg fremhæver, nemlig beskæftigelsen med havmænd, havfruer og andre monstrøse væsner, alle skabninger der ikke på nogen måde gøres mere eller mindre menneskelige. Det spændende ved Hans Egedes beretning er således den kombination af renæssancens opfattelse af de fremmede og luthersk kristendom, som dels trækker på en række meget gamle modsætninger i kristendommen, dels på en måde er anakronistisk allerede i sin samtid på grund af den fremvoksende oplysnings nye verdensbillede. Mads Fægteborg viser i sin fremstilling disse forskellige sider af Hans Egedes værk og liv.

Henric Christopher Glahn.

Glahns dagbøger dækker perioden i 1760’erne, hvor oplysningstidens tanker slog igennem i den danske intellektuelle elite, klarest hvad menneskelivets udvikling angår i form af sorøprofessoren, filosoffen og matematikeren Jens Krafts (1720-1765) værk, Kort Fortælning af de Vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og Fremgang i Almindelighed fra 1760, hvor han kort fortalt viser, at Gud har skabt verden og mennesket, mennesket har med sin fornuft skabt den materielle, samfundsmæssige og videnskabelige udvikling, mens den sande religion må tilskrives åbenbaringen eller Kristus, da fornuften ikke kan føre til erkendelsen af kristendommen, kun til at indse dens sandhed, når fornuften møder kristendommen. Glahns dannelse og uddannelse slår igennem på flere måder.

I Søren Thuesens analyse af Henric Christopher Glahns dagbøger er det i lige så høj grad Glahn selv som hans syn på grønlænderne, der interesserer Thuesen. Centralt er det, hvordan Glahn tilegner sig viden i et grønlandsk lokalsamfund, og hvordan han gradvist udvikler sin erkendelse som en dansk polyhistor i slutningen af det 18. århundrede. Han foretager systematiske indsamlinger, som han stiller til rådighed for den registrering af alverdens naturprodukter, som var en central del af oplysningstidens forsøg på at systematisere verden, en systematik som for mange jo samtidig var udtryk for, at der var en, der havde skabt den systematiske orden. Men oplysningstidens påvirkning ses også, som Thuesen viser, i form af at Glahn forsøger at finde fornuften i den grønlandske livsforms forskellige institutioner, institutioner som ellers var blevet fornægtet som uforenelige med grønlændernes tilegnelse af kristendommen og derfor bekæmpet af Egede. I det hele taget anerkender Glahn også med inddragelse af troens område, at der eksisterer andre fornuftige og sammenhængende livsformer end den kristne, europæiske. Udviklingen blev jo i oplysningstiden netop opfattet som fornuftens voksende udfoldelse på bekostning af instinkternes styring. Men også for Glahn var der grænser for forhold, der kunne forklares som fornuftige. Således betragtede han, som Thuesen viser det, ægteskabet som en ukrænkelig institution, formentlig fordi ægteskabet blev betragtet som en hellig institution, indstiftet af Gud, og ikke bare en verdslig kontrakt, ligesom han gik hårdt imod den skik at dræbe sindsforvirrede mennesker; også livet er helligt, og døden er Guds og ikke menneskets beslutning.

Poul Egede. Ukendt kunstner.

Poul Egedes dagbøger 1721-1788, som jo indledes, længe før Glahn kom til Grønland, og som dertil også dækker tiden efter Glahns ophold i Grønland, bærer ligesom hans andre værker præg af, at han talte grønlandsk. Dette udnyttede han til at udarbejde den første grønlandsk-dansk-latinske ordbog og grønlandske grammatik samt til at oversætte Det Nye Testamente, som derved ikke bare blev den første oversættelse til grønlandsk, men til et eskimoisk sprog i det hele taget. Og selv om han sidste gang satte sine ben i Grønland i 1740, fulgte han meget tæt med i, hvad der skete, som højt placeret i de organer i Danmark, der havde med Grønland og grønlandsmissionen at gøre. Poul Egede havde således erfaring med koloniseringen af Grønland lige fra familien Egedes første kontakt og frem til slutningen af det 18. århundrede. I en kildekritisk analyse af Poul Egedes dagbøger følger Inge Kleivan Poul Egedes livslange grønlandsengagement gennem en kommenteret gennemgang af udvalgte dele af den levnedsskildring, som Poul Egede som gammel mand sammenskrev. Mens Poul Egede opholdt sig i Danmark, kom der flere grønlændere til Danmark – en del optrådte med kajak og fuglespyd for den undrende københavnske offentlighed, herunder kongehuset, og Kleivan diskuterer specielt et brev fra Poul Grønlænder, som i sin skarphed og kritiske formulering ligner de breve fra det fremmede, europæiske intellektuelle under enevældens censur brugte til at kritisere de hjemlige forhold. Uanset at Poul Egede sandsynligvis har spillet en afgørende rolle i forbindelse med udformningen, så har brevet gennem tiderne spillet en vigtig rolle både for omverdenens opfattelse af grønlandsk tankegang ved mødet med europæerne og for grønlændernes egen selvfor-ståelse.

I forlængelse af denne gennemgang af de præster, der arbejdede i Grønland og for grønlænderne i Danmark, skal det lige tilføjes, at det ikke var alle kirkens folk, der var lige venlige i deres opfattelse af grønlænderne, ja selv på meget højt niveau i kirken i Danmark kunne holdningen endog være meget negativ. I en blanding af en kristen bestemmelse af hedenskab, en kombination af den verdslige og videnskabelige idé om det kolde klimas ødelæggende effekt på menneskers udviklingspotentiale og en idé om racernes hierarki fik kategoriseringen af grønlænderne sit mest ekstreme udtryk hos kongelig konfessionarius Christian Bastholm (1740-1819), der 1803-1804 udgav 4-bindsværket Historiske Efterretninger til Kundskab om Mennesket i dets vilde og raa Tilstand. Heraf fremgik det, at de folk, der lever i de koldeste egne, det vil sige nordligst og sydligst, befinder sig i den mest ekstreme situation. Således lever eskimoerne helt i en dyrisk tilstand, ja endog en tilstand der på mange områder ligger langt under den dyriske. Noget godt er der dog ved dem – de lider ikke af skinsyge, er ikke opfarende eller trættekære, og de stjæler sjældent fra hinanden. Men ellers er de helt dyriske uden religion, regering, love eller ægteskabsskikke – ja ligesom dyrene lever de kun for at spise og formere sig. Og pastor Bastholm har dertil bemærket, at manden ejer sine koner og ofte låner dem ud til en ven. Dog skal det siges, at der var folk, der ifølge Bastholm var endnu værre. Buskmændene (khoisan-folkene), mente han, var resultatet af, at alle samfund smed deres kriminelle elementer ud, og disse var så til sidst blevet samlet i Sydafrika, hvor de jo ikke kunne fortrænges længere ud. Og her kunne pastoren så udtrykke sin glæde over den jagt på disse mennesker, som i den periode var en legitim form for storvildtsjagt i dette område.

Med oplysningsideerne blev der skabt en samfundsopfattelse, der byggede på en idé om, at menneskene med deres fornuft havde bevæget sig op over det dyriske og instinktstyrede stadium ved at indgå en kontrakt, hvor de havde overgivet retten til at udøve fysisk vold til en overordnet instans, en enevældig konge eller et parlament. Som baggrund for denne fornuftens handling fremstillede de to engelske filosoffer Thomas Hobbes (1588-1679) og John Locke (1632-1704) en anarkistisk baggrund med alles kamp mod alle, og de illustrerede det ved at henvise til de amerikanske indianere, ja Locke markerede endog, at engang havde hele verden været Amerika. Det betød, at den anarkistiske eller vilde tilstand, man nu fandt i eller rettere tilskrev Amerika, engang havde været det stadium, alle mennesker havde befundet sig på. Hermed var grundlaget lagt for en opfattelse af den menneskelige udvikling som en evolution, styret af fornuften og gennemtvunget af de behov, især befolkningstilvækstens udfordring af ressourcerne satte. Og da man endnu ikke helt kunne afskrive kristendommens verdenshistorie, blev resultatet, at mennesket var blevet skabt, som beskrevet i Gamle Testamente, og at historien herefter havde været som angivet her frem til den babylonske sprogforvirring. Herefter var menneskeheden forfaldet til et absolut nulpunkt, ja for Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) var orangutangen dette nul-stillede menneske. Og fra dette nulpunkt havde mennesket så udviklet sig frem til samtidens europæiske højdepunkt ved fornuftens hjælp, og da den samme fornuft i udviklingen stod over for de samme problemer, måtte udviklingen være identisk for alle samfund, hvad der betød, at de vilde måtte repræsentere vor egen fortid. Alle variationer på verdens forskellige samfund repræsenterede således stadier i menneskehedens fornuftsdrevne udvikling. Rækkefølgen blev bestemt ved erhvervsformerne. Manglende agerbrug og tamdyravl blev det, der for de fleste oplysningstænkere karakteriserede det første og vilde stadium. Herved havde man opfundet et menneskeligt stadium, som man blandt andre kunne passe inuitgrupperne ind i, og det blev et stadium, som derved også karakteriserede den europæiske urtid, noget der senere blev benævnt som stenalderen. Med en placering i bunden af det menneskelige fornuftshierarki blev de vilde fremstillet både som ædle vilde i en civilisationskritik og som dyriske vilde, som de dyr, hvor fornuften kun lige havde indledt sit angreb på den rent instinktstyrede eksistens.

Eksempler på den positive fremstilling finder man hos Ludvig Holberg (1684-1754) i nogle af hans epistler, hvor han enkelte steder bruger grønlændere som rationelle kritikere af det hjemlige system, men den helt centrale skikkelse i denne fremstilling af nordens folk som ædle vilde var Voltaire (1694-1778), der tog et af de mest foragtede folk og gjorde dem ’ædle’. Den rene naturtilstand med frihed, lighed og republikansk ledelse fandtes ifølge Voltaire blandt andet hos samerne eller lapperne, de tidligere skridfinner. De var ifølge Voltaire få og med kun meget få ideer, men de var lykkelige i deres mangel på fremskridt, for manglende lykke skabes af behov, der ikke kan opfyldes. Lapperne levede uden sygdomme, de drak kun vand i det kolde klima, og de blev meget gamle. De tilbød meget gerne deres kvinder til fremmede, formodentlig fordi de erkendte de fremmedes overlegenhed og derved håbede på at kunne rette på deres egen races mangler. Her var der ingen love og ingen jalousi, der satte sig imod dette. Samojederne lignede meget lapperne, men var ifølge Voltaire af en anden race. De havde ingen kult for den højeste gud, man hørte dem aldrig omtale hverken tyveri eller mord, de var næsten uden lidenskaber og uden uretfærdigheder, de havde ikke ord for laster eller dyd, og deres simpelhed havde forhindret dem i at formulere abstrakte ideer. De blev kun styret af deres følelser, og dette viste måske, at mennesket er retfærdigt af natur, samt at det ikke lader sig styre blindt af sine lidenskaber.

Oplysningstiden satte fokus på den af fornuften drevne og styrede universelle menneskelige udvikling i et spil mellem eksistenskampens udfordringer, begrundet om ikke andet så i befolkningstilvæksten, og fornuftens løsninger, men i slutningen af det 18. århundrede voksede i især Tyskland en skarp reaktion frem mod opfattelsen af mennesket som en fornuftsmaskine. Denne strømning, som er blevet kaldt romantikken, satte det komplicerede, intuitive og især kreative menneske op som dominerende i forhold til den ’kolde’ rationalitet, der ikke blev underkendt, men blot gjort perifer. Romantikken genindførte en guddommelig magt, og i dens perspektiv var åndeligheden helt central. Med Johann Gottfried von Herder (1744-1803) som en af de centrale tænkere voksede der en opfattelse af samfundet frem, der betragtede mennesker, folk, kultur, sprog, historie, åndelighed, herunder religion, landets natur og racen som et organisk hele, der blev gennemstrømmet af en samlende ånd, en folkeånd, som igen relaterede sig til en naturens ånd, der i sidste instans var Gud. Samfund fungerede, når der var harmoni mellem alle disse elementer, når de gik op i en højere enhed, hvor de værdier, harmonien byggede på, blev gjort naturlige og sande for det enkelte medlem af fællesskabet. Samfundet skulle skabe harmonien for den enkelte, som til gengæld skulle bøje sig under samfundets værdier og kultur. Verden blev betragtet som et hav med kulturelle øer spredt ud, og globalt blev der skelnet mellem den gruppe folk – europæere – der var kulturfolk, og naturfolkene, som nu blev udtrykket for dem, der tidligere havde været vilde. Disse naturfolk blev fremstillet i de to sædvanlige former, de dyriske naturfolk og de folk, der levede i overensstemmelse med menneskets sande og gode natur, de naturlige mennesker der kunne leve harmonisk på en helt anden måde end de kulturfolk, der havde måttet ofre så meget på kulturudviklingens alter. Desværre blev dette paradisiske hav af harmoniske kulturer destabiliseret af, at kulturerne stødte sammen, enten i form af krige som i Europa eller som her i forbindelse med Grønland i form af den europæiske ekspansion, mission og kolonisering.

Hinrich Rink (1819-1893), Grønlands frelser som nogle udnævnte ham til, levede i den periode, hvor det romantiske verdenssyn var stærkt i Danmark, selv inden for naturvidenskaberne, hvor fænomener som magnetisme og elektricitet blev set som udslag af ånden i naturen. Som Ole Marquardt viser i sin gennemgang af Rinks Om Aarsagen til Grønlændernes og lignende, af Jagt levende, Nationers materielle Tilbagegang ved Berøringen med Europæerne fra 1862, tænker Rink det førkoloniale grønlandske samfund som en harmonisk helhed med angakokken som materialiseringen af den åndelighed, viden og myndighed, der holdt samfundet sammen. Det er ifølge Rink netop danskernes fjernelse af denne centrale institution i reproduktionen af sammenhængskraften, “af det førkoloniale samfunds religiøse kosmologi”, der har ført til det anarki, hvor ingen føler sig forpligtet til at yde det, der skal til for samfundets reproduktion på egne betingelser. Anarkiet og dermed ikke bare samfundets, men på sigt også dets medlemmers uddøen ville blive konsekvensen, sådan som man havde set det i Amerika. Det betød dog ikke, at man ikke kunne lave et samfund om, men det måtte ske, uden at den organiske helhed brød sammen, det vil sige uden at den ånd, der forpligter den enkelte, forsvandt, og således at samfundet var i stand til at forsørge og administrere sig selv. Man kan se det på den måde, at i samspillet med europæerne, som jo var uomgængeligt, skulle man sikre en organisk hel grønlandsk kultur, som så skulle udvikles i harmoni med sig selv, men under dansk supervision og uden grønlændernes afhængighed af danske varer. Monopolhandlen var en del af denne beskyttelse. Som Ole Marquardt viser, skiftede Rink holdning til, hvad der forårsagede problemerne i Grønland. Tidligt i sin grønlandske karriere havde Rink set det som et problem, at de grønlandske fangere lod sig friste af de europæiske varer i en sådan grad, at de uden tanke på fremtiden solgte de skind og andre ting, der var forudsætningen for en produktiv eksistens under de hårde arktiske forhold, altså mangel på fremsynethed eller fornuft, en form for irrationalitet hos individerne: “Grønlændernes grænseløse Letsindighed”, som han skrev. Men senere blev det det samfundsmæssige eller kulturelle sammenbrud, der var miseren. Her fik Rinks diagnose således sin klare romantiske form. De duelige fangere og en passende kosmologi skulle genskabe det grønlandske samfunds organiske sammenhæng og dermed dets evne til på egne betingelser at reproducere sine medlemmer. Det forudsatte grønlændere som respekterede ledere og forbilleder, og de skulle så samtidig være formidlingsleddet til de danske myndigheder.

H.J. Rink. Portræt fra omkring 1850.

Gustav Holm.

Rink var medlem af den Commission for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, der formulerede Gustav Frederik Holms (1849-1940) opgaver på den ekspedition til Grønlands østkyst, der endeligt skulle finde ud af, om Østerbygd lå på østkysten, og som, hvad der var langt vigtigere, skulle søge frem til et beboet sted nord for den hidtil kendte del af østkysten. Holms ekspedition skulle, som det var almindeligt for den tids ekspeditioner, samle alle mulige former for informationer ind, men hvad angår fremstillingen af befolkningen, bærer beretningen tydeligt præg af at forholde sig til Rinks opfattelse af forholdene. Rink havde jo fremstillet det traditionelle samfund ret så ideologisk, da det især skulle tjene til at fremme hans forslag om reformer, men nu kunne Holm med en ekspedition til og ophold i Angmagsalik¹ 1883-1885 direkte undersøge et næsten “uberørt” eskimosamfund. Holms vigtigste rapport fra ekspeditionen Etnologisk Skizze, der udkom i 1888, var en slags videnskabelig dagbog. Holms næstkommanderende og medforfatter på rejseberetningerne var en anden flådeofficer, Thomas Vilhelm Garde (1859-1926), og begge var de ikke kun inspireret af romantikkens verdenssyn, men i høj grad også af modernitetens. Modernitetens verdenssyn var stærkt inspireret af naturvidenskaben, og den forstod også samfundet og menneskelivet som styret af faste lovmæssigheder. Derfor var der også to tilgange til at forstå samfund, det ene var udviklingen, hvis lovmæssigheder man søgte efter, men som i øvrigt havde som konsekvens, at forskellene på samfund ligesom i oplysningstiden kunne ses som forskelle i en ensartet eller universel menneskelig udvikling. De andre var derfor eksempler på vor egen fortid. Den anden måde at se samfund på var at reducere dem til systemer, hvis love igen kunne erkendes. Hvor mennesket i oplysningstiden havde været en fornuftsmaskine, blev det nu samfundet, der blev en organisme, hvor de enkelte institutioner fungerede ligesom organerne i kroppen, det vil sige opfyldte en funktion i en større helhed, og dette gjorde de ved at tilskrive de enkelte individer de nødvendige ideer og aktiviteter, noget der af nogle blev identificeret som ritualernes egentlige funktion. I denne model af et samfund var alle “organer” lige vigtige, for hvad enten det er hjertet, hjernen eller leveren, der sætter ud, dør organismen. Udviklingen blev betragtet som et forløb mod stadig voksende institutionel kompleksitet. Den oprindelige tilstand, nu kaldet vildskab, bestod af simple enheder, som i en dialektik af kvantitativ forøgelse (befolkningstilvækst, erobringer eller lignende) slog over i kvalitative nye former såsom stammer og høvdingesamfund, sammenfattende kaldt det barbariske stadium, efterfulgt af civilisationen bestående af udviklingen fra antikkens simple samfund til nutidens komplekse, civiliserede stater. Det er dette modernistiske verdensbillede, der ligger bag det opgør med Rinks romantiske samfundsopfattelse, som kommer til udtryk i Holms og Gardes “beskrivelser” af de grønlændere, de mødte.

I Gardes beskrivelse af mødet med grønlænderne karakteriserer han dem som værende nogle tusinde år tilbage for os andre, altså som placeret i vor egen fortid i stedet for blot at være anderledes som i det romantiske verdensbillede. Ole Høiris viser, hvordan Holm og Garde forbinder menneskeligt forfald med kontakten til europæerne og altså så på situationen på samme måde, som Rink gjorde det i sine tidligste formuleringer. For Holm og Garde er løsningen den samme som for Rink, langsom og styret udvikling som modvirkning til det fordærv, overspring eller forceret udvikling giver. I modernitetens verdensbillede skal udviklingen følge udviklingens love, ellers dør samfundet. Også i opfattelsen af det oprindelige eskimosamfund, repræsenteret ved Angmagsalik eller rettere ved de rene hedninge, viser Holm og Garde deres modernisme, idet det netop er det simple og primitive, de bemærker. Udvikling som voksende kompleksitet er her også centralt, ligesom de giver rationelle forklaringer på tilsyneladende irrationelle institutioner i form af at bestemme deres nødvendige funktion i den samfundsmæssige reproduktion. Og denne reproduktion refererer ifølge Holm ikke til angakokken, som her reduceres til en mere eller mindre latterlig svindler, men til samfundsmæssige regler, en slags iboende samfundsmæssige love, som afføder sanktioner, når de overtrædes.

Fridtjof Nansen.

Udforskningen af Grønland havde i sidste halvdel af det 19. århundrede en række store udfordringer, som nu ikke længere gjaldt menneskene i Grønland, men overvindelsen af naturen. Store dele af den grønlandske geografi var endnu ukendt, og blandt de udfordringer, der lå mest ligefor, var ud over Nordpolen og de nordlige, ukendte egne af Grønland, at krydse Grønlands indlandsis, en præstation der lå på linje med at nå Nordog Sydpolen. Den norske Fridtjof Nansen (1861-1930) udførte i 1888 præstationen som den første, og effekten heraf i og for det dengang svensk underkastede Norge var enorm. Henning Howlid Wærp analyserer Nansens bestseller På ski over Grønland, der udkom på norsk i 1890, som et litterært, videnskabeligt værk. Det udkom i en periode, hvor moderniteten og modernitetskritikken ofte gik op i en højere enhed i beretningerne om ekspeditionerne. På den ene side har man den hvide mand, der overvinder og underkaster sig naturen og de vilde med sin på moderniteten byggende åndelige og materielle overlegenhed, på den anden side en modernitetskritik, der blandt andet blev formuleret som en længsel efter at søge uden for modernitetens domæne – der hvor friheden og de rigtige mennesker bor, som Knud Rasmussen (1879-1933) kort tid efter skulle formulere det. Nansen fandt tilsvarende sit sande og frie jeg i den natur, som grønlænderne på den næsten uberørte østkyst ifølge udviklingstænkningen var så tæt forbundne med. Det er denne antimodernistiske idé om frihed uden for civilisationen, der bliver til ikke bare en accept af, men næsten en dyrkelse af naturfolkene og deres liv, noget som igen kan opfattes som en tidlig form for kulturrelativisme. Hos Nansen kommer modsætningen mellem moderniteten og modernitetskritikken til udtryk i denne relativisme, der netop ikke er universel, idet det kun er grønlænderne, der tilskrives de positive træk, hvorimod Nansen ofte er meget kritisk over for de to samer, han har med på turen. Wærp foreslår, at de to samer egentlig fremstår sølle for at være kontrasten til de uforfærdede nordmænd, det svage, angste kvindelige element som i den litterære konstruktion fremhæver mandighedens styrke og mod hos de fire nordmænd. Men som Wærp viser, er der også en helt anden dimension af Nansens værk. På ski over Grønland bidrog i høj grad til at opbygge den selvfølelse i Norge, der skulle manifestere sig i den norske selvstændighed i 1905. Ski var ifølge Nansen et transportmiddel, der var tæt knyttet til det norske; så det, at indlandsisen blev krydset på ski af nordmænd, indflettede denne præstation i et norsk nationalt opbyggelsesprojekt.

William Thalbitzer

Analyser af Grønland kunne føre mange steder hen, og en effekt af de grønlandske studier var, at de centrale rammer for udformningen af dansk antropologi inden for romantikkens verdensbillede, sådan som den virkede i hele perioden frem til omkring 1965, blev formuleret her. I begyndelsen af århundredet, da man så småt fik formuleret antropologien, stod en naturvidenskabelig tilgang i modernistisk forstand over for en romantisk kulturhistorisk tilgang, og det skulle i løbet af de første to årtier netop blive den romantiske, kulturhistoriske tilgang, der vandt, ikke mindst takket være den måde, hvorpå studiet af eskimoerne blev udformet. Ligesom i det tyske antropologiske miljø, der blev forbilledet for det danske, var det inspirationen fra sprogvidenskaben, der var central, og i Danmark var det den internationalt kendte sprogforsker, William Thalbitzer (1873-1958), der som den første tog konsekvensen af den romantiske tænkning i sine kulturstudier. Det skete i hans anmeldelse i Geografisk Tidsskrift mellem 1907 og 1910 af H.P. Steensbys (1875-1920) disputats, Om Eskimokulturens Oprindelse fra 1905, hvor Steensby formulerede sig helt inden for det modernistiske koncept med en bestemmelse af de nødvendige resultater af en kulturs tilpasning til bestemte omgivelser i næsten naturvidenskabelige formler. I anmeldelsen heraf formulerede Thalbitzer sig inden for den kulturhistoriske teori, som havde rod i romantikken, og hermed var der mellem kulturhistorien og naturdeterminisme etableret en modsætning, som skulle få stor indflydelse på dansk antropologi fremover. Ole Høiris viser, hvordan Thalbitzer ikke bare gennemførte det første romantiske feltarbejde, noget andre ellers er blevet tilskrevet, men også både brød med romantikkens centrale idé om kultur som en organisk helhed og anviste en løsning herpå. Thalbitzer bidrog med sin artikel til to store konflikter i forskningen vedrørende eskimokulturens oprindelse: dels om eskimokulturen var kommet fra Asien eller var en til Ishavet tilpasset indianerkultur, dels om Grønlands østkyst var blevet befolket fra nord eller syd.

Knud Rasmussen er en af de mest kendte danske grønlandsfarere, og hans indsats i forholdet mellem Grønland og Danmark samt hans holdning til grønlænderne har været genstand for en del debatter. Kirsten Thisted går ind i denne debat med udgangspunkt i Knud Rasmussens to-bindsværk, Fra Grønland til Stillehavet fra 1925-1926. Thisted ser Rasmussen som både grønlandsk (eskimoisk) og dansk (europæisk) og viser, hvordan han ved at bruge de to sider af sig selv får adgang til informationer, som ikke ville være tilgængelige for en almindelig europæisk feltforsker. Knud Rasmussens projekt identificeres som det at ville etablere en fælles eskimoisk kulturel baggrund, som kan danne en kulturel og åndelig basis for eskimoernes/inuits indgang i det moderne samfund. Fagligt sker dette i bedste romantiske stil med ikke blot indsamling af materiel kultur, men i høj grad også af åndelig kultur, som Rasmussen via sin beherskelse af sproget havde en privilegeret indgang til. På en måde kan man se hans store slæderejse mod vest som en rejse tilbage igennem den eskimoiske historie for herved at genskabe dens ensartede grundlag, noget Thisted viser langt senere har dannet grundlag for Inuit Circumpolar Conference, det internationale eskimoiske fællesskab på basis af fælles sprog, kultur og land. Rasmussens feltarbejdsmetode var i konsekvens heraf ekspeditionen, det vil sige den feltarbejdsmetode, som ved at dække et stort område kan indsamle de kulturelle forhold – materiel kultur, sprog, åndelig kultur – der viser sammenhænge mellem geografisk spredte grupper. Denne metode skulle andre danske antropologer senere bruge til at påvise sammenhænge forstået som historiske forløb, men for Rasmussen drejede det sig om at finde den essentielle kerne i det fælles. Rasmussen arbejdede derfor med myter og sagn på den måde, at han ikke bare noterede ordret efter de forskellige udgaver heraf, men forsøgte at finde ind til historien, den der lå bag de forskellige fortællingsvarianter. Rasmussen var på den ene side nostalgisk omkring den før-europæiske eskimokultur, men på den anden side realistisk omkring det nødvendige i inuits tilpasning til og indgang i det moderne liv, en modsætning som ifølge Thisted også er en del af en nutidig grønlandsproblematik.

Knud Rasmussen.

Spaltningen mellem det forestillede traditionelle inuitsamfund, jæger-samlere i stærk afhængighed af og måske også i harmoni med naturen, formuleret som både den ædle og den usle vilde, på den ene side, og civiliseringen i form af fordærv eller udvikling på den anden er en grundproblematik i refleksionerne over eller erkendelsen af grønlænderne i den historiske proces, der ligger mellem 1721 og 1979. Denne problematik var også central i Finn Gads store værk, Grønlands Historie, som udkom i tre bind i henholdsvis 1967, 1969 og 1976, netop den periode hvor den grønlandske identitet og fremtidige status var et aktuelt emne. For Finn Gad var der en fundamental modsætning mellem, hvad han betragtede som tradition og modernisme, og ligesom Knud Rasmussen forsøgte at skabe et fælles-eskimoisk kulturelt identitetsgrundlag, forsøgte Gad ifølge Inge Seiding at skabe et grønlandsk ved at bruge det middel, der i den romantiske tænkning sammen med sproget og kulturen er det vigtigste, nemlig historien. Det interessante er blot, at Gad kun kunne gøre dette ved samtidig at indskrive sig i kolonihistorien med tidstypiske danske og europæiske opfattelser, som f.eks. at grønlænderens intellektualitet er afvigende fra den europæiske rationalitet og derved årsag til de spændinger, der fremstår i udviklingsprocessen; eller at de ikke-europæiske kulturer kan bestemmes som passivt reagerende på ydre omstændigheder i form af klima eller andre magter i modsætning til den dynamiske europæiske kultur. Gad bliver således fanget mellem det, han betragter som konstruktionen af den objektive historie, og så det, at denne historie for at kunne skabe identitet ikke kan skrives af kolonimagten, men skal formuleres lokalt. Historien er jo i sidste instans ikke en objektiv sag – en tyskers eller svenskers danmarkshistorie vil heller aldrig kunne blive den historie, der gav danskerne deres historiske identitet. Det er denne modsætning, der ifølge Seiding gør Gad tidstypisk, ligesom hans arbejde måske nok kan være et kildegrundlag for en grønlandsk identitet i historien, men ikke være denne historiske identitet. Også Gad får således skabt et billede af en svag grønlandsk kultur i opløsning, en opløsning som obstruerer det uundgåelige, nemlig den modernitet som koloniherrerne er repræsentanter for.

Finn Gad.

Valerij Vozgrin.

Interessen for de nordlige områder var stor i Sovjetunionen, og Aksel V. Carlsen gennemgår i sin analyse af Valerij Vozgrins russisksprogede bog om Grønland og grønlændere fra 1984 baggrunden for denne interesse og viser effekterne heraf i form af de politiske tiltag, der fik indflydelse på de sovjetiske nordlige folk i perioden fra revolutionen i 1917 til Sovjetunionens opløsning. Kort tid før dette havde processen blandt andet haft som effekt, at nogle etniske tjukota, en nordsibirisk minoritetsbefolkning, kunne besøge Grønland og i 1989 blive tilknyttet Inuit Circumpolar Conference. Det interessante ved Vozgrins bog er dog især, at han bruger beskrivelsen af Grønland og specielt Hjemmestyret som en indirekte kritik af den måde, minoriteterne i Sovjetunionen, herunder de polare folk, blev styret på. Dette er en måde at kritisere på, som har været kendt fra alle despotiske systemer, hvor samfundskritikken enten kunne ske i form af breve fra fremmede eller i form af positive beskrivelser af de fremmede forhold. Carlsen viser også, hvordan man i den sovjetiske periode har vekslet mellem en opfattelse af udvikling under hensyn til de bestående forhold og så udvikling uden disse hensyn, et dilemma som jo stadig er aktuelt, ikke mindst i Grønland. I moderniteten, som den sovjetiske udviklingstænkning refererede til, var der kun en form for udvikling, den industrielle opbygning som skulle være socialismens økonomiske grundlag. Men indimellem var der politisk rum for, at der kunne tages hensyn til de forhold, der herskede i Arktis, således at de arktiske folks evolution kunne ske under hensyntagen til deres kultur og med henblik på en fortsat eksistens på arktiske betingelser. Globaliseringsproblematikken – bliver vi alle ens, eller omformer vi de ensartede globale udbud på lokale betingelser – udspandt sig her på ’nationalt’ niveau i den sovjetiske periode og efter, hvor Vozgrin så kunne fremhæve det grønlandske hjemmestyre som en måde at skabe udvikling på under hensyntagen til befolkningens baggrund og under dens medvirken.

Erik Holtved.

De hidtidige indlæg har behandlet afhandlinger, der har haft betydning for synet på grønlænderne og de større eller mindre effekter, det konkret har haft for grønlænderne, og afhandlinger, der mere var rettet eller fik effekt i de lande, forfatteren kom fra, hvad enten det var i form af national stolthed, samtidskritik eller videnskabelig udvikling. Denne bog afsluttes med nok den afhandling, som, på trods af at den er udgivet i den mindst tilgængelige form som en duplikeret rapport, alligevel har haft den mest direkte indflydelse på den nutidige grønlandske hverdag. Det drejer sig om Erik Holtveds (1899-1981) og Aage Bugges (1896-1979) rapport eller indstilling fra 1962: Omkring den grønlandske retskrivning, hvor Robert Petersen især fokuserer på Holtveds bidrag i form af Holtveds analyse af Samuel Kleinschmidts (1814-1886) retskrivningsprincipper. Da det blev Robert Petersen selv, der som den første grønlænder skulle lave en retskrivningsreform, den retskrivningsreform som gælder i dag, giver artiklen en dybtgående indsigt i de mange overvejelser og hensyn, udarbejdelsen af en retskrivning bygger på. Stavemåder er således ikke noget, der bare giver sig selv. Som Robert Petersen viser, skal den både bygge på principper og give en forståelig skrift, ligesom den skal være så simpel, at det er muligt at tillære sig den som barn. Endelig viser Robert Petersen også, hvor konservative vi er med skriftsproget. Det er ikke noget, man uden lange diskussioner og stærk opposition laver om på, noget som ikke kun gælder i Grønland, men som vi også har set kraftige udtryk for i Danmark.

Inuit skulle blive betegnet som hedninge i en kristen optik, som vilde i en oplysningstids optik, som naturfolk i en romantisk optik og som primitive i en modernistisk optik, før de selv tog over og bidrog til forståelsen af sig selv. I og med at inuit eller grønlænderne blev sat ind i disse rammer, indgik og indgår de i to centrale diskurser. Den ene går naturligvis ud på at forstå mennesker og deres levevis under ekstreme klimatiske forhold, dels for at forstå disse mennesker i sig selv, dels for at forstå dette aspekt af menneskehedens udfoldelse. Netop livet under disse ekstreme forhold har gjort analysen af de arktiske livsformer til et emne af største interesse, og ofte er inuit blevet modstillet med et andet folk, der på et tilsvarende niveau i evolutionsmæssig tænkning levede under ekstreme – her varme og ørkenagtige forhold – de australske indfødte. Mens inuit blev betragtet som et folk med en avanceret teknologi og simpel social organisation, blev den australske urbefolkning repræsentanter for en kompleks social organisation og en simpel teknologi. Den anden viser, hvordan man i studiet i og af Grønland skaber fornyelser i erkendelsen af menneskeheden. Analyserne af Grønland har faktisk affødt store fornyelser i den måde, “primitive” folk eller “naturfolk” er blevet studeret og opfattet på. Især har det detaljerede kendskab til grønlænderne på grund af mere eller mindre frivillige, men på grund af transportbetingelserne langvarige ophold samt europæernes afhængighed af grønlandske teknikker langt ind i moderniteten affødt to vigtige ting. Den ene var den konsekvens, at det romantiske, indlevende feltarbejde blev “opfundet”, længe før det skete andre steder. Den anden konsekvens er, at man med den tætte kontakt til og afhængighed af grønlændere opdagede, at de var reflekterende og handlende mennesker. Dette var i modsætning til forskningen, der ellers fremstillede disse mennesker som rene produkter af eller robotter i forhold til bestemmende instanser som instinkterne, naturen eller kulturen. I de mange beretninger kan man se skildringer af enkelte individuelle liv, men man kan sige, at før man med postmodernismen åbnede for det refleksive individ, vidste man ikke, hvad man videnskabeligt skulle gøre med disse fortællinger.

1 Her bruges Holms stavemåde.