Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 7

Hans Povelsøn Egede blev født den 31. januar 1686 i Harstad på Hinnöya i det nordlige Norge. Efter opholdet i København 1704-1705, hvor han gennemførte det teologiske studium, havde han lidt løst arbejde, indtil han i 1707 blev præst i Vågan på Lofoten. “Under Egedes tiaarige Embedsperiode undfangedes, spirede og trivedes Ideen til hans Kongstanke, der bar ham op over Hverdagslivets Stræv og Pinagtigheder”.⁹ Helt konkret var det i året 1708, at det faldt ham ind, at der “samme steds [Grønland] vare Christne, samt Kirker og Klostre”.¹⁰ Han fattede interesse for efterkommerne af de gamle nordboere, og han planlagde at omvende disse tidligere kristne, der nu var “forfaldne udi hedenske Blindhed og Vildhed”. Eller, som han skriver et andet sted, var hensunket i “et vildt og barbarisk Væsen”.¹¹ I 1717 opsagde han sit embede og rejste i 1718 med familien til Bergen, hvor han opsøgte byens redere og købmænd med sit forslag om at genkolonisere Grønland. Det lykkedes ikke, før kong Frederik IV indvilligede i at etablere et handelsselskab i Bergen.

Aron fra Kangeqs (1822-1869) akvarel med Hans Egedes hus Håbets Ø.

Alt var på plads i 1721, og Hans Egede, konen Giertrud Nilsdatter Rasch (1673-1735), de fire børn Paul Hansen Egede (1708/9-1789), Niels Rasch Egede (1710-1782), Kirstine Matthea Rasch Egede (1715-1786) og Petronelle Egede (1716-1805) drog af sted mod nye horisonter. De anlagde Haabetz Colonie på den grønlandske vestkyst. Til Egedes store skuffelse mødte han ingen efterkommere af nordboerne, hvilket fik ham til at påtage sig en ny rolle, nemlig at omvende de hedenske grønlandske eskimoer til kristendommen.¹² Det var ikke nogen let opgave, slet ikke fordi han ikke magtede sproget. Han gav dog ikke op; efterhånden fik hans missionsvirksomhed fodfæste, og flere lod sig døbe. Hans Egede var ved afrejsen naturligvis godt klar over eksistensen af den eskimoiske befolkning, men han kan næppe have haft nogle særlig gode kilder, idet eskimoerne i Egedes samtid kun var et sporadisk beskrevet folk, hvor beskrivelserne ofte var baseret på anden- eller tredjehåndsberetninger.¹³ Hertil skal dog bemærkes, som det omtales senere, at Hans Egede stædigt fastholdt, at grønlænderne var et blandingsfolk mellem de “Wilde” og nordboerne.

I 1728 blev Haabetz Colonie nedlagt, og Colonien Godt=haab blev anlagt på et næs længere inde i fjorden.¹⁴ Samme år blev Grønland rigtigt koloniseret, da kongen sendte tre skibe dertil for at anlægge et fort. Besætningen bestod af en guvernør, en deling soldater og tolv straffefanger, der var blevet tvangsgiftet med tolv prostituerede. Næsten halvdelen af de hundrede mennesker døde af druk, skørbug og andre sygdomme den første vinter, og de overlevende blev kaldt tilbage til Danmark i 1729 og 1730. Ud over at guvernøren besteg indlandsisen og drak kongens skål, var hans tilstedeværelse uden betydning.

Det var forbundet med store omkostninger at drive koloni og missionsvirksomhed langt borte fra Danmark, hvorfor kong Christian VI (1699-1746) i 1731 besluttede, at alt mandskab skulle hjemkaldes. Hans Egede og familie fik lov til at blive. Beslutningen blev dog ændret, og besejlingen blev genoptaget det følgende år, og året efter igen, i 1733, blev missionsvirksomheden udvidet med tyske herrnhutiske missionærer.

Genoptagelsen af sejladsen førte en koppesmittet dreng til Grønland, og snart efter bredte der sig en epidemi, som slog omkring halvdelen af befolkningen ihjel. Giertrud Rasch plejede de syge, men blev selv syg, og den 21. december 1735 “behagede det den alvise gode Gud, til al anden mig tilslaaende Viderværdighed og Modgang i Grønland, ogsaa at bedrøve mig med min allerkiæreste Hustrues Henkaldelse ved Døden”.¹⁵ Hendes lig blev lagt i en beget kiste, fordi Hans Egede ønskede, at hun skulle begraves i Danmark. I de følgende måneder blev Egedes helbred også stærkt svækket, og først da foråret vendte tilbage, blev han igen så stærk, at han kunne genoptage arbejdet.

Den 21. juni tog han afsked med sønnen Paul, der rejste til Nordgrønland. Den 29. juni holdt han sin afskedsprædiken, og den 9. august 1736 “gav Gud os føjelig Vind”, så den dag blev derved Hans Egedes sidste dag i Grønland. Sammen med sin afdøde kone, sønnen Niels og døtrene Kirstine og Petronelle ankom han til København den 24. september.

Giertrud Rasch blev begravet den 5. oktober 1736 på St. Nikolai Kirkes Urtegaard i København. Fra 8. november var Hans Egede på et tredages besøg hos kongen på Fredensborg Slot, hvor han fik lejlighed til at berette om den grønlandske mission, og den 18. november aflagde han beretning til Missionskollegiet.¹⁶

Egede slog sig ned i København, hvor han i 1737 blev forstander for det af ham foreslåede Seminarium Groenlandicum, hvor fremtidige missionærer og kateketer skulle lære det grønlandske sprog. I 1740 blev han udnævnt til biskop og superintendent over Grønland. Han afslog i 1743 et tilbud om at blive biskop i Trondhjem til fordel for arbejdet med Grønland. Det var i københavnerårene, at Egede fik udgivet samtidens væsentligste bøger om Grønland og grønlænderne.

Det var også i København, at Hans Egede fandt sin anden hustru, nemlig den “sært forstandige og husraadige” Metthea Thrane (1691-1761), der med sin første ægtemand Jakob Alsbach havde sønnen Lauritz Jacobsen Alsbach (1712-1762), der i 1743 giftede sig med Egedes datter Kirstine.

Hans Egede fik i 1741 sin ældste søn Paul som medhjælper på Seminarium Groenlandicum og overlod embedet til ham, da han selv sluttede i 1747. Herefter besøgte han sammen med konen sin søn Niels i Aalborg, og senere samme år slog de sig ned hos Lauritz Alsbach og Kirstine i præstegården i Vardal. Lauritz Alsbach ville imidlertid gerne tilbage til Danmark, både af klimatiske årsager og for at kunne være sin svoger Paul behjælpelig med grønlandsarbejdet. Da sognepræsten i Stubbekøbing, Niels Glatved, samtidig gerne ville tilbage til sit hjemland Norge, fik de to tilladelse til at bytte embede den 18. september 1750.¹⁷ Hans Egede og fru Metthea fulgte med. På trods af at han boede i Stubbekøbing frem til sin død den 5. november 1758, findes der kun få og sporadiske oplysninger om denne tid.

Hvornår Hans Egede egentlig fik tilnavnet Grønlands apostel, har jeg ikke kunnet finde frem til, men det passer jo meget godt sammen med, at han er blevet fremstillet “som den kristelige Troeshelt, som Hedningepræsten med det forklarede Johannesansigt og Hyrdestaven i Haand, vandrende over Is og Sne, gentaget til Trivialitet i opbyggelige Tidsskrifter, i Almanakker og Dagblade, anskueliggjort ved et idealiseret Portræt”.¹⁸

Hans Egedes hus i Nuuk.