Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 3
Forord
ОглавлениеI 2007 blev en lang række grønlandsforskere opfordret til at foretage en analyse af det værk om Grønland, de mente måtte være det vigtigste overhovedet. Under overskriften Grønlandsforskningens Mesterværker skulle de hver især udvælge et værk – en monografi, en antologi eller en artikel – og derefter begrunde, hvorfor netop dette værk var udvalgt, og hvad der specielt kvalificerede dette værk. Kriterierne for valget var helt frie – det kunne være et aktuelt værk, som har stor indflydelse i dag, det kunne være en ældre værk, som har haft stor indflydelse, eller det kunne være et ældre værk, som stadig har aktualitet. For mange har det været vanskeligt at vælge, men netop det, at man skulle vælge et og kun et værk har til gengæld skærpet analysen af det enkelte værk. Artiklerne skulle skrives i et sprog, der sigtede på at skabe en bred interesse for bogen blandt de mange, der har interesse for Grønland.
Resultatet er blevet en lang række spændende artikler om centrale værker med Grønland som fokus, men da perspektivet i nogle artikler godt nok har afsæt i grønlandske forhold, men bruger det grønlandske til helt andre refleksioner, forekom den oprindelige titel ikke helt dækkende. Derfor blev konsekvensen den mere dækkende titel: Grønland – en refleksiv udfordring. Resultatet er blevet en spændende introduktion til og analyse af en række af grønlandsforskningens og grønlandsudforskningens centrale værker og personer, ligesom de forskellige artikler også i høj grad er med til at tegne et skarpt billede af forholdet mellem danskere og grønlændere gennem tiden. Dette skal ses på baggrund af, at dansk udforskning af Grønland og refleksionerne over forholdene i Grønland afsatte stærke spor i dansk videnskab som grundlag for ikke bare eskimologien, men også for kulturgeografien og antropologien samt en lang række naturvidenskabelige fag. Den masse af viden, der her blev skabt, dannede senere grundlag for udviklingen af grønlandske akademiske institutioner, herunder ikke mindst det grønlandske universitet, Ilisimatusarfik, hvor fokus er grønlandske forhold, men konteksten forskningens internationale strømninger.
Udgivelsen af denne bog er muliggjort af et tilskud fra Publikationsfond for Ilisimatusarfik, Publikationsfonden kaldet, som jeg herved er stor tak skyldig.