Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 23

Som det allerede er fremgået, har Glahn i dagbøgerne et særligt blik på det hedenske. Angakkut, hekse og deres praksis havde hans interesse, især når det drejede sig om deres interaktion med hans menighed. Han samlede tydeligvis information om angakkut og hekse, ilisiitsut, og deres sange og “trylleord”, serratit, men også trosforestillinger, f.eks. om sjælen, inua, havde hans interesse. Det er igen åbenlyst, at han byggede sine data på lokale informanter og ønskede at dokumentere ved hjælp af den grønlandsk-sproglige terminologi. Han ønskede på denne vis at kvalificere og underbygge sin viden og, kan man sige, udviste herved en tolerant videnspraksis. Han var åben for og gik ud fra, at der eksisterede andre kulturelle ordener eller systemer end de europæiske. Det vil sige, at for Glahn var det muligt, at grønlændernes trosforestillinger hang sammen i et særligt verdensbillede; og generelt betyder det, at der for Glahn eksisterede kulturelt-fornuftige og sammenhængende verdensbilleder også hos andre end de europæiske folk.

Hos Glahn, i al fald i dagbøgerne, og især da han er nyankommen til Grønland, findes der en diskussion af religionsvidenskabelig karakter om overtro med reference til den franske forfatter og udgiver Jean-Frédéric Bernard (ca. 1683-1744), som angiveligt har haft betydning som ’eye opener’ for Glahn.³⁶ Bernard udgav sammen med Bernard Picart (1673-1733) et stort syv-bindsværk på omkring 3000 sider: Cérémonies et coutumes religieuses de tous les peuples du monde (1723-1743), som via oversættelser til hollandsk, engelsk og tysk kom til at stå som standardværket om verdens religioner frem til 1800-tallet. Glahn refererede til værket i dets tyske oversættelse.³⁷

Det er i forbindelse med Glahns første systematiske beskrivelse af forskellige typer af åndemanere (angakkut) og hekse (ilisiitsut) og under beskrivelsen af “Senniliarpok” (saniliarpoq), nemlig hvor der i forbindelse med healingsseancer for syge udføres konebytning/kollektive seksuelle seancer, at Glahn første gang fandt belæg hos Bernard, når han hævder:

Men naar man veed, at Koneskifte v: Konebytte har i dette Distrikt været almindeligt, saa falder denne Forundring bort. Men det er noget meere ubegribeligt, hvorledes Pigerne nogensinde har kundet lade sig forleede til at begaae saa offentlig saadan Ugierning, som strider saa meget imod Bluefærdighed, siden Kiønnet synes, i Almindelighed at tale, at besidde en høy Grad af den. Men hvortil kan ikke Overtroe forleede Menneskene? Og Grønlænderne have i denne Fald intet giort noget(!) værre, end at jo andre Folkeslag have paa sine Tiider giort det samme.³⁸

Endnu et eksempel på Glahns tolerante videnspraksis kan findes i en af dagbøgernes små afhandlinger om grønlandske sange. Her afskrev han i modsætning til andre tidlige missionærer ikke på forhånd alle grønlandske sange med eller uden tromme som hedenskab. Han skelnede mellem tilladelige og utilladelige sange og fremførte et udførligt forsvar for de såkaldte stridssange, det vil sige trommesange som de, der anvendtes i forbindelse med tvister eller uoverensstemmelser som f.eks. på aasiviit, som han beskrev med oversatte eksempler og vurderede således: “Stridssangene, som i mine Tanker ere meget nyttige og næsten det eeneste som holder denne frie Nation nogenlunde inden Ærbarheds og Anstændigheds Grændser”.³⁹ At spørgsmålet om de grønlandske sanges tilladelighed har været prekært blandt missionærer, tyder en bemærkning, som Ostermann citerer Glahn for:

Jeg har aldrig forbudet Sangene, men heller ikke tilladt dem. Det første kunde jeg ikke giøre, thi det streed mod min Overbeviisning. Det sidste vilde jeg ikke giøre, for ey at give Grønlænderne Anstød, som hører dem ved andre Missioner for forbydes.⁴⁰