Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 14

”Du skal ikke bedrive Hoer. Det er: Vi skulle frygte og elske Gud: leve et kydskt og tugtigt Levnet, intet u=tugtigt enten sige, eller giøre; hver elske og agte sin Hustru”. Således hedder det i 1738-udgaven af Martin Luthers (1483-1546) lille Katekismus. Herefter følger en række pædagogiske uddybninger, blandt andet: “Hvad ont forbydes os i det siette Bud? Horerie, u=kydskhed, Blodskam, bæstiske U=tugt, Legemets Besmittelse, Ægte=Stands Foragt, Lyst til fremmed Deylighed, og allehaande U=reenlighed i Tanker, Ord, Gebærder og Gierninger baade i og uden Ægteskab”. Også dette uddybes.⁶³ På nudansk lyder det sjette bud i henhold til 2004-udgaven af samme således: “Du må ikke bryde ægteskabet. Hvad vil det sige? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever anstændigt i ord og handling og enhver elsker og ærer sin ægtefælle”.⁶⁴ Dette er både en modernisering af ordene, og en forenkling af teksten, der – uden at jeg skal gøre mig klog på det teologiske – sikkert også afspejler et mere nutidigt syn på menneskets seksualliv.

Det sjette bud var på Hans Egedes tid en ganske alvorlig sag, og det er derfor ikke underligt, at præsten og missionæren har en holdning til grønlændernes seksualvaner. Egede har såvel et positivt som et negativt syn på det, han observerede.

På positivsiden fortæller han, at de unge kvinder er blufærdige og ikke har nogen form for letsindig omgang med mænd, og at han i den tid, han levede i Grønland, kun havde kendskab til to eller tre unge kvinder, der havde fået et udenoms ægteskabeligt barn.⁶⁵ Ydermere konstaterer han, at hovedparten af grønlænderne er monogame, hvilket er anderledes fra “Den skiændelig Polygamie, som blant andre Hedninger gaar i Svang”. Han var dog bekendt med nogle få mænd, som havde flere koner, men det drejede sig om “extraordinarie brave og duelige Mænd”, der var i stand til at brødføde flere kvinder og børn. Hertil bemærker han i øvrigt, at der ingen jalousi herskede i disse polygame ægteskaber, hvor den første kone betragtedes som den mest betydningsfulde. Selv om det var imod “Skaberens Anordning og Villie” at have flere koner, og den polygame tradition ophørte i takt med udbredelsen af Guds ord, må man vel konstatere, at Hans Egedes sprogbrug ikke er kraftigt fordømmende over for polygamisterne.⁶⁶

Efter et stykke tid i landet kom Egede dog til den erkendelse, at der også var en negativ side i grønlændernes seksualvaner, nemlig at “De gifte leve ikke kydske”.⁶⁷ “Det 6. Buds Synder angaaende, da haver vi aldrig aabenbare seet fornummet nogen Utugt af dem at bedrives, enten med Ord Geberder eller Gierninger, undtagen en iblant de giffte brugelig Hoere Leeg”.⁶⁸ Det, Egede her beskriver, er den “skammelige Hoere=Leeg” og konebytning. Egedes “skammelige Hoere=Leeg” kendes fra hele det eskimoiske område og betegnes normalt i litteraturen som lampeslukningsleg. Konebytning er heller ikke ukendt fra flere af de arktiske kulturer.⁶⁹

Med hensyn til Egedes omtale af ikke at have set eller fornemmet “utugt”, må dette skyldes, at han ikke har været opmærksom på det seksuelle element, som mange sange og i øvrigt sammenkomster indeholdt:

Vi kan ikke omtale løssluppenheden som aspekt af eskimoisk festlighed uden at berøre det seksuelle indslag i morskaben. Frimodighed og åbenhed i kønslige anliggender var et almindeligt træk i eskimoisk samfundsliv. Der synes ikke nogetsteds at være skamfølelse eller forbudsindstilling knyttet til kønsakten og seksuallivet i det hele taget – når man vel at mærke ser bort fra situationer, hvor seksuelle funktioner kommer i modstrid med overnaturlige kræfter (menstruations-tabu, afholdenhed som led i kultiske forholdsregler, osv.). Kønslig udfoldelse er også et hyppigt motiv i sangene, og fra stort set alle grupper har man beretninger om, i hvor høj grad det intime samkvem mellem kønnene blev betragtet som noget selvfølgeligt, man gerne talte om i alles nærværelse – og gerne gjorde til genstand for muntre kommentarer i uindpakkede vendinger. Man efterlignede kønsakten i dansene; man optrådte i mimiske roller, hvor groteske fallos-symboler var et led i forklædningen og bidrog til at vække den almindelige latter.⁷⁰

Den “skammelige Hoere=Leeg” beskriver Egede således:

En heel Hob Mænd og Qvinder forsamle sig ligesom til et Assemble, hvor de da efter at de ere blevne vel tracterede med Mad begynder at siunge og danze, efter deres Maneer. Imidlertid gaar en efter anden, med en andens Quinde bag et Forheng, eller Skilrum af Skind, som er opslaget i den ene Ende af Huset, paa Brixen hvor de ligger, for at caresere hinanden. (De holdes for Exempler af beste og ædelste Gemytter, som uden Fortrydelse laaner deres Koner bort til andre).⁷¹

Hans Egede mente, at de unge kvinder var blufærdige og ikke havde nogen form for letsindig omgang med mænd. I følge Gustav Holm (1849-1940), der ledte Konebådsekspeditionen til Østgrønland i 1883-1885, var det imidlertid ikke kun gifte, der deltog i lampeslukningslegene: “I denne leg deltager såvel gifte som ugifte”.⁷² Egentlig burde Egede være kommet frem til samme konklusion, idet han i Perlustrationen gengiver myten om Solen og Månen:

Maanen skal have været een Mands Person og heedte Anningait v. Anningasina; og Solen skal have været Maanens Søster og hedde Malina eller Ajut (af hvilket sidste Navn de nævner enhver smuk Kone, som de haver Æstime for, og kalde hende Ajuna.) Men Aarsagen at disse 2de Søskende ere optagne til Himmelen og bleven himmelske Lius og corpora, fortælle de skal være denne: Der leegte engang tilsammen udi et Huus af Snee, (som er Ungdommens Lege=Hus om Vinteren) een heel Hob unge Karle og Piger; hvor da Maanen eller Anningait, eftersom han var forliebet udi sin Søster som der vare tilstæde, havde den Vane, at slukke Lyset ud hver Aften for at vilde caressere hende; Men som hun ikke vilde fordrage sligt, smurte hun engang sine Hænder over med Soed, for at sværte den i Ansigtet og paa Klæderne, som i Mørke tog fat paa hende, paa det hun kunde faae at viide hvem det var (heraf ere de Pletter, som sees udi Maanen; thi som havde en skiøn Riinsdyrs Pelz paa blev den ilde besmurt med Svætte) Malina, eller Solen herpaa ud og tændte Ild udi et støkke Mosse. Anningaet eller Maanen gjorde ligesaa; men hans blev igien strax udslukt; derefor seer den ud ligesom en Glød, og skinner ikke saa got som Solen. Maanen løb da efter Solen rundt omkring Huuset for at faae fat paa hende; men hun for at blive ham quit, for op i Luften, og Maanen som blev veed at forfølge hende ligesaa, og løber enndu saaleedes dagligen efter hinanden; Dog Solen hoyere op end Maanen.⁷³

Myten om Solen og Månen kendes i flere versioner, f.eks. fra H.J. Rink, der har en mere dramatisk udgave, hvor den unge pige, da hun opdager, at hendes bejler er broderen: “… afskar mine Bryster, gav dem til min Broder og sagde: ’hvis hele mit Legeme smager dig godt, saa spiis dette!’ Endelig begyndte han at snakke usømmeligt og forfølge mig”.⁷⁴ Både hos Egede og Rink viser myten, at blodskam ikke var tolereret blandt grønlænderne, og valget af en ægtefælle har heller ikke kunnet finde sted blandt andre nære slægtninge eller adoptivsøskende. Men myten viser jo klart, at unge mennesker også deltog i lampeslukningslegene, hvilket stiller det helt naturlige spørgsmål, hvorfor Hans Egede ikke havde kendskab til flere end to eller tre unge kvinder, der havde fået barn uden for ægteskabet?

For at afrunde det lille afsnit om det sjette bud skriver Egede, at det er en særlig ære “af en Angekkok; deres Propheter og høylærde Mænd at blive beliggede”.⁷⁵