Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 13

Nordboere eller ej, Hans Egede blev i Grønland og begyndte at missionere blandt grønlænderne. En let opgave har det næppe været, idet han ikke kunne det grønlandske sprog. Fra første færd havde sønnerne Paul og Niels dog leget sammen med de grønlandske børn, og således blev de hurtigt fortrolige med sproget, hvilket kom faderen til nytte. I 1723 fik Egede en medhjælper, Albert Topp (1697-1742), der også var hurtigere til at lære sproget end Egede.

En anden hindring for en umiddelbar succes for missionen var grønlændernes naturlige modvilje mod at påtage sig en fremmed og uforståelig religion. Samtidig havde Egede kvaler med at døbe mennesker, som godt nok var modtagelige, men ikke til fulde forstod kristendommen. Han ønskede heller ikke at døbe børnene, fordi han var usikker på, om forældrene kunne støtte dem i den kristelige opdragelse.

Hans Egede kom langsomt til den erkendelse, at hvis missionen skulle lykkes, måtte han stramme grebet og tugte og disciplinere grønlænderne til at blive “civiliserede”. Det skulle blandt andet foregå ved at lære dem at læse og skrive gennem en lang undervisning. De første, der modtog denne undervisning, var de forældreløse drenge, som Egede tog imod som “plejebørn”.⁵⁵ De første fire elever blev optaget i 1723.⁵⁶

Med kristendommen fulgte de bibelske og europæiske navne. Da Papa blev døbt, fik han navnet Friderich Christian efter kong Frederik IV.⁵⁷ Efterhånden som flere blev døbt, blev de grønlandske navne færre. Købmand Lars Dalager beskrev kritisk denne nye navnetradition i 1752:

Naar en Grønlænder lader sig døbe, faaer han et bibelsk Navn, og tildeels saadant et, som Grønlænderne ikke saa nemt kand udsige, at vi forstaae det. I anledning heraf tilspugte jeg engang en vis Missionaire, hvorfor en Grønlænder ikke kunde beholde sit forrige Navn, som kunde være gandske naturlig got: Det lader ilde svarede han, at en Christen skal nævnes som en Sæl-Hund eller Søe-Fugl; Jeg smilte hertil, og sagde, at der fandtes dog mangen Ravn, Høg og Krage i vore lande, som passerede for Gode mennesker.⁵⁸

Egede beskæftigede sig heller ikke med selve traditionen om navngivningen. Dog er det anført i Perlustrationen, at så snart barnet er født, dypper moderen sin finger i vand og stryger barnets læber og siger “Imekautit” (du har drukket stærkt), hvorefter hun tager et lille stykke fisk, som hun holder til barnets mund og siger “Aiparpotit” (du har ædt og gjort selskab). Fiskestykket gemmes under sengen. Navlestrengen må ikke kappes med en kniv, men med en muslingeskal, eller den skal bides af. Når den er tør, anvendes den som amulet.⁵⁹ Hvis man ønsker mere viden om traditionerne omkring navngivningen, kan man finde den hos Lars Dalager. Han følger nemlig barnets fødsel, navngivningen, slægtskabsterminologi og opvækst. Hvorfor Egede ikke har en nærmere beskrivelse heraf kan muligvis have en sammenhæng med hans generelle tendens til at beskrive den materielle kultur frem for den sociale struktur.

Lars Dalager vil man med et nutidigt ord kunne kalde for en “selfmade man”, og han betegner selv sin bog som et supplement til Perlustrationen: “Han har sikkert fået ideen til at skrive sin bog ved at veje de fyldige oplysninger om grønlændernes liv og skikke, som han selv sad inde med, som modvægt til Egedes magrere fremstilling vedrørende de indfødtes sosiale ’vedtægter og skikke’”.⁶⁰ Det siges, at han var: “Dygtig, men meget kolerisk og laa i stadig Strid med den danske Mission”.⁶¹

I øvrigt, nu hvor jeg har draget Lars Dalager ind i billedet, så har Arne Martin Klausen gjort sig en ganske interessant betragtning over forskellen mellem Egedes og Dalagers beskrivelser af grønlænderne:

Denne siste var ikke teolog, men kjøpmann, og hans skrift er et verdifullt supplement til Perlustrationen. Som mennene var vidt forskjellige, er og deres bøker. Og hvis vi nå tenker tilbake på gamle professor J.L. Myres’ ord om de to slags “anthropologists”, så har vi et eksemplar av hver av der her. De passer som hånd i hanske til de to karakteristikker. Egede er “the painful accurate observer of data”, og hans bok er “the storehouse of infinite detail”, og det er ham vi går til for facts. Kjøpmann Dalager er “an anthropologist to whom we look for our light”. Mens Egedes bok er velkomponert og inndelt i klart adskilte deler, snakker Dalager om løst og fast, og ofte strømmer ideene inn over ham slik at han snakker seg helt bort fra det han oprinnelig holdt på med. Vanlig er derfor setninger som denne: “Men nu maa jeg nok spørge, hvor det var jeg slapp.” Mens Egede nøyer seg med å meddele fakta, eller når han kommenterer, feller endelige dommer over forhold som strider mot hans egen overbevisning, er Dalager mannen som ser alternativer og fører lange disputter pro et contra forskjellige av eskimoenes særegenheter.⁶²