Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 16

Blandt de fleste af de oprindelige folk er det sådan, at ens egen etniske gruppe tilhører menneskene, og de andre er fremmede og dermed ikke rigtige mennesker. Inuit betyder således mennesker, og når man tilhører menneskene, har man den rigtige kultur og besidder de ægte værdier. Det betyder samtidig, at man kan identificere sig med specifikke landområder, hellige steder samt sine egne guder. Det, som adskiller den ene etniske gruppe fra den anden, kan være sprog, kultur og historie, men primært, hvorledes gruppen anskuer sig selv i forhold til andre grupper. Ingen kan med sikkerhed sige, hvornår denne selvidentifikation er opstået, men den strækker sig tilbage til længe før europæerne ankom. Det ved man fra de myter, som er blevet fortalt fra generation til generation i sandsynligvis tusinder af år.

Europæerne havde en anderledes opfattelse af sig selv og de fremmede. Her var opfattelsen i modsætning til de oprindelige folks selvidentifikation nemlig hierarkisk bestemt og grundigt syltet ind i forskellige udlægninger af Bibelen. “Den hedenske barbar” var en vildmand, der befandt sig på et stadium mellem mennesket og dyret, han var stærk, havde pels og levede dyrisk i skovene, langt borte fra civilisationens mennesker. Dermed kunne de oprindelige folk placeres i et hierarki under de kristne europæere, men trods alt over dyrene. Denne placering gjorde dem til naturlige slaver. Hierarkiet var skabt af Vor Herre og kunne således ikke forandres! Pave Julius II (1443-1513) udstedte dog i 1512 en bulle, der gjorde det klart, at også indianerne stammede fra Adam og Eva, hvorfor de også var at regne som mennesker. Hermed blev der samtidig åbnet op for den kristne missionsvirksomhed.⁸⁵

I Renæssancen ændrede billedet af vildmanden sig gradvist fra det halvt dyriske til at blive et menneske i dets naturlige (oprindelige) tilstand:

Symbolerne på vildskaben i form af, at de fremmede blev fremstillet som vildmænd og vildkvinder, ophørte omkring 1650, hvad man blandt andet kan se ved, at køllen og fuldskægget forsvinder fra gengivelser af de mennesker, som ikke havde disse pragtsymboler, ligesom de mere eller mindre nøgne mennesker i klassiske positurer erstattes af illustrationer, der er mere i tidens ånd. Fra at være et symbol på vildmanden bliver fuldskægget nu i overensstemmelse med antikken et visdomssymbol, så dermed var de indfødte pr. definition helt eller delvis skægløse.⁸⁶

Det var stort set samtidig med, at man indså, at der fandtes en historie, som ikke var en del af den bibelske fortælling fra skabelse til dommedag.

Den vigtigste drivkraft i sekulariseringen af menneskehedens tidligste historie var imidlertid ikke den kritiske filologi, men 1600-tallets rationalistiske naturretsbevægelse. Filologien såede tvivl om skabelsesberetningens troværdighed. Allerede omkring 1640 kunne den franske calvinist Isaac La Peyrère (1594-1676) således benytte selvmodsigelser i Det Gamle Testamente til at udvikle en omfattende teori om et præadamitisk folk, der skulle have befolket jorden i årtusinder, før Gud skabte Adam og Eva. Men det var naturretsteorien, der støbte det historiefilosofiske fundament for en selvstændig – uafhængig af åbenbaringen – behandling af den skriftløse historie.⁸⁷

Hans Egede har næppe haft kendskab til denne historiske udvikling af opfattelsen af de “Wilde”, men Egede omtaler i hvert fald ikke grønlænderne som dyr. Egedes beskrivelse af grønlændernes fysiske udseende er anderledes, end den ville være i dag: “Saavel Mænd som Qvinde Kiønnet ere vel skabte proportionerede Mennisker, feede og fyldige paa Legemet, af en undersatzig Statur, alene de have breede Ansigter og tykke Læber, ere Brak=næsede og af en brunagtig Coleur; dog ere endeel ret smukke og hvide. Have alle sort og slet Haar”.⁸⁸ Faktisk fornemmer man på trods af de mange negative udtalelser en respekt for grønlænderne: “Men ihvor grove og tølperske de end ere i Comportement, saa er de dog heel Goedslige af humeur og venlig i Omgiængelse. De fordrager gierne at man paa en høflig og anstændig Maade giør sig lystige med dem. De haver aldrig tentered at giøre nogen af vore Ont, med mindre de ere dertil blevne forcerede; bær og ellers stor Frygt for os, anseende os, saasom de der ere dem i Magt og Mod overlegne”.⁸⁹ Sidstnævnte viser, at der hen ad vejen vel også er opstået en respekt fra grønlandsk side. William Thalbitzer skriver: “Hvad der oprørte Hans Egede var hedningernes utæmmede trods, der mødtes med hans ægte tro paa kirkens lære. Men gennem sin vrede og strid endte han med at føle sig i forbund med dem han skulde opdrage. Han vidste knap hvorfor, men der var noget i dem han var kommet til at elske”.⁹⁰

Det Grønland, som Hans Egede beskrev, var helt sikkert mindre dynamisk før missionens og kolonisationens ankomst end efter. Grønlænderne havde godt nok haft kontakt med hvalfangere og opdagelsesrejsende længe før den dansk-norske kolonisation og har derved vel også modtaget en begrænset portion kulturel påvirkning, hvis ikke på anden måde, så gennem tuskhandelen med europæerne. De sporadiske beskrivelser fra før Egedernes og Dalagers beskrivelser tegner ikke noget særligt skarpt billede af grønlænderne. Gennem Egedernes og Dalagers beskrivelser får vi en indsigt i den grønlandske kultur i første del af 1700-tallet, men beskrivelserne er mangelfulde, og der findes en del fejlfortolkninger. Det har senere tids forskning rådet bod på. Faktum er dog, at deres beskrivelser er primære kilder til en forståelse af livet i Grønland i den første tid af missionens og kolonisationens historie.

I 1984 udgav forlaget Rhodos Perlustrationen med et efterskrift af den grønlandske forfatter Kristian Olsen aaju. Her kan man danne sig et indtryk af, hvorledes en intellektuel ser på Hans Egede:

Hvis man prøver at sætte sig ind i Hans Egede’s religiøsitet, hans hengivenhed til Gud og Guds budskab for alvor, da forstår man, at han har været ude for en voldsom rystelse fordi grønlændernes land og dets indbyggere var så meget forskellige fra hans forestillinger om sine kristne landsmænd. Hans spontane og til tider anmassende udtryksform bliver derfor nu og da ret så udiplomatisk.

Det, der slår hårdest, er, at han skriver, at grønlænderne er stupide og koldsindige. Skal man forstå udtrykkene efter ordenes betydning, så er det helt givet, at hans bedømmelse af naturmenneskene er afledt af hans europæiske følelse af religiøs væmmelse. Naturmenneskene opfører sig helt anderledes end den, som er opdraget af Guds ord. Det er ikke usandsynligt, at Hans Egede mener, hvad han skriver, men når man derimod sammenholder ordvalget med hans positive synspunkter om grønlænderne, sker der en svækkelse. Man er tilbøjelig til at mene, at Hans Egede’s subtile udtryk måske kun indeholder falsk beskedenhed over for Hans kongelige Højhed Prinsen. Man kan også forledes til at tro, at Hans Egede benytter sig af den grønlandske og falske beskedenhedsfølelse, hvor man er dum og uduelig. Det er helt klart, at grønlændernes levevis, skikke og deres mystiske religionsdyrkelse har forvoldt ham problemer, og hans umiddelbare opfattelse af “de vilde” contra Guds lære kan have fået ham til at ræsonnere, at grønlænderne er stupide og koldsindige. En så selvudslettende erkendelse er gætteri, men muligheden forekommer.

Selv om dette teoretiske grundsynspunkt er dristigt, bekræfter følgende udsagn via citater fra teksten Hans Egede’s skjulte respekt for grønlænderne: “Såvel mænd som kvindekønnet er velskabte og proportionerede …” / “Såsom enhver nation haver sine visse skikke indrettet efter deres egen naturel og fantasi og landets beskaffenhed de er udi, så haver grønlænderne deres.” / “Det er at forundres over, hvor enige og endrægtige de leve med hinanden; thi kiv og strid, had og eftertragtelse fornemmer man sjælden hos dem” / “Sjældent stjæler de fra hinanden.” / “Ingen jalousie” / “Deres kvinder er meget hårdføre og udvise en ungemen styrke i deres børnefødsel.” /”

Og Olsen afslutter sine betragtninger over Egedes grønlandsbeskrivelse således:

Hans Egede ville i dag være i konflikt med det nye Grønland, men jeg tror, at det er meget værdifuldt at få indsigt i Hans Egede’s problematik. Hvis man kritiserer ham ensidig, bliver han urimelig. Ser man ham som en europæer, der er selvisk i sine vurderinger, bliver han medgørlig. Vi har jo oplevet mange efter ham, der mener, at grønlænderne er dumme og kun skal hjælpes til at udvikle sig selv og deres samfund, hvilket fremover vil være en fatal misforståelse på samme måde som Hans Egede’s upolerede redegørelse.⁹¹

Olsen skriver med andre ord om den umyndiggørelse af grønlænderne, som har været genstand for H.J. Rinks kritik, og som allerbedst kom til udtryk efter kolonitidens ophør i 1953, nemlig i forbindelse med 1960’ernes og 1970’ernes massive indsats for at modernisere Grønland og lade den grønlandske befolkning blive assimileret ind i det danske samfunds normer. Det var i begyndelsen af 1970’erne, at startskuddet til den grønlandske kulturs genfødsel lød. Digtere og sangere satte på ny en ære i at skrive og synge på grønlandsk. De mest markante røster mod den førte politik kom fra de unge grønlændere i Danmark og fra dem, som var vendt tilbage til Grønland med en videregående uddannelse.

Opgøret kom i juni 1970 under konferencen “Grønlands fremtid” på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut. Konferencen beskæftigede sig med en række emner. Et var sproget. Arkitekten bag G-60, Mogens Boserup (1910-1978), havde i et oplæg om det grønlandske sprog blandt andet konkluderet, at det ingen fremtid havde. Seks arbejdsgrupper diskuterede oplægget og afviste den fremførte konklusion. Samtidig anbefalede de undervisning i grønlandsk fra første klasse, ligesom grønlandske forfatteres og digteres værker skulle inddrages i undervisningen. Ved Boserups afrejse forærede de grønlandske deltagere ham en kajakmodel uden skind. En journalist kommenterede begivenheden med ordene: “Der ser man, hvorledes Grønland ser ud, hvis vi berøves vort sprog!”.⁹² Disse begivenheder førte til indførelsen af Hjemmestyret i 1979, og videre til Selvstyret, der forventes at blive indført 21. juni 2009 på Grønlands National-dag.

Som erindring om tohundredåret for kolonisationen blev der i 1921 rejst en stor bronzestatue af Hans Egede på Kirkefjeldet i Nuuk. Herfra har hans statue kunnet følge næsten hundrede års udvikling af det grønlandske samfund. Om han ville have billiget udviklingen af den danske integrations- og assimileringspolitik, er svært at vide, men Hans Egede var i modsætning til den postkoloniale politik særdeles bevidst om vigtigheden af at bevare det grønlandske sprog, også selv om han aldrig selv kom så vidt, at han mestrede det fuldt ud.