Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 20

De udgivne dagbøger består af de tre eneste bevarede fra Glahns tid i Grønland, nemlig fra årene 1763-64, 1766-67 og 1767-68. Af disse er de to seneste langt de mest omfattende og udførlige. De følger “skibsåret”, det vil sige, de påbegyndtes om sommeren og førtes frem til det første danmarksskib den følgende sommer. Der er ikke tale om private dagbøger, men derimod embedsdagbøger henvendt til missionærens overordnede, Missionskollegiet i København. Dagbøgerne er således ikke skrevet med publicering og offentliggørelse for øje, i det mindste ikke i sin fulde udstrækning. Det er imidlertid karakteristisk for Glahns dagbøger, at han indføjer små eller enkelte lidt større “afhandlinger”, der siden hen udgives af Videnskabernes Selskab i Norge, som nævnt ovenfor. Han forklarer selv sin skriftlige praksis den 8. december 1766:

Det er min Maade, at jeg gemeenl: giør mine egne Betænkninger over det, jeg seer eller hører. De tiene mig til en uskyldig Tidsfordriv i min Enlighed og mine Bøger og de erstatte fuldkommen Manglen af andet Sælskab.¹³

Overordnet kan man sige, at som embedsdagbøger indeholder de registreringer af missionærens og hans hjælperes kirkelige opgaver, såsom gudstjenester for menigheden og undervisning af børn og voksne dåbskandidater (katekumener). Derudover rummer dagbøgerne en lang række temaer, hvor naturligvis fremstillingen af dagligdagen eller hverdagslivet i lokalsamfundet er gennemgående. Af særlig interesse for Glahn er f.eks. lokale trosforestillinger, familieliv, skikke og teknik omkring fangst, dyreliv og naturfænomener. Endelig bør det nævnes, at Glahn er optaget af refleksioner over sin indlæring af det grønlandske sprog som missionærens vigtige arbejdsredskab, ikke kun når det gælder om at nå ud med det kristne budskab til befolkningen, men også når det gælder om at samle information og være åben over for lokale forklaringer og lokal viden. Det sidste bliver vigtigt for Glahn. Han vil ikke blot beskrive, han vil forstå sammenhængen eller den orden, han mener, må ligge bag det, han ser og erfarer.

Skal man karakterisere Glahns skriftlige stil i dagbøgerne, er det det refleksive, analytiske, systematiske og kritiske, der falder i øjnene. For at forstå Glahns beskrivelser og udviklingen i hans opfattelse af det samfund, han er i, er det vigtigt at bemærke, at den første dagbog starter ved hans ankomst til Grønland. Det giver hans tidlige dagbogsindførsler præg af førstegangsbetragtning og foreløbige slutninger. I de følgende dagbøger ses det tydeligt, hvordan han i en lang række tilfælde reviderer sine holdninger og kan udfolde sig i langt større detaljerigdom. Han gør f.eks. i 1767 op med egne fejlslutninger, men karakteristisk for Glahn så sker det som led i en kritik mod andre danskere for manglende forståelse og respekt for grønlandske skikke:

Endog saadanne Ting, som man siden erfarer at være høystskadelige, kan baade roses og giøres Opmuntring til. Saaledes troede jeg, at Hvalfangsten, af Danske dreven, var Amertlok høyst nyttig. Men Erfaring lærte, at der vel kan komme den Tid, at det kan blive til Nytte for Folket, men at det er endnu for tilig; og at der for Hvalfiskeriet maae først gaae gode Anordninger. Jeg troede og, at Grønlændernes Streiffen var skadelig; men har siden lært, at Venskab imellem Nationen derved vedligholdes, alles Trang afhielpes, Sprogets Mundarter blive hinanden ikke alt for ulige o: a: m: Jeg meente og, at deres Sange ved de offentlige Lystigheder vare syndige, dog har ieg og siden befundet, at det er en af de ypperligste og bedste Indrettninger i Landet, og som ieg ønskede kunde overalt bringes i fuld Brug igien paa de Stæder, hvor den alt er kommen af Brug. Slige Feyltagelsers Tilstaaelse smigre just ikke meget min Egenkierlighed; men jeg opoffrer den, og meget meere, for Landets Velfærd og villigen aabenbarer de Skiær, hvorpaa ieg har stødt an, at andre maatte vogte sig for dem. Jeg skriver ogsaa dette, at Læseren deraf kan see, at ieg kan see saavel mine egne, som andres Feyl.¹⁴

Sisimiuts ældste kirke, bygget kort tid efter Glahns afrejse. Kirken – den blå kirke – blev indviet i 1775.

Af sammenhængen fremgår det, at Glahn argumenterer for, at danskernes hvalfangst og deres metoder er ødelæggende for grønlændernes hvalfangst. Dette er et af eksemplerne på danskernes manglende forståelse af den bagvedliggende “fornuft” i den måde, grønlænderne lever på. De to andre eksempler, han nævner, drejer sig om forhold, som især missionen direkte har bekæmpet, nemlig grønlændernes “omstrejfen” og deres trommesange, det vil sige de lange konebådstogter langs vestkysten med henblik på blandt andet handel i forbindelse med de såkaldte ’aasiviit’, hvor også indbyrdes stridigheder kunne bilægges gennem trommesang.¹⁵ Hvor f.eks. Hans Egede så grønlændernes omstrejfen som skadelig for missionen, fordi han hellere ville have dem til at blive permanent under opsyn i nærheden af præsten, og fordømte trommesangen som rendyrket hedenskab, så nåede Glahn frem til en forståelse af det positive eller fornuftige i denne praksis.

I Glahns beskrivelse af aasiviit er det europæiske forestillinger om markedspladser eller messer, “Leipsiger Messe”, som inddrages for at forklare og forstå, hvad der foregår. Til området ved Sydbay (Taseralik) kommer folk både fra Nord- og Sydgrønland på grund af det gode helleflynderfiskeri, og her kan de handle, finde en ægtefælle, møde slægtninge, afgøre uenigheder, dyrke sport, gå til læge eller meget andet:

For at tage Deel i dette [helleflynderfiskeri] reyse Grønlænderne Nord fra Disko Bugten af, og Amertlokkerne møde dem. Alle de Syderlændinge, som agte at overvintre næste Vinter Norden for Sydbay, giøre her Halt, forsyne sig med Helleflynder og følge derpaa med de andre til de stæder, hvor de agte at opslaae deres Vinterboeliger. Man kan altsaa letteligen forestille sig, at der maae være paa denne Aarets Tiid en anseelig Mængde af Grønlændere samlede paa dette strøg Land. … Hvor man kommer, finder man Telter, og alle Folk beskiæftigede. … Til denne store Forsamling reyse nogle, for at faa deres Slægtning at see; Andre for at udleede sig, iblandt saa mange Skiønheder, en Brud; Andre for at afgøre deres Processer for denne høytidelige Forsamling; Andre for at viise deres Prøve i at brydes, slaae og lade sig slaae paa Skuldrene; Andre for at lade sig helbrede af en meere anseelig Læge, som man formoder at komme der; Andre for Kiøb og Sals Skyld; Andre for at være Tilskuere, og igien andre for i den store Mængde af Folk at være skiulet, naar de vil øve en eller anden Ugierning.

Til dette Fiskerie, hvor saavel onde som gode, ligesom til Leipsiger Messe, komme …¹⁶

Glahn har med denne tætte og informative beskrivelse leveret et af de vigtigste vidnesbyrd om ikke blot mobilitet og udveksling i 1700-tallets Grønland, men også om de motiver og interesser, der lå bag.