Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 21

Det er ikke helt ukompliceret at beskrive det lokalsamfund, Glahn kom til, da han forlod skibet Sankt Peder i sommeren 1763 og gik i land på det, han kaldte “Nyebyggen Amertlok” ved mundingen af Amerloq-fjorden tæt på den nuværende Sisimiut lufthavn; stedet kaldes på grønlandsk Asummiut. Som tidligere nævnt var den danske koloni Holsteinsborg i 1756 blevet anlagt ved Sydbay i den nordlige del af distriktet, men blev i 1764, året efter Glahns ankomst, flyttet til placeringen i det nuværende Sisimiut, eller for at være helt præcis, handelen og handelens bygninger blev placeret i det nuværende Sisimiut, mens missionsbygningen og en hvalfangerloge fandtes i Amertlok/Asummiut på den anden side af Ulkebugten. Først fra 1767 blev mission og handel i Sisimiut samlet ved nedlæggelsen af Amertlok, hvilket Glahn beskriver udførligt i dagbogen.

Man kan sige, at kolonibyen Holsteinsborg i Glahns tid bestod af kolonien og et anneks samt en grønlandsk befolkning fordelt på tre områder, nemlig ved annekset, i Timerliit tæt ved kolonien og i Qipingasoq på øen lige over for kolonien. I Qipingasoq boede især de hedenske grønlændere. Uden for kolonien levede en spredt bosat grønlandsk befolkning i hele Holsteinsborg-distriktet, et område på størrelse med Belgien.

Den grønlandske befolkning ved kolonien og annekset kan i 1764 skønsmæssigt opgøres til ca. 160 mennesker og den danske til under 10.¹⁷ Der er dog for det grønlandske befolkningstal stor usikkerhed, idet det tydeligt fremgår af Glahns dagbøger, at der var tale om en høj grad af mobilitet hos befolkningen både internt i distriktet og mellem distrikter.

For at komme rundt i selve kolonien, det vil sige på den anden side af den lille Ulkebugt, måtte Glahn enten ro i kajak, hvad han gjorde om sommeren, eller gå over isen om vinteren. Han var ikke i stand til selv at varetage den daglige undervisning samt morgen- og aftenbøn i Timerliit og Qipingasoq; hertil havde han en dansk og et par grønlandske kateketer til sin hjælp. Når han skulle rundt i distriktet, måtte han hyre roersker til sin egen konebåd.

Mens Glahn var ny på stedet og boede i Amertlok, kunne han trække på erfaringerne fra den danske kateket Christian Frederik Andreas Wulff (1736-1809).¹⁸ Fra 1764 havde han den danske kateket Michael Jacobsen Hvidsted (1747-1795) som medhjælper ved missionen – han tog sig særligt af morgenbøn og undervisning ved Timerliit. Hvidsted blev ved missionen i Holsteinsborg helt frem til 1777. Hertil kom den erfarne købmand og bestyrer af kolonien Niels Egede (1710-1782). Med sin grønlandsksproglige kunnen, mange års erfaringer i landet og med den autoritet og pondus, som hans position gav ham, blev Niels Egede i mange tilfælde en skattet hjælp for missionæren. Som informant har han uden tvivl også haft stor betydning for Glahn, blandt andet hvad angår hvalfangst, som Egede selv var stærkt optaget af; han er kendt for at have indført fælles grønlandsk/dansk landbaseret hvalfangst med en kombination af europæisk og grønlandsk teknologi.¹⁹

Niels Egede.

Glahns tætteste kontakter til den grønlandske befolkning udgjordes tilsyneladende først og fremmest af de døbte grønlændere, især hans kiffaq (tjenestepige/husbestyrerinde) og hendes søn Ludvig, som Glahn tog til sig som kateket. En anden søn Ebenezer blev ligeledes kateketmedhjælper. Blandt menigheden var også i 1763 kvinden Arnarsaq (død efter 1778), hendes søster Engel og den lokale danske tømrer Aron Thesens grønlandske kone Margrethe, som uden tvivl har været vigtige informanter og sproglige hjælpere for Glahn. Arnarsaq, som var blevet døbt allerede i 1737 ved Qasigiannguit, kendes blandt andet for sin bistand til Poul Egede i forbindelse med oversættelser.²⁰

Det er svært at bedømme, hvor tæt Glahn kom på den grønlandske befolkning, men det fremgår, at han kom i deres huse i forbindelse med undervisningen, og han boede i deres telte under rejser. Han gør ikke meget ud af personskildringen, hverken når det gælder grønlændere eller danskere. Det er svært at se personerne for sig. Kun i enkelte tilfælde får vi noget, der minder om et portræt og en livshistorie, og her drejer det sig om grønlændere, som skiller sig ud og har givet Glahn anledning til at handle i rollen som missionær. Det drejer sig f.eks. om mænd, der har begået selvmord ved at skyde sig selv på grund af jalousi, eller fordi de ikke kunne få den kvinde, de ville giftes med:

En Mand, man meener af Skindsyge, satte en Kugle i Livet paa sig. Saaret var farligt, dog saaledes, at det ey strax kunde berøve Manden Livet. Han levede endnu i toe Dage i den jammerligste Tilstand. … Aarsagen til denne Gierning er anført, neml: at man meener det var af Skindsyge, thi da han kom hiem af Søen og fandt sin Kone ey i sit, men i en andens Telt, og han kaldte hende ud, svarede en gaml: men lystig Mand: Du er vel ikke jaloux fordi din Kone er hos mig alleene i Teltet, hvorpaa han, uden at tale noget, gik hen, ladede sin Flint og skiød sig.²¹

Mest rørende og kraftfuld står dog historien om den forskudte kvinde Isauiok,²² der efter at have født sit barn ender sine dage i sindssyge, uden at Glahn kan stille noget op. Historien rummer mange elementer, flerkoneri, jalousi, forskudte kvinder på flugt, ægteskaber mellem døbte og hedninge, åndemanere, mord med videre. Når det drejer sig om flerkoneri, uægteskabeligt samkvem eller usædelighed, har vi at gøre med forhold, som udgør et betydeligt problem for missionen i almindelighed, men også for Glahn. Her gøres ikke forsøg på at forstå, her går Glahns grænse.

Dagbøgerne giver flere eksempler på, at Glahn forfægtede ægteskabets ubrydelighed, først og fremmest af hensyn til de forskudte kvinders vel. Vi møder Isauiok første gang allerede i Glahns første dagbog. Hun er døbt og har været kiffaq – tjenerinde – hos Niels Egede. Hun er nu gravid og netop blevet forskudt af sin mand, angakkoq’en Sillarkak,²³ som har taget sig en anden kone. Om Isauiok skriver Glahn, at hun, som det var skik, forlod familien og til fods og gravid om vinteren tilbagelagde en utrolig lang strækning, hvilket gjorde hende “gandske udmattet og sygelig. I Foraaret gjorde hun Barsel, men hendes Barselseng var saa haard, at man gandske mistvilede om hendes Liv, og hendes Barn kom dødt til Verden, eller, som andre sagde; det blev Kvalt i Fødselen”.²⁴ Sillarkak tog nu Isauiok tilbage og forskød den anden nu gravide kone, han havde taget i stedet. Forespurgt af Glahn om grunden til forskydelserne svarede Sillarkak, at Isauiok forskød han, fordi hun ville bo i nærheden af danskerne, hvor hun kunne høre Guds ord, og det ville han ikke, mens han forskød den anden kone, fordi hun ikke ville tro på de hellige skrifter. Glahn troede ham ikke, og mente, at

Den sande Aarsag var ventelig Lyst til Forandring, hvilken saa vel her, som andenstæds forvolder saa megen Uroe, thi det menneskelige Hierte er overalt fordervet, og, derfor er det ingen under, om det, saalænge det ey ved Naade er helliget, frembringer allesteds lige vanskabte Fostre.²⁵

Denne samtale med Sillarkak, som Glahn tvivlede på, havde nogen effekt, fik ham til at reflektere over sin sproglige kunnen i grønlandsk:

Jeg tænker altiid mere end jeg i dette vandskelig Sprog kan siige, skiønt jeg giør mig Umag nok for at sige det, jeg tænker. Jeg formærker dagligen mere og meere min store Ufuldkommenhed i Sproget, og at det visseste man i fiire eller fem Aar lærer her i Landet af Sproget, er dette, at man lære at indsee, at man intet retskaffent har lært. … Og skiønt man veed Ordene, skiønt man haver deres Bøyelser i Hovedet, skiønt man iagttager alle de Regler, som Læsning, Erfaring og Eftertanke have lært, saa maa man endda ofte frygte for at være uforstaaelig for dem, som ikke ere vandte til Pluddervelsk Grønlandsk. Det er ofte hendet mig, at en Feyltagelse i Udtalen har kommet de Grønlændere til at gabe paa mig, som ikke ved iidelig Omgang have lært, at man ikke maa regne en dansk Mand sligt til Onde.²⁶

Glahn er her inde på, at dialogen mellem danske og grønlændere ikke blot afhænger af danskernes sproglige formåen, men også af om grønlænderne er vant til at høre og forstå ufuldstændigt grønlandsk, “Pluddervelsk Grønlandsk”.

Da vi igen møder Isauiok nogle år senere i 1768, befinder hun sig hos sin familie i Qipingasoq og har igen netop født. Hun er meget syg, og der er ikke meget håb om hendes overlevelse. Hendes barn er med det samme blevet adopteret af et forældrepar, hvis nyfødte barn døde kort efter fødsel og dåb.

To dage senere får Glahn efter gudstjenesten at vide, at Isauiok af sine husfæller er blevet båret ud i et lille provianthus, fordi hun “rasede”. Glahn ville bede hendes familie om at tage hende ind i huset igen, men inden han kommer til, har nogle af de døbte grønlændere været hos hende og har på bærestænger fået hende båret hjem til dem selv. Hun er igen kommet til sig selv. Situationen berører på usædvanlig vis Glahn, og samme dag taler han til

… de nærværende, hvilke jeg foreholdte Guds Domme over Menneskene og at han ikke lader sig spotte evindelig. Aldrig har jeg været meere bedrøvet og min Bedrøvelse satte mig i saadan Affekt, at jeg ey veed nogen Tid at have talet saa fyndigen i det Grønlandske Sprog.²⁷

Tilsyneladende har de mennesker, som omgav Isauiok, givet udtryk for deres angst, hvilket hos Glahn mobiliserer al den viden, han har om, hvordan grønlændere reagerede i sådanne situationer. Han bliver bange for folks reaktioner i form af f.eks. drab, da han samme aften besøger den syge. Han refererer sin dialog med de tilstedeværende om, hvordan man bør forholde sig over for sindssyge eller “rasende” mennesker:

… man talede om, hvorledes Grønlænderne i Almindelighed forholde sig imod rasende Mennesker, at de enten bære dem ud levendes, eller slaa dem ihiel, hvilket ey skeer saa meget af Grumhed som af Frygt for dem, og den slette Leylighed man har til saadanne Mennesker, søgte jeg at vise Grønlænderne, at der ey altid var saa stor Fare ved at være hos saadanne Folk, som de indbilde sig, og at overbeviise dem om, at man ey burde dræbe dem, deels fordi man ey kunde viide, om de ikke kunne komme sig igien, … deels af den Medlidenhed, vi ere vor Næste skyldig, hvilken bør være ligesaa stor, som den vi selv vil hendes [hændes], og da de dog meente, at naar et Menneske beed Kiødet at [af] sig selv, eller søgte at dræbe andre, at man da vel kunde uden Betænkning taget Livet af dem, viiste jeg dem, at man først ved at holde Vagt af stærke haandfaste Karle, hvortil en Meenighed burde skiftes, og ved at binde dem med stærke Reb prøve det yderste og aldrig gribe til saa voldsomt Middel uden i aller yderste Nød, naar man ellers paa ingen anden Maade kunde redde sit Liv.²⁸

Dagen efter bliver det værre med Isauiok, og Glahn ser til hende to gange i løbet af natten, fordi ingen andre tør være alene med hende. Igen to dage senere er det slut, og Glahn noterer:

Døde Isauiok uden at komme til sin Forstand igien. Hun har faaet Ende paa sin legemlige Pine og er begraven. Hendes Omstændigheder og Endeligt kunde ikke andet end opvække en Eftertanke hos vore Døbte, som jeg haaber ikke vil være uden Frugt.²⁹

Nu kunne man tro, at historien om Isauiok var slut, men et par uger senere indfører Glahn i dagbogen en sidste rekapitulation af Isauioks liv, for at kommende missionærer skulle være særlig opmærksomme på hendes søns videre færden.³⁰ Han skriver i anledning af, at sønnen, som nu var ca. et halvt år gammel, bliver døbt med navnet Joseph. I denne beskrivelse kommer nye oplysninger frem om Isauioks liv. Man kan forestille sig, at Glahn i forbindelse med kvindens triste endeligt har skaffet sig flere oplysninger om hende. Han lægger for det første vægt på, at Isauiok, i hans forståelse, ikke havde udnyttet de muligheder, hun havde. Hun havde været tjenerinde hos Niels Egede, men havde ikke benyttet sig godt nok af de muligheder for undervisning (i kristendommen), som hun fik der. Tværtimod havde hun ladet sig tage til medhustru af Miluk. Som undskyldning for hende anfører Glahn, at Miluk havde truet med at skyde sig eller gå til fjelds (blive qivittoq), hvis han ikke fik Isauiok, og at både førstehustruen og måske også Isauiok troede ham.³¹ Efter at have været hos Miluk et halvt års tid, forskød han hende, og hun vendte tilbage til familien i Qipingasoq. Her var hun igen en del af Glahns menighed, og her var han igen utilfreds med hendes indstilling og tvivlede på hendes oprigtige tro:

Formedelst de idelige Besøgelser, som hun giorde til os, havde hun god Leylighed til at høre Guds Ord. En og anden Gang syntes hun og at være rørt. På Troen fattedes det hende, efter hendes Sigelse aldrig, men i Gierningen viiste hun ey Troens Frugter.³²

Efter at hun var blevet forskudt af Miluk, gentog historien sig for Isauiok og denne gang med angakkoq’en Sillarkak, da hun blev gravid. Året efter blev hun taget tilbage af Sillarkak, som til gengæld forskød en anden kone, som var blevet gravid. Glahn bebrejdede både Isauiok og Sillarkak, som boede ret så tæt ved kolonien, at de ikke gjorde brug af muligheden for undervisning.³³ Og han så det nærmest som en konsekvens, at hun igen blev forskudt, da hun blev gravid med sønnen Joseph. Da Isauiok blev syg, var det hendes moster, “en meget gammel Pige”, der blev drengens redning. Om hende fortæller Glahn i en note, hvor han igen viser, hvordan han bygger sin viden på en grønlandsk informant:

Denne Pige, som nu er eenøyet og seer meget heslig ud, skal have været i hendes Ungdom saa stor en Skiønhed, og af sin Skiønhed saa hovmodig, at ingen Ungkarl torde driste sig til at begiere hende til Kone eller jeg skal bruge den Grønlænders Ord, som fortaalte [fortalte] mig dette, Mandfolkene kunde ey naae til hende: