Читать книгу Gronland - Ole Hoiris - Страница 12

Det synes, som om Hans Egede ved ankomsten til Grønland den 3. juli 1721 troede, at de grønlændere, han mødte, var nordboernes efterkommere eller måske et blandingsfolk af nordboere og eskimoer. I Relationen skriver han:

Vi forfaldt paa 64. Grader, og kom udi en god og sicker Havn, uden for det saa kaldede Baals-Revier, paa den vestre Side a Grønland. Førend vi kom til Landet, omtrent 2 Mile derfra kom eendeel Grønlænder ud til os udi deres smaa Baader. Her saa jeg de Folk, for hvis skyld jeg havde paataget mig saa megen Møje.⁴²

Når han kalder de mennesker, han mødte, for grønlændere, skyldes det muligvis, at de første nordboere kaldte sig selv for grønlændere, og at de ældste historiske kilder også omtaler nordboerne som grønlændere, hvorimod den eskimoiske befolkning i disse kilder kaldes for skrællinger.⁴³ Et andet sted i Relationen skriver Egede: “… disse arme Menneskers elendige Tilstand, at de tilforne havde været Christne, og udi den Christelige Troe oplyste, men af Mangel paa Lærere og Underviisning vare nu igien forfaldne udi Hedensk Blindhed og Vildhed”.⁴⁴ Hvor hurtigt, eller om han egentlig nogensinde, nåede til den fulde erkendelse af, at grønlænderne var et eskimoisk folk, må henstå i uvished. I Perlustrationen fastholder han nemlig, at “de gamle og fra første tid Wilde” kunne være “beblandede og naturaliserede” med nordboerne.⁴⁵ Den norske etnograf Arne Martin Klausen nævner muligheden af, at Egede bevidst har fastholdt, at grønlænderne var efterkommere af nordboerne, for at stå stærkere over for de bevilligende myndigheder.⁴⁶

Som tidligere skrevet var han imidlertid godt klar over eksistensen af den eskimoiske befolkning, idet han blandt andet nævner nordboernes møde med “Wilde” folk på Grønlands “Vestre Side, hvilke uden Tvivl have deres Udsprung fra de Americaner (som kand eragtes af det Folkes Beskaffenhed, Handtering og Klæde=Dragt, som boe Norden for HudsonsBay, hvor i de kommer gandske over et med Grønlænderne)”.⁴⁷

Grønlænderne blev, som nævnt, kaldt for skrællinger i nordbotiden. Ordet er oldnordisk “skrælingar” og en afledning af “skrá”, der betyder “tørret skind”, hvilket må referere til de grønlandske skinddragter. Lingvister er af den overbevisning, at dette ord er afledt i grønlændernes betegnelse for sig selv, nemlig “kalaaleq” i ental og “kalaallit” i flertal. Der findes imidlertid også en anden udlægning af, hvad ordet skrælling betyder, nemlig “svagelig person”. I så fald stammer det fra et andet oldnordisk ord “skráhilinga”.⁴⁸

Perlustrationen har en kortfattet sprogbeskrivelse i kapitel XVII: Grønlændernes Sprog og Tale, og der eksisterer ligeledes et manuskript til en grønlandsk grammatik med Hans Egedes navn på titelbladet, dog er denne ifølge Finn Gad i væsentlig grad baseret på sønnernes viden om sproget.⁴⁹ I kapitel XVII nævner Hans Egede ikke ordene “kalaaleq” eller “kalaallit”, men til gengæld “Innuk” – på nutidigt grønlandsk “Inuk”/”Inuit”, der betyder menneske/mennesker. Egentlig kan man undre sig over, at Hans Egede ikke medtog ordene “kalaaleq” eller “kalaallit”, da han var bekendt med deres eksistens. I Relationen skrev han under dagbogsoptegnelsen for den 20. august 1722, at nogle grønlændere besøgte kolonien, hvor han forklarede det kristne syn på skabelsen. Heraf fulgte, at en grønlænder fortalte om det grønlandske syn på skabelsen. Grønlænderen tegnede en mand og en kvinde, “og af dem vare alle Kallalerne, i.e. Grønlænderne, komne”.⁵⁰ Paul Egede anvendte også betegnelsen “kalaallit”. Han skrev under året 1735 i en fodnote om grønlændernes land: “Kalalit Nunæt – Kallalernes land. Sådan kalder de det selv”.⁵¹ Otto Fabricius skrev i 1780: “De kalder sig selv Innuit (Enkelttal Innuk), hvilket er en Fællesbetegnelse for dem og andre Mennesker, og Kalalik (Enkelttal Kalalek), en særlig Betegnelse for dem”.⁵²

Vi er bekendt med, at grønlænderne har taget visse ord til sig fra nordboerne, f.eks. “kuanneq” (kvan) og “niisa” (marsvin). Dette nævner Egede også, men han går videre med at fortælle om låneord fra græsk og hebræisk. Dog erkender han, at sproget trods alt ikke kan sammenlignes med de europæiske sprog. Det “er af en vanskelig Accent og Pronunciation”.⁵³

1741, hvor Perlustrationen blev udgivet, og hvor Hans Egede burde have erkendt til fulde, at grønlænderne ikke var efterkommere af nordboerne, skrev han i fortalen til Prins Friderich – senere Frederik V (1723-66), at når grønlænderne først har taget Gud til sig, så tager de også kongen til sig.⁵⁴

Hans Egedes mål med at komme til Grønland var egentlig at opsøge nordboernes efterkommere for at få dem omvendt fra katolicismen, eller snarere fra hedenskab til den kristne protestantisme, men han fandt ingen. På trods af at Hans Egede søgte efter nordboerne i Østerbygden, som han formodede lå et sted på Østkysten, blev spørgsmålet om nordboernes sandsynlige uddøen, engang i århundredet efter at det sidste skib returnerede fra Grønland til Norge i 1410, først løst endeligt under Den Danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst i 1883-1885.