Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 10

Principielle forhold tydeliggøres af grænsefænomener. Derfor begynder denne afhandlings læsninger i Strindbergs selvbiografiske prosa med det af de her behandlede værker, der ikke blev trykt som selvstændig bog. »Karantänmästarns andra berättelse« står i Fagervik och Skamsund fra 1902 omgivet af digte og andre fortællinger. Den udgør end ikke en selvstændig afdeling af bogen, men er blot den anden af karantænemesterens historier. Intet udhæver netop den som autobiografisk.

»Karantänmästarns andra berättelse« var imidlertid resterne af et selvbiografisk projekt. Efter færdiggørelsen af Legender og Till Damaskus skrev Strindberg i 1898 om sit andet ægteskab i Klostret, der dog ikke blev fuldført, og som først i 1966 blev rekonstrueret og udgivet. Da var hovedparten af manuskriptet for længst anvendt i »Karantänmästarns andra berättelse«. Bortset fra en ikke helt konsekvent fiktionalisering er størstedelen af teksten den samme som i Klostret.⁹ Historien er skrevet som selvbiografi, men publiceret som noget andet.¹⁰ De samme ord optræder derfor både i en åbenlyst selvbiografisk roman og i et delkapitel i Fagervik och Skamsund, der skjuler denne sammenhæng.¹¹ Selv om Strindberg ved udgivelsen bestræbte sig på at undgå biografiske læsninger, regnede han alligevel få år efter bogen til den serie af selvbiografier, der skulle tjene som monument over hans liv.

»Karantänmästarns andra berättelse« er ikke et hovedværk, og forskningen har ikke bekymret sig noget videre om den. Men den er interessant, fordi dens tvetydige signaler siger noget om Strindbergs forhold til selvbiografigenren, om udviklingen i selvfremstillingernes problemstillinger og om hans skriftpraksis i det hele taget.