Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 22

Første kapitel af Inferno tager fat, hvor »Karantänmästarns andra berättelse« slap: En forfatter siger farvel til sin hustru:

C’était avec une joie féroce que je retournais de la gare du Nord à Paris après y avoir livré ma petite femme qui allait rejoindre notre enfant tombée malade au pays loin− tain.

Consommée l’immolation de mon cœur!

Les dernières paroles: à quand? – À bientôt! resonnèrent encore comme des men songes non avérés, puisque un pressentiment me disait que ce fut à jamais.

Et ces adieux donnés et rendus au mois de novembre 1894 furent les derniers, car à ce moment en Mai 1897 je n’ai pas encore revu mon épouse bien aimée. (sv 37:8)

Skildringen er litterært iscenesat: afskeden er et fuldbyrdet offer. Men den er også dateret og principielt verificerbar. Selvbiografien er referentiel. Den handler om en faktisk person og henviser til genkendelige steder, mennesker og begiven− heder. Gare du Nord er en eksisterende lokalitet, Strindberg befandt sig i Paris på det anførte tidspunkt, han tog faktisk afsked med sin hustru, og han genså hende aldrig. Der henvises til en række kontrollerbare fakta – og samtidig til følelser og fortolkninger (den vilde glæde, den religiøse retorik med mindelser om Kristi korsord), som kun den talende kan garantere, men som også lader sig læse biografisk-referentielt. Det empirisk verificerbare er kun en del af referencen, men til gengæld en betydningsfuld del. Det er en pointe, at stedet, personerne og begivenhederne er genkendelige. Strindberg levede et offentligt liv, og et europæisk publikum var fortroligt med grundtrækkene i hans biografi. Han kunne vente, at Inferno blev læst biografisk. Detaljerne har forskningen siden fyldt ud. Den kan fortælle os, at afskeden fandt sted den 22. oktober uden for stormagasinet Printemps (sv 37:400).

At skildringen lader sig korrigere empirisk, antyder, at selvbiografien har en reference, der rækker ud over fiktionens foregivne, hvor spørgsmål og re− ference eller sandhed er mere eller mindre irrelevante. Det har den fælles med historieskrivningen.³⁹ Læses en tekst som selvbiografi, underforstås det, at det er meningsfuldt at spørge til denne reference (cf. Aurelius 1996:11, 18) og fx læse optakten til Inferno, som om den handler om den virkelige August Strindberg. Teksten dementerer ikke denne læsning. Forskydningen af kendsgerningerne er ikke demonstrativ: dateringen skyldes formentlig en fejlerindring, lokaliseringen en æstetisk forstærkelse, som ikke gør den skildrede begivenhed til ren opdigtning. I De måske egnede spiller Peter Høeg derimod på dissonansen mellem den offentligt kendte forfatter og de historier, der fortælles om en hovedperson ved navn »Peter Høeg«; trods navnet og visse episoders livshistoriske forlæg har ingen seriøst læst den som selvbiografi. Af en selvbiografi venter vi ikke en nøjagtig reproduktion af livshistoriske data, blot, at de ligner til forveksling og i det mindste ikke fundamentalt fornægtes. Derfor lader »Karantänmästarns andra berättelse« sig stadigvæk læse som selvbiografi: nationalitet, lokalitet og erhverv er forskudt, men begivenhedsforløbet i det store og hele kalkeret fra Strindbergs liv.

Med henvisningen til et faktisk liv følger ofte beskrivelser af og beretninger om virkelige steder, ting og begivenheder. En realistisk form har været udbredt; men den er ikke tvingende og må ikke forveksles med den grundlæggende ikke demonstrativt utroværdige reference til forfatterens liv. For der kan refereres til dette liv i mange former, også nogle, der ikke rummer udfoldede beskrivelser af miljøer og historiske omstændigheder.

Biografismen: jagt på referenten. Forekomsten af verificerbare data har forledt årtiers forskning til en veritabel jagt på referenten. Selvbiografier er blevet brugt som biografiske kilder og som ånds- og kulturhistoriske dokumenter. Hovedsagen bliver da bios, livet, snarere end selvet eller graphé, skriften.⁴⁰ En biografisk orienteret litteraturvidenskab har læst selvbiografier som baggrund for et forfatterskabsstudium snarere end som værker i deres egen ret. De har leveret viden om det liv, der var læsningens primære referenceramme. Sådan bruges de eksempelvis i de første psykologiske og psykoanalytiske behandlinger af Strindbergs forfatterskab. I Strindbergforskningen har biografismen i det hele taget været sejlivet. I 1962 kunne Göran Lindström stadig karakterisere dens hovedretning som genetisk. Hvad enten synspunkterne var komparative, idéhistoriske eller psykologiserende så man Strindberg som »den av sitt oerhörda stoff besatte diktaren« (Lindström 1962:80). Interessen gjaldt dette stof, og til det hørte digterens liv. Biografismen har tilmed kunnet støtte sig på ytringer af Strindberg selv. »Att författa är icke att dikta, hitta på hvad som aldrig varit, utan författa är att berätta hvad man lefvat«, hedder det i et ofte citeret brev til søsteren Elisabeth fra 13.6.1882 (Brev III:41).⁴¹

Selvbiografien er dog ikke altid blevet accepteret som pålidelig kilde. Tværtimod har en del forskning bestået i forsøg på at korrigere forfatternes selviscenesættelser. Sand oplysning skulle erstatte subjektive tydninger. Derfor konfronterede man teksten med dens referent, det levede liv. Selvbiografiens sandhed blev tolket som overensstemmelsen med de faktiske begivenheder. I den mest omfattende og pålidelige Strindbergbiografi kritiserer Gunnar Brandell således andre forsøg i genren for at stole for meget på Strindbergs egne tilbageblik i mere eller mindre litterær form i stedet for at arbejde stringent kildekritisk.⁴² Spørgsmålet om liv og digtning kan nemlig ikke »diskuteras på ett meningsfullt sätt förrän anekdoterna och legenderna har rensats bort« (1983:8). Forfatterens personlige illusioner skal i forskningen afløses af kendsgerningernes urokkelige sandhed. Tendensen er ikonoklastisk, hvad følgende eksempel på i øvrigt fremragende biografisk forskning kan demonstrere. Det problematiske i denne ikonoklasme vender vi tilbage til.

En af Strindbergs selvmytologiserende legender er den om Ismael, tjenestekvindens søn, den udstødte og miskendte. I den indgår et billede af August som det uønskede og oversete barn. Moderen elskede ham ikke nok, og så fik han tilmed for lidt at spise, bange og sulten var han. I en glimrende bog om den unge Strindberg påviser Allan Hagsten imidlertid, at August ikke behøvede at lide nød. Bevarede husholdningsregnskaber viser, at der i hans hjem hver dag var mindst 250 g kød og et halvt kilo brød til rådighed per person, og det bliver man ikke underernæret af (1951, I:109 f.). Her er objektive kendsgerninger, som er til at tage og føle på, og de viser, at August overdriver. Trods opbuddet af håndfast viden er jagten på referenten imidlertid kommet i modvind.

Aversion mod det referentielle. Samtidig med, at biografismen tabte terræn som litteraturvidenskabeligt paradigme, blev der fra nykritik til strukturalisme og dekonstruktion sat spørgsmålstegn ved litteraturens virkelighedsreference. Teksten er ikke blot et ekko af referenten, hævdes det; snarere er det omvendt. En referentiel illusion tilvejebringes ved tekstuelle ‘realitetseffekter’, som ikke skulle have anden betydning end netop at signalere virkelighed (cf. Barthes 1968). I disse diskussioner er selvbiografien hurtigt dukket op som centralt objekt, for hvis den ikke er referentiel, hvilke tekster er det så (cf. Jay 1987:44)? Berømt er Paul de Mans kritik af selvbiografiens referentialitet:

Autobiography seems to depend on actual and potentially verifiable events in a less ambivalent way than fiction does. It seems to belong to a simpler mode of referentiality, of representation, and of diegesis. […] But are we so certain that autobiography depends on reference, as a photograph depends on its subject or a (realistic) picture on its model? […] can we not suggest […] that the autobiographical project may itself produce and determine the life and that whatever the writer does is in fact governed by the technical demands of self-portraiture and thus determined, in all its aspects, by the resources of the medium? And since the mimesis here assumed to be operative is one mode of figuration among others, does the referent determine the figure, or is it the other way round: is the illusion of reference not a correlation of the structure of the figure, that is to say no longer clearly and simply a referent at all but something more akin to a fiction […] (1984:68 f.)

Den selvbiografiske skrift er visselig ikke blot affotografering, men også forskydning, måske endog vansiring af fortiden. Fra en skreven selvbiografi kan vi ikke slutte direkte til det liv, den foregiver at afbilde, måske knap nok til dets eksistens; som nævnt skiller ingen tekstinterne træk den selvbiografiske roman fra selvbiografien. Den selvbiografiske pagt består imidlertid netop i, at vi forudsætter denne forudeksistens, og dermed at referencen giver mening, selv om intet garanterer, at den faktisk bliver taget alvorligt. Vi forudsætter mao., at selvbiografien gengiver virkelige og vigtige hændelser i en faktisk persons liv; Ensam bryder som det eneste af bindene i Strindbergs selvbiografiske suite med denne præmis ved nok at hvile på erfaringsstof, men ikke berette om markante begivenheder. Derfor er de Mans kritik for absolut. Det er faktisk selvbiografiens kendemærke, at det giver mening at spørge til referenten. Heri ligger, at alle referencer i selvbiografien ikke kan være fingerede, hvad der imidlertid ikke gør repræsentationen simpel.⁴³ Også her er forskydningen er et vilkår. Strukturalis-mens og dekonstruktionens kritik hviler som påpeget af Christopher Prendergast (1986:72) ofte på et forenklet billede af referentielle genrers (selvbiografiens, realismens) selvforståelse og praksis. Ingen har jo i fuldt alvor troet, at teksten var identisk med eller en 1:1-gengivelse af livet, og kun ganske få hardcore-positivister har gjort faktuel sandhed til et kvalitetsmærke. At det repræsenterede forskydes i repræsentationen, gør det imidlertid ikke non-eksisterende. Forsøget på at uddrive referenten ender i en tvivlsom eksorcisme. For i selvbiografien filtres liv, subjekt og skrift sammen; ingen af dem eksisterer i uberørt renhed, og ingen af dem har et entydigt primat, hvorfor påstande om, at selvbiografiskrivningen »in all its aspects« skulle være påvirket af mediets krav, må afvises.

Derfor tjener den ældre forsknings orientering mod referencen og mod det levede liv som et nyttigt memento: Af selvbiografien venter vi en stoffets modstand mod såvel subjektets som sprogets frie spil. Her – og ikke i valget af litterær form – ligger dens lighed med realismen. Selvbiografien vender ikke kun indad. Ligesom den moderne rejselitteratur ikke kun handler om de fremmede omgivelser, men også om den rejsende selv, forholder dens modpol selvbiografien sig ikke kun til selvet, men også til dets ruter gennem den verden, de sociale sammenhænge og den historie, det er indskrevet i. Verdensvendtheden er således selv i Ensam en vigtig side af August Strindbergs poetik.

Skønt verden ikke er i centrum, er den dog be-skrevet i selvbiografien. Og skønt individets levede liv er den primære referent, er den aldrig isoleret fra tid og rum, ting, steder, begivenheder og personer. De optræder aldrig i ubesmittet særegenhed, men er altid formede og fortolkede. På den anden side er de heller aldrig totalt homogeniserede. Alt er ikke effekt af subjektets imperialisme og formernes tvang; der bliver et irreducibelt substrat tilbage. Lige så tvivlsomt, som det er at tro, at livet kan renses for spor af subjektiv fortolkning, er det at udradere livets spor i fortolkningerne. Et fokus på referencen indbyder netop til en overskridelse af den centralperspektiviske forsnævring, der fx afgrænser selvbiografien fra memoirerne. Livet, verden og de andre får lov at sætte spor, der giver plads til andre historier og andre fortolkninger end selvbiografiskriverens egne. Det er Strindberg selv inde på, når han i 1909 har skiftet holdning og ser Tjänstekvinnans son ikke som livets syntese, men som »ingredienserna till mitt författeri; råmaterialet«, idet han netop understreger, at historien også kunne fortælles på andre måder (sv 20:377).

Forhold, subjektet ikke selv forstår, er således også registrerede og repræsenterede i de selvbiografiske tekster. Johan må gå et år om i skolen. Hans genvordigheder tolkes som personlig miskendelse og bidrager til billedet af hovedpersonen som offer. Men som Hagsten (II:27 ff.) og Brandell (1987:30 ff.) har påvist, handler historien også om, at August Strindberg blev fanget i en moderniseringsproces’ paradokser, in casu af en grundlæggende liberal skolereform. Effekterne kunne registreres som individuelle kalamiteter; personligt begrundede var de imidlertid ikke. Blandt de overgribende sammenhænge, selvbiografierne gør det muligt at konstruere,⁴⁴ befinder sig netop erfaringen af de kulturhistoriske forandringer, som vi her samler under begrebet modernitet, og som danner baggrund for den bevægelse ind i modernismen, denne afhandling beskriver. Selv om Strindberg ofte placerer sig på sidelinjen, og Stockholms forvandlinger – som påvist af Hagsten, der som en af de få insisterer på at skrive Strindberg ind i overgribende historiske sammenhænge – ikke er noget udfoldet motiv i Tjänstekvinnans son, er der i hans selvfremstillinger også spor af denne historiske horisont. Moderniteten er ofte nedtonet, men altid læselig. Urbanisering, industrialisering, udvikling af medier og teknologi er til stede i deres effekter. Dynamiseringen af livet registreres ikke mindst i form af en destabilisering af traditionen. Den antiautoritære attitude, Strindberg ofte indtager, er ligesom den kvindeemancipation, han bekæmper, sider af dette forhold. Modernitetskritikken – fx i Tjänstekvinnans son sluttelige svadaer mod socialismen og industrien – demonstrerer om noget, at moderniteten er horisonten (cf. Stounbjerg 1991a). Mest manifest ytrer forholdet sig i forfatterens egen bevægelse væk fra de faste holdninger, de kohærente karakterer og de overleverede udtryksformer. Selvbiografierne er udtrykkeligt forsøg på at skrive fremtidslitteratur; fortiden har mistet sin autoritet. Fornyelsen er blevet en litterær nødvendighed på et tidspunkt, hvor ideer og litterære værker selv har antaget vareform og er henvist til at begå sig på et anonymt marked. De mange retningsskift, eksperimenter og inkonsistenser skyldes derfor som påvist af Robinson (1986a:113-126) også markedets krav. Moderniteten møder man imidlertid ikke kun i disse makroprocesser. Den er også til stede i teksternes sans for det lille og oversete. Fx i form af alle industribyens tilfældigt fundne spildprodukter – fra de møtrikker, Johan samler op på gaden i Stockholm, til de papirlapper, Inferno-helten finder i Paris.

De følgende læsninger sætter referenten i parentes og fokuserer primært på selvet og formerne – herunder på teksternes spil med referencen. Men de deler ikke aversionen mod det referentielle, der tværtimod skal fremhæves som en særdeles betydningsfuld side af Strindbergs urene skrift.

Referencens funktion. Biografismens problem er således ikke, at den ser selvbiografien som en referentiel genre, for det er den, men snarere, at den gør identifikationen af en referent, der tilmed ofte forbliver inden for det individuelle livs snævre horisont, til hovedsagen. I jagten på en tekstekstern sandhed reduceres selvfortolkning og litterær iscenesættelse let til forstyrrende momenter, som forskerne må fjerne, så livets kendsgerninger uforvrænget kan skinne igennem. I denne renhedstrang overses det, at fortolkningerne er virksomme dele af livet, og desuden, at skriften også er det: Udfærdigelsen af en selvbiografi er i sig selv en vigtig livshistorisk begivenhed (cf. Eakin 1992:55). Så vigtig måske, at forfatteren undervejs i processen er blevet en anden. Det ved forfattere, der som Strindberg producerer flere selvfremstillinger. I »Karantänmästarns andra berättelse« forrykker hovedpersonens selvbiografiske skildring af et tidligere ægteskab balancen i det nye. Ikke så snart har Maria fået værket i hænderne, før Axel registrerer »den oerhörda förändring som försiggått med hustrun« (sv 50:222). Livet er ikke en effekt af skriften, men det eksisterer heller ikke renligt isoleret fra den.

Ved at løsrive livets kendsgerninger fra og foretrække dem for selvfortolkningens figurer og deres tekstuelle gestaltning træffer biografismen et taktisk valg, som ikke er forkert, men snarere lige så skævt som den ensidige betoning af skriftens spil. For spørgsmålet angår ikke kendsgerningernes sandhed, men deres relevans.⁴⁵ Måske er det referentielle slet ikke hovedsagen i selvbiografien. I brændpunktet er ikke en persons, men personlighedens historie, ikke den numeriske identitet, men snarere selvidentiteten, subjektets selvfortolkning. Til det formål er det nok, at det beskrevne ligner det levede, så Axel fx kan genkendes som August. Fuldstændigt sammenfald fordres ikke. Derfor er den vilde glæde og den religiøse offerretorik lige så vigtige som den præcise angivelse af tid og sted for infernoheltens afsked med hustruen. Ved blot at spørge til verificerbare kendsgerninger risikerer biografismen at mislæse selvbiografiens anliggende.⁴⁶

Samtidig negligerer den selvbiografiens kvaliteter som tekst. I jagten på referenten glemmer biografismen at spørge til referencens funktion i teksten. Den samme begrænsning optræder paradoksalt nok hos Strindbergforskere, der som Johannesson i rent litterære læsninger foregiver, at tekster som Le Plaidoyer d’un fou slet ikke har med Strindbergs eget liv at gøre. Spørgsmålet er nemlig ikke, om selvbiografien henviser til et genkendeligt liv eller ej, men hvad vi stiller op med denne henvisning. Referencens tilstedeværelse tvinger ikke til en biografisk læsning. Den er også et litterært virkemiddel, der kan analyseres som en figur i teksten.

Den medvirker bl.a. til opbygningen af en pagt med læseren, hvor det afgørende ikke er, at teksten faktisk svarer til virkeligheden, men at den kan få os til at tro det.⁴⁷ At referencen ikke kan reduceres til retorik, betyder jo ikke, at facts ikke også bruges retorisk. I Tjänstekvinnans son kan de fx vise, at fortælleren er en naturalistisk kendsgerningernes mand. Der er noget besværgende⁴⁸ i selve specifikationsgraden. Om Johans æstetiske interesser hører vi, at han »hade i fadrens bokskåp hittat Lénströms estetik, Boijes målarlexikon och Oulibicheffs Mozarts Liv« (sv 20:133). Hovedsagen er ikke, om disse bøger virkelig var i bogskabet, det var de muligvis, heller ikke, at de karakteriserer Johans læsning og faderens smag, men at de overhovedet benævnes (cf. også diskussionen af referentialiteten i afsnittet om »En uren litteratur« nedenfor pp. 251-254). Referencernes redundans er en væsentlig side af teksten. Den tjener faktisk som realitetseffekt: Læseren skal få fornemmelsen af at have sikker grund under fødderne, idet der kan øses fra et hav af fast viden og urokkelige kendsgerninger.

Denne beroligende tilforladelighed er imidlertid kun én af referencens funktioner. Nok så tit bidrager den til at skabe uro og urenhed. Det sker eksempelvis i de spil med sammenblanding af facts og fiktion, som præger en del aktuel prosa, og som kan samles under begrebet autofiktion.⁴⁹ Suzanne Brøggers romaner og Ib Michaels Vanillepigen forstyrrer såvel en biografisk som en fiktiv læsning. Uvisheden er en tilsigtet effekt. Og det var den også hos Strindberg. Tekster som Le Plaidoyer d’un fou eller »Karantänmästarns andra berättelse« rummer demonstrative romantræk, som imidlertid forstyrres af lige så signifikante referencer til August Strindbergs liv. Som bevidste mellemting iscenesætter de et spil med lighed, identitet og forskel, der tydeliggør centrale sider af genrens retorik. Den arbejder med ustabile ligheder mellem tekstlig repræsentation og levet liv snarere end med absolut sammenfald eller fundamentale forskelle.

I eget navn? Sammenfald var imidlertid, hvad Lejeunes definition på ét punkt fordrede. Forfatter, fortæller og hovedperson skulle være identiske, og garanten for det skulle være, at de bar samme navn. Oftest markeres denne identitet ved brugen af første person ental; selvbiografier i tredje person forekommer imidlertid, og Tjänstekvinnans son er en af dem.⁵⁰ Her skriver Strindberg »Johan« og ikke »jag« om sig selv. Johan er det første af hans fornavne, så i en vis forstand overholder Tjänstekvinnans son den navneidentitet, Lejeune gør til genrens sine qua non.

Navnets privilegerede status begrunder Lejeune ved en distinktion mellem udsigelsen og det udsagte. Den identitet, der i det udsagte hævdes mellem den talende og den omtalte person, forbliver et postulat. Stedordet ‘jeg’ refererer derimod umiddelbart til den talende; men det er en shifter og dermed uden stabilitet. Udsigelsens subjekt kan imidlertid også betegnes med et egennavn, der tillige er forfatterens signatur. Med den underskriver han så at sige kontrakten med læseren. Forfatternavnet på bogens forside og titelblad skulle således være det eneste i teksten, der ubestrideligt viser hen til noget uden for den. Derfor sikrer navnet identiteten mellem forfatter, fortæller og hovedperson, mens forholdet mellem det levede liv og det fortalte blot hviler på en alt andet end entydig lighed.⁵¹ Det er på dette grundlag, at Lejeune i Le Pacte Autobiographique vil skille selvbiografien ud fra den selvbiografiske roman. Hans skematik (1975:28) udelukker således en roman, hvor hovedpersonens navn er det samme som forfatterens, og en selvbiografi, hvor det ikke er det.

Det er betænkeligt, for begge muligheder har i praksis vist sig at give mening. Ved Rifbjergs parodi på bekendelsesgenren, Dobbeltgænger eller Den korte, inderlige, men fuldstændig sande beretning om Klaus Rifbjergs liv (1978) har ingen trods navneidentiteten taget fejl af ironien i den selvbiografiske pagt. Den er så tyk, at der reelt etableres en romanpagt. Omvendt kan man forestille sig selvbiografiske værker, hvor hovedpersonen er navngivet, men uden at hans navn falder sammen med forfatterens.⁵² En bog kan både være roman og selvbiografi – det gælder eksempelvis den ovennævnte autofiktion, som netop havde spillet med navnene som konstitutivt træk⁵³ – ligesom et personnavn kan ligne forfatterens uden at være identisk med det.

Strindberg udnyttede netop et spil med navnene som æstetisk greb. Vist var Johan et af hans fornavne, men det var ikke det, han signerede bøger med, og det dukker ikke op på titelbladet. Navnet signalerer på en gang identitet og afstand. Le Plaidoyer d’un fou går en tak videre. Bogens jegfortæller og hovedperson hedder Axel. Han er en fiktiv person; men hans levned og meninger minder til forveksling om Strindbergs, ligesom navnet minder om August. I »Karantänmästarns andra berättelse« optræder Axel B. som nævnt i tredje person, hvad der øger distancen yderligere. Til gengæld er navnet identisk, ikke med forfatterens, men med hovedpersonens i den tidligere selvbiografiske roman. I Ensam er hovedpersonen aldeles anonym. Brugen af navne fører Strindberg hinsides de rene distinktioner.

Navnene giver kort sagt ikke selvbiografien noget stabilt fundament. Men de er væsentlige dele af de spil med referencen, der i det hele taget er karakteristiske for genren. Spil, hvor noget ligner så meget, at det får læseren til at tænke i såvel identitet som forskel. Disse spil tenderer Lejeunes bestemmelse mod at bremse, hvad ikke mindst dekonstruktionen har påvist (cf. Ryan 1980 og de Man 1984). I et bredere metafysikkritisk perspektiv har Derrida anfægtet dyrkelsen af egennavnet:

Die Einzigkeit des Namens, die versammelte Einheit der abendländischen Metaphysik, was ist das? Ist es mehr oder anderes als das Begehren […] des Eigennamens, des einzigen Namens und der denkbaren Genealogie? War Nietzsche nicht neben Kierkegaard einer der wenigen, der seine Namen vervielfältigt und mit den Unterschriften, Identitäten und Masken gespielt hat? […]

[…] Mit dem Wert des Namens stützen sich diese Einheit und diese Einzigkeit gegenseitig gegen die Gefahren der Dissemination. (Derrida 1984:72 f.)

Strindberg, der korresponderede med Nietzsche og var påvirket af Kierkegaard, var en af disse få.⁵⁴ I et forord til Tjänstekvinnans son fra 1909 spørger han netop, om han blot har leget med masker og identiteter:

Om författaren verkligen, som han stundom trott, experimenterat med ståndpunkter eller inkarnerat i olika personligheter, polymeriserat sig, eller om en nådig Försyn experimenterat med författaren, må framgå ur texterna för den upplyste läsaren. (sv 20:377)

Samme år fornægtede han i forordet til Författaren sin identitet med den person, der var ophav til de tidligere værker. Han underskrev sig som ‘Författaren’, dvs. med en kontekstbunden shifter:

Författarpersonen är således mig lika främmande som för Läsaren – och lika osympatisk. Som han icke existerar mer, känner jag ingen delaktighet, och enär jag var med och dödade honom (1898) tror jag mig ha rätt att betrakta detta förgångna såsom försonat och utstruket ur Den stora Boken.

Oktober 1909.

Författaren,

(till Gustav Vasa, Drömspelet,

Siste Riddaren m.fl.) (sv 21:267)

Lejeunes bestemmelser er næppe på højde med Strindbergs særlige version af forfatterens død. Hans brug af signaturer holder begreber som sandhed og reference svævende.

Navnet er med andre ord vigtigt, ikke som selvbiografiens ontologiske grund, men som del af dens henvisningsstruktur og tekstuelle spil. Det er ikke privilegeret, men befinder sig ligesom referencen til personer, steder og begivenheder mellem sandhedsfordring og fiktionsspil. Vi læser ikke en tekst selvbiografisk, fordi fortæller, forfatter og hovedperson er identiske. Snarere forudsætter vi – trods alle forskelle, også i navngivningen – at de refererer til en og samme person, når vi læser selvbiografisk. En selvbiografisk læsning opsøger netop – undertiden ud fra en initial uvished – forskelle og ligheder mellem disse instanser.⁵⁵

Den centrale reference: selvet. I selvbiografien er hovedhjørnestenen personlighedens historie. Derfor er den centrale reference som antydet ikke den til det empirisk verificerbare liv, men til selvet: de erfaringer, der summeres op i en subjektiv identitet. Den vilde glæde er vigtigere end banegården, selv om den ikke på samme måde kan efterprøves. Ofte bliver den identitet, selvbiografien vil repræsentere, først til i skriveprocessen; den siger nok så meget om det fortællende som om det fortalte subjekt. Fokus forskydes mao. fra tekstens referent til den mening (cf. Freges skel mellem Bedeutung og Sinn), som fremgår af det skrevnes konfiguration. Meningen befinder sig i feltet mellem liv og skrift. Om dette mellemfelt – subjektet, meningen, identiteten og den selvbiografiske akt – handler de følgende overvejelser.