Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 15

De fiktiviserende og almengørende tendenser dæmper det autobiografiske. Men det ophæves ikke. For som fiktiv ægteskabshistorie og allegorisk beretning er »Karantänmästarns andra berättelse« heller ikke ren. Den er en myte om ægteskabets dødedans, adskillelsens uundgåelighed og jordelivets ustadighed, den er religiøs allegori og del af en filosofisk diskussion af kønnenes metafysik; men fortællingen stritter samtidig i andre retninger. Historien er ikke så stram som karantænemesterens første, der stort set udelod det private og anekdotiske. Den er længere og mere episodisk, præget af det, Sophus Claussen apropos en anden kæntret allegori kaldte en »næsten brutal Hukommelse« (1893:33). Heri ligger, at fortælleren i sin respekt for de faktiske begivenheder holder fast i noget irreducibelt singulært, uanset om det gør litterær nytte. Bevægelserne mellem livs- og frelseshistorie, mellem de private erfaringer og kærlighedens almene love fører således ikke kun teksten væk fra selvbiografien. Tværtimod dramatiserer de dens spænding mellem singulære oplevelser og fælles former.

»Karantänmästarns andra berättelse« sætter sig således mellem flere stole. Uden særlig angivelse, anbragt mellem noveller og digte lader Strindberg karantænemesteren fortælle sine to historier, hvoraf den anden handler om Axel, der til forveksling ligner forfatteren. Historien er ikke karantænemesterens selvbiografi, hans mål med at fortælle er ikke at erkende sig selv, men at få indsigt i livets almene love. Undervejs får han alligevel ikke blot lov til at skrive en version af forfatterens biografi, men rejser også spørgsmål om mening og sammenhæng i den individuelle skæbne, som er typiske for selvbiografien. De selvbiografiske spor forstærkes af Strindbergs egne interventioner: brevene, forordet til Författaren fra 1909, hvor Fagervik och Skamsund omtales som »ur Eget och Andras liv« (sv 21:267), den af forfatteren sanktionerede tyske udgivelse af Entzweit. At brevene inkluderer Klostret/»Karantänmästarns andra berättelse« i det selvbiografiske œuvre, betyder selvsagt ikke, at den så en gang for alle er sat på plads. Pointen er snarere, at Strindberg ved at pege på en virksom, marginaliseret, men ikke marginal, side af teksten åbner et tekstrum, værket eksperimentelt kan læses i. »Karantänmästarns andra berättelse« er ikke selvbiografi i ren form, men den er i dialog med genren. En læsning, der vægter det selvbiografiske, er lige så legitim som en religiøs. Strindbergs livshistorie, hans øvrige selvbiografiske skrifter og den forventningshorisont, der er etableret gennem selvbiografigenrens historie, er lige så oplagte referencerammer som tekstens umiddelbare publikationskontekst.

Teksten er uren og derfor svær at klassificere. At kalde den ‘autobiografi’ er at give den for meget, mens en klassifikation som ‘selvbiografisk fortælling’ forbliver for vag. Procedurerne synes snarere at foregribe en postmoderne autofiktion, hvor urenhedens egne effekter – læserens uvished, antitesernes neutralisering, genrehybriden – er en tilstræbt kvalitet. Denne afhandlings pointe er, at det er de allerede i Tjänstekvinnans son, Han och hon, Le Plaidoyer d’un fou, Inferno, Legender, Ensam og i »Karantänmästarns andra berättelse«. For at forstå disse effekter, må de selvbiografiske rum, teksterne åbner, kortlægges nærmere. Det sker i den følgende teoretiske bestemmelse af selvbiografien.

Serialitet, genskrivning, dialogicitet. Genrer bringer tekster i dialog med andre tekster. Det er læsningen af »Karantänmästarns andra berättelse« som selvbiografi, der tillader mig at inddrage Rousseau som bande. Dens spil med genren åbner ligeledes et tekstrum inden for forfatterskabet – hvad Strindberg selv antyder, når han i breve, forord og notitser foreslår en sammenhæng mellem de i denne afhandling behandlede tekster. Noget af det særlige ved Strindbergs omgang med selvbiografien er netop, at han ikke kun skriver om sit liv, men at han i værk efter værk skriver sit liv om. Serialiteten, i.e. selve det forhold, at han skriver mere end en selvbiografi, har konsekvenser (cf. nedenfor p. 93 f.). Genskrivningen er en væsentlig side af hans værk – også uden for den selvbiografiske serie. Legender og »Jakob brottas« var tænkt som Inferno II og III. Strindberg skrev Giftas II, Dödsdansen II og Till Damaskus II og III. Ligesom Götiska rummen er tænkt som followup til Röda rummet, og Skärkarlsliv er skyggesiden af Hemsöborna, på samme måde kan historien om det andet ægteskab ses som en genskrivning af den om det første, Le Plaidoyer d’un fou. Teksten er både ekko af liv og litteratur, herunder Strindbergs egne værker.

»Karantänmästarns andra berättelse« forstærker træk fra tidligere selvfremstillinger. Beskrivelsen af Axel som en fremmed, miskendt og udelukket indgår i den personlige mytologi, Strindberg har bygget op lige siden Tjänstekvinnans son.²⁰ På andre punkter lader historien sig læse som en kritisk kommentar til Strindbergs tidligere selviscenesættelser. Beskrivelsen af kærlighedens vanvid diagnosticerer den paranoide Axel, der var hovedperson i Le Plaidoyer d’un fou:

Kärleken har ju alla vansinnets symptomer; hallucinationer eller se skönhet där ingen finns; melankoli så djup som aldrig, omväxlande med yster munterhet; utan övergångar; oresonlighet i hat, vanföreställningar om den andres verkliga meningar (eller s. k. missförstånd), förföljelsemani där den andre tros spionera på en, utlägga snaror och förfölja en; till och med stå en efter livet särskilt med gift. (sv 50:253)

Kommentaren forvandler den tidligere tekst til en provisorisk intervention i livet snarere end sandheden om det. Den distancerede analyse vidner tillige om en forskydning af selvfremstillingernes problemstilling – og dermed om den ovenfor omtalte udvikling i forfatterskabet.