Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 3

Urenheden er min indgang til Strindberg. Midt i firserne satte jeg mig for at studere en udbredt diskursiv formation i forrige århundredskiftes litteratur og kulturkritik: den metaforiske sammenknytning af smuds, kvindelighed og modernitet. Genstanden var tre mandlige skribenter: Nietzsche, Weininger og Strindberg. Fokus var altså ikke udelukkende på sidstnævnte, endsige på hans billede af sig selv. Blikket var rettet mod forholdet til samtiden – og mod de repræsentationssystemer, der tillod identifikation og klassifikation af det andet og de andre som smudsige. Det undgik dog ikke min opmærksomhed, at selvbiografiske tekster i stigende omfang blev gjort til omdrejningspunkt for den teoretiske diskussion af repræsentationen, ej heller, at jeg forholdt mig til værker – Le Plaidoyer d’un fou og »Hjärnornas kamp« (cf. Stounbjerg 1985 og 1988b) – med et markant selvbiografisk islæt. Og med en litterær iscenesættelse af fortællerne, der tillod, at deres klassifikationer af andre tillige blev læst som ufrivillige selvudtryk. Via disse værker viklede jeg mig ind i arbejdet med Strindbergs selvbiografiske prosa. Her dukker urenheden atter op, men nu som bevidst skrivestrategi.

Fuldførelsen af det – dengang – stort set færdige manuskript om Strindbergs selvbiografiske prosa blev i praksis sat i bero, da jeg i 1993 blev studieleder på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur og derpå prodekan på det humanistiske fakultet ved Aarhus Universitet. 10 år senere blev der sammenhængende tid til en om- og gennemskrivning af den afhandling, der hermed fremlægges.

Afhandlingen skriver sig ind i et forandret forskningsfelt. I opposition til de biografiske og idéhistoriske Strindbergstudier, der stadig prægede firsernes udgivelser med Michael Robinsons bog om Strindberg og selvbiografien som en lysende undtagelse, ville den fokusere på teksternes egne bevægelser – og kvalificere studiet af dem ved inddragelse af dynamiske tekstteorier spændende fra dekonstruktionen over semiotiske, psykoanalytisk inspirerede og poststrukturalistiske positioner (Eco, Brooks, Barthes, Kristeva fx) til dialogiske, pragmatiske og hermeneutiske bud på tekstuelle processer. Tesen var og er, at den uro og urenhed, der ofte er blevet anset for en svaghed ved Strindbergs tekster sammenlignet med fx Ibsens, lader sig beskrive systematisk og tekstnært. Det 20. århundredes tekstteorier leverer en forståelsesramme, der ikke blot gør uroen og urenheden læselig, men som samtidig peger på den litteraturhistoriske horisont, teksterne er med til at åbne: modernismens. Uroen ses således som moment i den krise i og destabilisering af repræsentationen, der var modernismens impuls.

I mellemtiden har Strindbergreceptionen ikke været uberørt af litteraturvidenskabens tekstuelle vending. I sig selv er den ved at være en gammel nyhed. Aktuelle udgivelser vender sig da også i stigende omfang væk fra det snævert tekstuelle. Eksempler kunne være diskussionen af forholdet til teknik, medier og andre kunstarter eller Ulf Olssons diskursanalytiske behandling af Strindberg og galskaben, hvis færdige resultat desværre er kommet for sent til at kunne inddrages i denne afhandling. Imidlertid er det denne afhandlings synspunkt, at konjunkturbevægelserne ikke har ugyldiggjort problematikken, men snarere gjort det muligt at kvalificere den. Derfor har jeg i gennemskrivningen fastholdt substansen i min argumentation, men tillige søgt at profilere de indvundne indsigter ved inddragelsen af opdaterede referencer, herunder ikke mindst henvisninger til det sidste tiårs Strindberglæsninger. En kritik af de strategiske valg i dele af Strindbergforskningen har været en af den foreliggende afhandlings impulser. Men jeg deler ikke modernismens tabula rasa-ideologi og forestiller mig således ikke at gøre noget absolut nyt. Derfor lader jeg ofte kritikken være underforstået. Forskningen inddrages således ikke for at fremhæve et brud med traditionen, men som henvisninger til andre måder at gøre tingene på.

Mit arbejde med Strindberg er siden 1985 blevet publiceret i en række artikler, herunder flere om de i denne afhandling behandlede værker (se Stounbjerg 1990, 1991a, 1991c, 1993, 1995a, 1995b, 1995c, 1996, 1997a, 1997b, 1998a, 1999a, 1999b, 2002b og 2002c). Tankefigurer og formuleringer fra disse artikler, som der her en gang for alle henvises til, går igen rundt om i afhandlingen.

Tak til Lars Dalum Granild og Birgitte Rasmussen Hornbek for deres manuskriptkommentarer. Og tak til Kirsten, Simon og Peter for deres overbærenhed gennem alle årene med Strindberg.