Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 9

Den selvbiografiske prosa udgør en relativt beskeden, men kvalitativt vigtig del af Strindbergs produktion. Den er ikke valgt som vidnesbyrd om forfatterens liv, men som tekster, der skal læses. Målet er at kortlægge, hvad denne gruppe tekster gør ved dels at undersøge de mønstre, hvori livet repræsenteres, dels at registrere udviklingstendenser, som får litteraturhistoriske konsekvenser i form af en bevægelse fra realisme til modernisme.

Selvfremstillingerne har ikke monopol på disse mønstre. Men de er af flere grunde en givtig indgang til dem. De udgør også i et internationalt perspektiv en væsentlig litterær indsats i dens egen ret – en indsats, jeg litteraturhistorisk betragtet anser for den ved siden af dramaerne mest perspektivrige. Endvidere har selvbiografigenren vist sig at være omdrejningspunkt for centrale tekstteoretiske problemstillinger. Selvfremstillinger rejser bestandig repræsentationen som problem. De diskuterer meningen med livet og dermed også spørgsmålet om dets læselighed og fremstillelighed.⁴ Strindbergs tekster stiller tilmed spørgsmålene så radikalt, at det er påfaldende og yderst beklageligt, at de nævnes så lidt i den stærkt voksende internationale litteratur om selvbiografien.⁵

At bestemme nogle værker og ikke andre som selvbiografiske rejser i Strindbergs tilfælde særlige problemer. De skyldes i et vist omfang hans tilbøjelighed til at udviske genregrænser. Problemerne stammer også fra Strindbergforskningen. Der har været en tendens til at læse hele forfatterskabet som selvbiografisk. En endnu levende biografisk tradition har reelt blokeret for en produktiv forståelse af Strindbergs særlige brug af selvbiografien som genre. Ved at tage det selvbiografiske for pålydende har den overset, at det også er en effekt af en særlig retorik, som det må være litteraturforskerens opgave at analysere.

Problemet er imidlertid også principielt. Selvbiografien er en stadig udfordring for genreteorien. Skønt vi i praksis sjældent er i tvivl om, hvornår en tekst skal læses som selvbiografisk, findes der, som det skal vises, ikke klare distinktive træk, der gør det muligt entydigt og objektivt at skelne selvbiografiske fra ikkeselvbiografiske tekster. Derfor gives der ikke noget definitivt svar på, hvilke af Strindbergs tekster man med føje kan kalde selvbiografiske.

Her undersøges tekster, Strindberg selv har klassificeret som selvbiografiske. I breve og efterladte notitser oplister han Tjänstekvinnans son, Jäsningstiden, I röda rummet, Författaren (alle skrevet 1886; sidste bind udkom dog først 1909), Han och hon (tilrettelagt 1886, udgivet posthumt 1919), Le Plaidoyer d’un fou (skrevet på fransk 1887-88, udkom første gang på tysk 1893), Inferno (skrevet på fransk 1897, udkom første gang på svensk samme år), Legender (skrevet 1897, det meste på fransk, udgivet på svensk 1898), »Karantänmästarns andra berättelse« (skrevet som Klostret 1898, omarbejdet og udgivet 1902 som del af Fagervik och Skamsund), Ensam (1903), Ockulta dagboken (ført 1896-1908) og brevene som selvbiografiske. Han foreslår dem posthumt udgivet i ét bind med fællestitlen Tjänstekvinnans son.⁶ Idet jeg vælger at se bort fra brevene og den okkulte dagbog,⁷ bliver afhandlingens genstand da de 4 bind i Tjänstekvinnans son (Tjänstekvinnans son, Jäsningstiden, I röda rummet, Författaren), Han och hon, Le Plaidoyer d’un fou, Inferno, Legender, »Karantänmästarns andra berättelse«/Klostret og Ensam.

Afgrænsningen følger et simpelt kriterium, Strindbergs egen retrospektive kategorisering. Dermed undgås futile diskussioner om, hvilke tekster der er selvbiografiske. »Kvarstadsresan«, »Hjärnornas kamp« og »Karantänmästarns första berättelse« er det hverken mere eller mindre end Ensam. Tekster er ikke selvbiografier, men de kan læses som sådanne.⁸ Afgrænsningen giver den gevinst, at den får en relativt begrænset gruppe tekster til at tale sammen. Hertil kommer, at teksterne ikke blot spænder over en periode på 15 år, som var de mest omskiftelige i Strindbergs liv, men at de også som påvist af Evert Sprinchorn (1968:3) stammer fra to af hans litterært mest produktive perioder, årene 1886-1888 og 1897-1903. Til Sprinchorns konstatering bør det føjes, at perioderne også er litteraturhistorisk signifikante: Fra den første stammer Strindbergs erklæret naturalistiske værker, og i den anden lancerer han en postnaturalistisk æstetik. Det behandlede korpus har således en spændvidde, der gør det muligt at under-søge Strindbergs bevægelse fra realisme til modernisme. Flere af teksterne hører tilmed til hovedværkerne i forfatterskabet, de er udfordrende og ofte sære.

Tekstvalget giver en yderligere og vigtig gevinst, som afhandlingen vil ud-nytte, nemlig de instruktive ejendommeligheder i Strindbergs klassifikation. Ser vi bort fra den monstrøse idé om at samle alt i ét bind (brevene er nu trykt i 22 bind, og der dukker stadig nye op!), der næppe skal tages bogstaveligt, men dog signalerer en forbindelse, må vi stadig notere os det umage ved de værker, der anbringes under samme hat. Ingen af dem har undertitler som ‘selvbiografi’ eller ‘mit liv’. Tværtimod afprøver de forskellige genrer: roman, selvbiografi, memoirer, selvportræt, brevroman; Ensam udråber sågar et digt til at være for-tætningen af hovedpersonens liv. Samtidig eksperimenterer de med narrative modaliteter: Der bruges såvel første som tredje person, ligesom afstanden mellem forfatter, fortæller og hovedperson er skiftende. Den valgte tekstgruppe gør det således muligt at forfølge forskellige bud på gestaltning af en selvfremstillings-problematik. Værkerne er alle tvetydige, og det selvbiografiske er ikke nogen klar fællesnævner. I denne afhandling skal genrens uafgørlighed analyseres som en del af teksternes konstitutive urenhed. Afhandlingens emne er således ikke selvbiografien som genre, men derimod et tekstkorpus, der også er selvbiografisk.

Strindberg citeres efter Samlade verk (forkortet sv), hvor alle primærteksterne nu er udkommet. Trods den imponerende filologiske indsats er Samlade verk til forskel fra udgaven af Strindbergs breve med sin modernisering af Strindbergs svenske desværre ikke ordret identisk med hverken førstetryk eller manuskripter (cf. redegørelsen for redaktionsprincipper i sv 1). Selv om denne afhandlings fokus er på offentliggjorte værker, vælger jeg dog af pragmatiske grunde at citere fra det manus- og ikke førsteudgavebaserede standardværk. Her får man de mindst korrumperede tekster i den udgave, som al international Strindbergforskning i praksis refererer til. Fordelene ved at opsøge førsteudgaver (for ikke at tale om forsøg på at gengive originalmanuskripter diplomatarisk) opvejer ikke omkostningerne ved at henvise til vanskeligt tilgængelige og tilmed ofte tvivlsomme tekster. Det skal bemærkes, at alle værkerne mellem Tjänstekvinnans son og Ensam rejser principielle filologiske problemer. Han och hon udkom først efter Strindbergs død. Førsteudgaven afviger, hvad navngivning af hovedpersoner angår, fra manus, og Samlade verk har valgt en tredje løsning, som her følges, ikke fordi det er den bedste, men fordi det er den, der fremover vil blive refereret til. Le Plaidoyer d’un fou og Inferno er begge skrevet på fransk, men udkom først i tysk henholdsvis svensk oversættelse. Sprogligt reviderede franske udgaver fulgte dog hurtigt. Selv om manuskripterne aldrig har været tænkt udgivet i den ukorrigerede form, citeres her på Strindbergs franske fra Samlade verk. Midt i sidste del af Legender skifter Strindberg sprog fra fransk til svensk. En fransk udgave forelå først et halvt århundrede efter Strindbergs død. Her citeres der i forlængelse af tidligere valg på manuskriptets sprog, dvs. både på fransk og svensk. Strindbergs franske gengives i Samlade verks ukorrigerede form.

Bøger og artikler på dansk, svensk, norsk, engelsk, tysk og fransk citeres principielt på originalsproget. Russiske og italienske værker citeres i oversættelse.