Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 12

»Karantänmästarns andra berättelse« er ikke publiceret som nogen regulær selvbiografi. Som novelle er den på den anden side uinteressant: amorf, episodisk og upointeret. Betragtet ud fra en ren genrepoetik er den dømt til at falde igennem. I Strindbergs prosa er urenheden imidlertid en produktiv impuls. Heri indgår den uvished, der skabes af tilnærmelsen til det selvbiografiske. Uvisheden opstår i et spil med referencen: læseren skal både se hovedpersonens lighed med August og de demonstrative forskelle og derved komme i tvivl om deres relation. Navngivningen bidrager til denne tvivl (se også nedenfor p. 63). Axel er ikke August; men de har mere end forbogstaverne til fælles. For Axel var også forfatterens alter ego i Le Plaidoyer d’un fou, den selvbiografiske roman om det første ægteskab, hvor hustruen ligeledes hed Maria. Axel Borg, hovedpersonen i skærgårdsfiktionen I havsbandet, var imidlertid også forlovet med en Maria. Navnene er ikke selvbiografiens sidste instans, men en del af et spil, der ikke standser ved henvisningen til livets empiriske facts.

Hovedsagen i genren er nemlig ikke de enkeltstående begivenheder, men personlighedens historie. Selvbiografiens stof er livet, dens problem er at finde dets røde tråd. Hovedpersonen Axel aktiverer således genrens klassiske figurer, når han tænker »över sitt öde« og søger et »ändamål med livet« (sv 50:248). Han stiller sig store eksistentielle spørgsmål: »Vad har du i livet att göra? Frågade: vart, varifrån, varthän?« (sv 50:255f.). Spørgsmål om mening, retning og sammenhæng styrer også fortællingen om hans ægteskab. Det »sammelsurium«, han prøver at »få ett sammanhang i« (sv 50:210), er nemlig især hans parforhold. Fortællingen beskriver en afgrænset livsfase fra Axels første møde med Maria til hans afsked med hende og barnet. For at kende sig selv må han også forstå hende, hvad der aldrig lykkes. Men projektet består, han søger den elskedes »ekvation« og drømmer om at »veta denna kvinnas gåta« (sv 50:195; 198).

Denne vilje til viden forbinder Axel med et klassisk selvbiografisk projekt. Der er vel at mærke tale om et typisk træk snarere end et formelt genrekriterium og om et træk, der tilmed hyppigt mimes i den fiktion, der som fx udviklingsog dannelsesromanen har en biografisk struktur. Ved at mime det sender disse genrer ligesom »Karantänmästarns andra berättelse« hilsener til selvbiografien. På den anden side kan jegromaner sagtens være pseudoselvbiografier, i.e. formet som et individs levnedsbeskrivelse, uden at de af den grund deler selvbiografiens problematik. Det gør Strindbergs tekster derimod. Forsøget på at finde vej gennem livets labyrintiske væv rejser såvel epistemologiske som hermeneutiske spørgsmål. Hvordan opnår jeg sand viden om mig selv, den anden og verden? Og hvordan skal jeg tyde de modstridende tegn, begivenhederne i mit liv afsætter? spørges der fra Tjänstekvinnans son til Ensam. I hele serien af selvfremstillinger skal vi forfølge spørgsmål om erkendelse, betydning og fortolkning.

Midlerne til at få sammenhæng i livets »sammelsurium« er de i indledningen nævnte: fortællingen, billedet, diskursen. Begivenhederne forvandles til faser i et typisk udviklingsforløb: tiltrækning, sammensmeltning, dissonans, brud. Undervejs sammenlignes Axels oplevelser i et gennemgående billede med helvede. Det suppleres af eksplicitte overvejelser over livets og kærlighedens væsen. Fortællingen, metaforerne og de diskursivt-didaktiske ræsonnementer mødes i en sammenhængende fortolkning, der imidlertid har den ejendommelighed, at den trækker væk fra det individuelle. Dermed fjerner den sig fra den klassisk moderne autobiografi i traditionen fra Rousseaus bekendelser, der netop betonede det uefterlignelige i det enkelte liv (se nedenfor p. 90).