Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 14

Bevægelsen fra det individuelle og eksistentielle til det almene og essentielle standser ikke ved kærlighedslivets love. De er blot udtryk for noget større, der fratager hovedpersonen ansvaret for sit eget liv. Det er verdensordenen snarere end den enkelte psyke, der udforskes. Bag de realistiske begivenheder ligger metafysiske skæbnemønstre. Axel oplever sine plager som så systematiske, at noget overnaturligt må være på spil: »Åter intog honom den äldre tanken att detta icke kunde gå naturligt till, utan att en osynlig hand låg över hans öde« (sv 50:267; cf. også 228, 230, 247).¹⁴ Den opmærksomme læser husker, at en usynlig hånd figurerer et prominent sted i det tidligere forfatterskab, nemlig som overskrift på det første kapitel i omvendelsesskriftet Inferno. Hermed åbnes en esoterisk forståelseshorisont: den sene Strindbergs mystik, hvor verden er fyldt med magternes tegn. Men her skal de tydes af en hovedperson, som til forskel fra infernovandreren principielt afviser religionen. »Karantänmästarns andra berättelse« er skrevet efter omvendelsen, men refererer til begivenheder før den. Det sætter en forskel i erkendelsesniveau mellem fortælleren og Axel, der ikke kender nogen god Gud (sv 50:231), men som dog ender med at tro på forsynet (sv 50:269). Læseren ved således fra Strindbergs egen udvikling, at Axels svigermor fik ret i profetier, som uden denne biografiske reference ville være temmelig ligegyldige:

Ægteskabet tolkes metafysisk.¹⁵ Marias infami skyldes således ikke bare hendes private konstitution, og til forskel fra navnesøsteren i Le Plaidoyer d’un fou anklages hun ikke for alverdens perversioner, for hendes opgave er højere bestemt: Nederdrægtighederne udtrykker blot »det uronda hos människan« (sv 50:254). Tilsvarende er Axels pinagtige oplevelser et veritabelt helvede (cf. sv 50:225; 231; 232). Steder og begivenheder læses allegorisk; Rügen minder således om »tavlan ur Dantes Helvete där gudsförsmädare ligga utsträckta på het sand« (sv50:231).¹⁶ Proceduren bringer nok en gang »Karantänmästarns andra berättelse« i dialog med de øvrige dele af Fagervik och Skamsund.

Bogens titel er i sig selv allegorisk.¹⁷ De to skærgårdsøer er symbolske lokaliteter, der sammen med karantænemesteren også optrådte i drømmespillet. Fagervik ligner en lys sommerdrøm med ferie og fest, mens karantænemesterens Skamsund præges af kiv og strid. Lokaliteterne sammenlignes straks med Bibelens Ebal og Garizim, forbandelsens og velsignelsens bjerg (sv 50:126 f.). Spændt ud mellem disse poler bevæger teksterne sig mellem lykke og ulykke, frelse og fortabelse. Bevægelsen er devaluerende, oftest demaskeres den tilsyneladende idyl. Torkel, hovedpersonen i »En Barnsaga«, må sande, at Fagervik snarere er Satans blændværk end det forjættede land. At antiteserne er ustabile, symboliseres ved, at kun et smalt sund skiller de to øer. I »De yttersta och de främsta« når kunstneren således frem til, at »Ebal är icke Garizim, men det är frågan, var välsignelseberget ligger, om det kanske icke ligger mitt i sundet!« (sv 50:278).

Karantænemesteren er del af dette univers, og det farver hans historier. Klostret blev skrevet til en anden sammenhæng, og den foregår ikke i den svenske skærgård. Men med de mange referencer til helvede, isolation og karantæner lader »Karantänmästarns andra berättelse« sig uden videre læse ind i rammen.¹⁸ Den handler – ligesom dele af digtsuiten »Trefaldighetsnatten« – om ægteskabet som forbandelse og velsignelse og om lykkens falskhed og ustadighed.¹⁹

Den metafysiske fortolkningsramme skubber fokus væk fra personlighedens historie. Igen bliver livet eksempel på en almen problematik. Til belysning af denne problematik lånes greb og former som bekendelsen og allegorien fra en kristen tradition. Det bringer historien i selskab med Inferno og Legender, der begge genbruger middelalderlige religiøse former, og med Strindbergs øvrige eksperimenter med et religiøst formsprog (Till Damaskus, Advent m.fl.). Fiktionen, Ett drömspel fx, er igen en lige så oplagt samtalepartner som Tjänstekvinnans son.

I »Karantänmästarns andra berättelse« er det selvbiografiske snart i dialog, snart i konflikt med lånene fra en religiøs litteraturhistorie. I det mindste, hvis selvbiografien som hos Rousseau opfattes som forbundet med en moderne subjektivitet. Over for det individuelle står det principielle, over for de livshistoriske episoder de allegoriske antiteser. Selvbiografiens autenticitetsforestillinger negeres af det symbolske arrangement, hvor hovedpersonen bliver til Enhver. Når det individuelle nedtones, reduceres det selvbiografiske tendentielt til en undertrykt understemme.