Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 8

Strindbergs tekster er for længst kanoniserede. De foreligger som del af den litterære tradition, og forskningen har ikke forbigået dem i tavshed, tværtimod er Strindberglitteraturen meget omfattende. Denne virkningshistorie må en genlæsning tage højde for. Den er en af grundene til, at værkerne her diskuteres i en aktuel, tekstteoretisk reflekteret kontekst. Bestræbelsen er konstruktiv. Heri ligger, at jeg river Strindberg fri af de sammenhænge, han selv indgik i, for at anbringe ham i andre konstellationer, herunder nogle, han ikke kendte og ikke kunne kende til. En sammenligning af Strindbergs selvbiografiske praksis med Roland Barthes’ eller Paul Austers kan være nok så sigende som en redegørelse for hans svenske samtid. Målet er derfor ikke at rekonstruere forfatterens intentioner, værkets genese eller dets umiddelbare kontekst. Jeg serverer intet nyt biografisk stof og kolporterer ingen historier om litterær påvirkning. Afhandlingen leverer ikke ny empirisk viden, men læsninger af og et perspektiv på teksterne, som inkluderer en dialog med nyere tekstteori. Det er mit bud på, hvordan man undgår at stryge Strindbergs tekster med hårene, for, som det hedder i en af Benjamins historiefilosofiske teser, at vriste overleveringen fri af konformismen (Benjamin I:695).

Perspektivet er således læserens. Jeg forholder mig primært til tekster, Strindberg valgte at offentliggøre (eller i det mindste som Han och hon forberedte til publikation), og inddrager kun i beskedent omfang kladder, breve og udkast. Sigtet er ikke genetisk, selv om tekstetableringen i de fleste tilfælde er et problem i sig selv. Det er med velberåd hu, at værklæsningerne udgør broderparten af afhandlingen. Strindbergforskningen har gjort meget ud af udenværkerne, hvorimod tekstmonografier stadig er en mangelvare.³ Det vil jeg råde bod på ved ikke kun at forfølge Strindbergs destabilisering af selvbiografien, men også levere bud på en helhedsforståelse af det enkelte værk.

Læsningerne er systematiske. De rejser alle spørgsmål om subjektet, meningen og repræsentationen, og de diskuterer alle repræsentationens grundlæggende former: genre, fortælleforhold, billedsprog og diskurser. Sigtet er således ikke dekonstruktivt. Uroen, urenheden og ulæseligheden ser jeg som relativt konstante – og dermed læselige – aspekter af lige netop den strindbergske tekst og ikke som momenter i en almen tekstteori. Instabiliteten former ét af forfatterskabets konstitutive mønstre. Fokus er ikke på den singulære hændelse, men på tilbagevendende forhold i teksterne. Hensigten er – som i Genettes læsning af Proust – ud fra en strukturel analyse af de greb, der organiserer teksten, og hvormed Strindberg søger at nå en i det mindste provisorisk stabil mening, at foretage en præcis beskrivelse af den uro og urenhed, der anfægter fremstillingsformernes egen stabilitet, samtidig med at den selv danner analyserbare mønstre. I den forstand er læsningen objektiverende. Derfor har den kunnet hente inspiration i strukturteorier (nykritik, strukturalisme) og ikke mindst i deres dynamisering.