Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 7

Uroen, urenheden, repræsentationskrisen, viljen til viden og udfordringen af de litterære udtryksformer demonstreres i en serie læsninger af de enkelte værkers metode, deres narrative organisering, tematiske strukturer, diskursive og litterære strategier. Afhandlingen indkredser imidlertid også forhold, der ikke er bundet til enkeltværket. En fælles problematik i læsningerne er således forholdet til de spørgsmål og det problemfelt, selvbiografigenren traditionelt rejser. Det præsenteres indledningsvis med fokus på det liv, der fortælles om, på selvbiografiskrivningens funktioner for det fortællende subjekt og på de former, der fortælles i. Kort sagt anskues livet, selvet og formerne som momenter, der interagerer i selvbiografien. Ingen af dem eksisterer i renlig adskilthed. De er alle indlejret i historien og påvirket af hinanden. Det liv, teksterne refererer til, er ikke kun objektive hændelser, handlinger og miljøer. De subjektive identitetsudkast og selvbilleder, skrevne eller ej, er virksom del af det, og det er skriften i allerhøjeste grad også for en forfatter som August Strindberg. Efter publikationen foreligger Tjänstekvinnans son således som et historisk faktum, bl.a. med den onaniskildring, han senere føler sig kaldet til at tage op til revision. Subjektet eksisterer selvsagt heller ikke transcendentalt hævet over liv og litteratur. Momenterne mødes, men kan på den anden side ikke reduceres til hinanden. Identitet er ikke kun en leg med litterære troper, litteraturen ikke kun et referat af levet liv. Ofte består der tillige en spænding mellem momenterne, fx mellem det singulære selvudtryk og de fælles former.

De selvbiografiske tekster ses således som mødesteder for et flerfold af impulser. De registrerer et levet livs ruter gennem en historisk, geografisk og social verden. De forsøger at fortolke, forstå og skabe mening. Men de er også skrevne og offentliggjorte selvfremstillinger, og som sådanne tjener de ikke kun til objektiv historieskrivning eller eksistentiel selvafklaring. De skal også påvirke andre, korrigere, polemisere og manipulere, og samtidig er de æstetiske artefakter, som eksperimenterer med stil og udtryksformer og også vil bedømmes på deres litterære kvaliteter. Det teoretiske kapitel om selvbiografien præsenterer således en forståelsesramme for de brydninger, der registreres i værklæsningerne, og som bidrager til teksternes uro: spændingen mellem liv og form i Tjänstekvinnans son, stileksperimenter og ironiske attituder i Han och hon, miskmasket af erkendelse, retorik og æstetik i Le Plaidoyer d’un fou osv.

Dialogen med det selvbiografiske er imidlertid kun et af de mønstre, afhandlingens værklæsninger og tværgående perspektiverende kapitler præsenterer. Uroen og urenheden er et andet; en grundlæggende digterisk metode karakteriserer jeg således som Strindbergs ‘urene skrift’ (se kapitlet »En uren litteratur« pp. 241-269). En modpol til urenheden er den hang til grandiose udtryk, som ofte præger stilen, og som inspireret af Peter Brooks karakteriseres som en melodramatisk æstetik (se især pp. 163-168). Relativt stabile mønstre dannes ligeledes af det repertoire af myter og billeder, der udvikles gennem hele forfatterskabet. Samtidig med at Strindberg opløser ideen om en hel og sammenhængende karakter, skriver han på en påfaldende konstant personlig mytologi. De personer, han fortæller om, er alle miskendte og udstødte. Som outsidere kan de snart ynkes som uskyldige syndebukke, snart glorificeres som heroiske oprørere. Job, Jakob og Prometheus er typiske identifikationsfigurer. Mytologien er ikke den objektive og biografiske sandhed om August Strindberg. Men den er selvbiografiens personlige og subjektive, og som sådan en virksom fiktion. Ved at identificere sig med sine egne myter skabte Strindberg sig en identitet.

Den røde tråd i teksterne er derfor ikke kun alle de eksplicitte trosbekendelser, men nok så meget det melankolske mønster, der gennemsyrer hans personlige mytologi (se kapitlet desangående pp. 349-373). Med tesen om dette mønster tilstræber jeg et helhedssyn på Strindbergs forfatterskab. Det samler logikker, figurer og strukturer, der går på tværs af værkerne, og som også rækker ud over serien af selvfremstillinger: myter om fald og adskillelse, oplevelse af manglende grænser og en problematisk jegdannelse, oralt-kannibalistiske metaforer, angsten for indflydelse og mistroen til det episke. Mønstret er ikke sandheden om forfatterskabet, men en side af det.

Som opmærksomheden på disse mønstre antyder, former afhandlingen sig også som en forfatterskabslæsning. Ved benævnelsen af dens genstand som ‘Strindbergs selvbiografiske prosa’ får forfatternavnet lov at binde et tekstkorpus sammen. Selv om teksterne ikke læses (selv)biografisk, tillægges det betydning, at de er af August Strindberg. Et sigte er netop at beskrive og forstå noget af det særegne ved hans tekster, uden at han af den grund tildeles autoritet over teksten og dens udlægning.² Forfatterskabsperspektivet åbner adgang til mønstre, der først bliver synlige, når man overskrider enkeltværkets horisont. Selv om tekstlæsningen står i centrum, ønsker jeg således ikke at deltage i celebreringen af det autonome kunstværk. Risikoen i forfatterskabsperspektivet ligger ligesom ved de litteraturhistoriske udblik i den homogenisering af et tekstkorpus, der udglatter de fine forskelle. Kritikken af strukturelle tilgange rummer imidlertid den modsatte fare, og den forekommer mig i den aktuelle litteraturpolitiske situation større: en nominalisme, hvor man ikke ser skoven for bare træer.