Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 20

Som virksomme konventioner med en vis træghed lader genrer sig beskrive og systematisere. Ofte kan de formaliseres i atemporale, strukturelle termer, påviser Gérard Genette. Hans eksempel er netop den definition af selvbiografien, vi her skal bygge videre på, nemlig Philippe Lejeunes fra Le Pacte Autobiographique:

Définition: Récit rétrospectif en prose²⁸ qu’une personne réelle fait de sa propre existence, lorsqu’elle met l’accent sur sa vie individuelle, en particulier sur l’histoire de sa personnalité. (1975:14)²⁹

Ved at se selvbiografien som en effekt, der opstår i et møde mellem teksttræk, skrivekonventioner og forventninger, forskyder jeg Lejeunes bestemmelser i receptionsæstetisk retning. For ganske vist taler han om en kontrakt mellem tekst/forfatter og læser, som han benævner ‘den selvbiografiske pagt’; men han forstår den som en bekræftelse af et distinktivt teksttræk: at identiteten mellem forfatter, fortæller og hovedperson ytrer sig ved, at de bærer samme navn. Forfatternavnet på titelbladet peger på en gang på en empirisk person uden for teksten, på fortælleren og det fortalte.

Af grunde, som udfoldes i næste kapitels diskussion af referencens status i selvbiografien, finder jeg forestillingen om navnet som distinktivt træk for rigid. Navneidentiteten er et vigtigt aspekt af de fleste selvbiografier, men ikke genrens differentia specifica.³⁰ Det overordnede er pagten: at vi læser teksten, som om forfatter, fortæller og hovedperson er identiske. Snarere end en juridisk kontrakt er pagten del af et spil uden ekstratekstuelle garantier.³¹ »Karantänmästarns andra berättelse« er en af de tekster, hvor Strindberg spiller dette spil.

En selvbiografisk læsemåde kan være bestemt af konteksten, fx den virkningshistorie, hvor »Karantänmästarns andra berättelse« faktisk er blevet læst, som var den en selvbiografi. Oftest regulerer teksten imidlertid selv læsningen. En selvbiografisk pagt etableres i reglen allerede på titelbladet. Den kan fremgå af titlen (Mit ubetydelige Levnetsløb, Et Liv gjenoplevet i Erindringen), af en eksplicit genrebetegnelse (Erindringer, Selvbiografi etc.) eller af et forord. Centrale læserforventninger aktiveres af tekstens udenværker, mere præcist af det, Gérard Genette (1987) har kaldt parateksten, i.e. titel, undertitel, dedikationer, mottoer, kapiteloverskrifter, forord, efterord, noter, illustrationer, omslag, senere interviews m.v. – og som han, igen med reference til Lejeune, ser som afgørende for tekstens pragmatiske dimension (cf. Genette 1982:9; 1987:41 f.). Parateksterne har en tvetydig status: Er de overhovedet del af teksten? Har de forfatteren eller forlaget som ophav?³² Selvbiografiske læsninger opstår imidlertid i høj grad som effekt af disse paratekster. Udgivernes mange biografiske realoplysninger i Samlade verk antyder således også en læseretning. Det samme gør Strindbergs notehenvisninger til egne værker i Inferno (se sv 37:36, 314) eller senere teksters kommentarer til tidligeres genreforhold. Denne metatekstuelle (cf. Genette 1982:10) relation er hyppig hos Strindberg. Den opstår, når han i brevene klassificerer en gruppe værker som selvbiografiske, eller når han i Inferno omtaler Le Plaidoyer d’un fou som selvbiografi. Genreforventninger begrundes således ikke kun i den enkelte teksts egne interne signaler. Hvis Strindberg etablerer en selvbiografisk pagt, hvad jeg antager, at han gør, sker det tydeligst på et niveau, der angår serien som helhed.³³ En impuls til disse genrerefleksioner er netop fraværet af en gængs pagt i de enkelttekster, der indgår i denne serie.