Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 16

At forskningen ikke har interesseret sig synderligt for »Karantänmästarns andra berättelse«, skyldes formentlig dens spændingsløshed. Udsigelsen er rolig, uden Le Plaidoyer d’un fous eller Infernos voldsomme humørsvingninger, spring, spørgsmål og udråb. Tonen er let vemodig: Fortælleren er resigneret snarere end rasende. Han har ikke en forbryder at afsløre eller en voldsom ubalance at genoprette. Tonelejet signalerer en udvikling i den selvbiografiske suite, som angår forholdet til viden, verden og den anden. Det er, i det mindste momentant, blevet mindre aggressivt og antagonistisk. Lad os som illustration kontrastere to passager, den første fra Le Plaidoyer d’un fou; den anden fra »Karantänmästarns andra berättelse«:

En tout cas, il faut en finir, mettre un terme à ces idées creuses! Il faut que je sache ou que je meurs! Ou il se récèle un crime, ou je suis fou! Reste à découvrir la verité! […]

Mais moi, je désire apprendre! Pour me venger! […]

[…] Et pour ce but je vais faire une enquête, profonde, discrète, scientifique, si vous voulez, en utilisant toutes les ressources de la nouvelle science psychologique, mettant à profit la suggestion, la lecture de pensées, la torture mentale, sans rejeter le vieux jeu de l’effraction, du vol, de la saisie de lettres, du faux, de signatures fausses, de tout. Est-ce une monomanie, une explosion d’un maniaque! Ce n’est pas en moi d’en juger! Que le lecteur éclairé d’en prononce impartialement en dernier ressort, en lisant ce livre de bonne foi. Peut-être bien qu’il y dépouillera des miettes de physiologie d’amour, des brins de psychologie pathologique, et en plus un bout de philosophie de crime. (sv 25:278 f.)

Jag har inga åsikter, bara impromptun, och livet bleve bra enformigt om man skulle tänka och säga detsamma alla dagar. Nytt ska det vara; hela livet är ju ändå bara en dikt, och det är mycket roligare sväva över sumpen än att sticka ner fötterna för att känna efter fast mark, där ingen finns! (sv 50:211)

Axel, som fortæller Le Plaidoyer d’un fou, er rasende. Ordene hober sig op, for enhver pris vil han finde sandheden. Han er i ubalance, på grænsen til vanviddet. Midlet til at genoprette ligevægten er den hævn, han kan tage over hustruen ved at afsløre hende som forbryder. Han fører krig, og til det formål vil han bruge alle midler: videnskab, psykisk manipulation, tyveri og gement bedrag. Nogen objektiv distance til begivenhederne har han trods den naturalistiske retorik (»physiologie d’amour« osv.) ikke. Han svæver ikke over sumpen, men prøver at bane sig vej igennem den.

I firserne var kampen netop matricen for Strindbergs skildring af mellemmenneskelige relationer. Centrale dramaer og prosastykker var gestaltede som psykologiske dueller: Fadren, Fröken Julie, Fordringsägare, Tschandala, Hemsöborna, »Hjärnornas kamp«. Ægteskabet var en nådesløs kamp mellem kønnene. Kampmetaforikken florerer i Tjänstekvinnans son, Le Plaidoyer d’un fou og i religiøst farvet form også i Inferno, Legender og – som titlen antyder – »Jakob brottas«. I »Karantänmästarns andra berättelse« er den stort set væk.

Axel kan stadig se på Maria »med ögonen som om han med en strålkastare ville upptäcka en dold fiende« (sv 50:198); men det dominerende blik er mere forsonligt. I tekstens fatalistiske mystik er hun blot et redskab for noget højere og dermed uden personlig skyld: »när de varit oeniga, försonades de utan explikationer och utan motiv, liksom om de varit utan skuld i missämjan, och någon annan, okänd, ställt till allt trasslet« (sv 50:254; cf. også 216). Derfor er historien hverken forsvarstale eller anklageskrift, snarere den iagttagelsessamling, fortælleren udråber den til.

Hovedpersonens forhold til andre er blevet temmelig tolerant. Mennesker er komplicerede, alle har deres mørke sider, selv svigerfaderen prøver Axel at leve sig ind i. De andre mødes med en betinget accept: »Jag varken älskar dem eller hatar dem: jag dras med dem såsom de dras med mig« (sv 50:248).

Holdningsændringen lader sig beskrive i schopenhauerske termer. Axel har dæmpet viljen til livet, det selvopholdelses- og individuationsprincip, der førte til begær og kamp. Han har ingen meninger at forfægte og prøver derfor at holde sig udenfor og tilgive. Sammenlignet med Le Plaidoyer d’un fou er udgangen bemærkelsesværdigt forsonlig: »Och nu utplånades allt ont och fult han där sett, och han erfor knappt en flyktig glädje att vara fri från fängelset där han lidit så oerhört« (sv 50:273).

Tendensen genfindes i andre dele af Fagervik och Skamsund. Karantænemesteren er ikke kun stridsmand, men også den barmhjertige samaritan, der i »En Barnsaga« hjælper Torkel på rette vej, ligesom »Den kvarlåtna« har droppet ambitionerne om »att gå framåt, växa, befordras« (sv 50:281) og slået sig ned på Skamsund. Holdningen peger frem mod drømmespillets medlidenhed med menneskeheden og den kontemplative tilbagetrækning i Ensam. Frem for striden foretrækker hovedpersonen at »sväva över sumpen«.

Tilværelsens uvirkelige lethed. Fortabt i et vildnis af uvished kæmpede Axel i Le Plaidoyer d’un fou for at få fast grund under fødderne. Han søgte i dybden efter en stabiliserende sidste instans, der kunne bremse spekulationerne: sandheden, forbrydelsen. Og han rasede over tilværelsens ustadighed. Spørgsmål om verdens læselighed, viden og vished drejede sig for ham om liv og død.

I »Karantänmästarns andra berättelse« konfronteres Axel B. også med sin ikke-viden. Han må erkende, at han fra begyndelse til slut ikke forstår Maria (se fx sv 50:211). Kvinden er og bliver en gåde. Men Axel raser ikke over dens »olöslighet« (sv 50:191); tværtimod accepterer han uvisheden som et ontologisk vilkår: »människorna äro ej så enkla, gå icke att lösa på några formler, ty av denna afton och denna kvinna begriper jag inte ett spår!« (sv 50:197). Med beslutningen om at leve uden fast grund under fødderne bevæger Axel, karantænemesteren og tilsyneladende også Strindberg sig ud af selvbiografiens klassiske epistemologiske og hermeneutiske problemfelt. Ensam, det sidste bind i den selvbiografiske serie, er uden noget stort vidensprojekt. Her er ikke længere behov for at komme til klarhed over afsluttede livsfaser som i Le Plaidoyer d’un fou (det første ægteskab), Inferno (kriseårene op til omvendelsen) eller »Karantänmästarns andra berättelse«. Derfor er Ensam paradoksalt nok også uden større livshistoriske begivenheder. Accepten af uvisheden er samtidig en vej ud af den krisestemning, som gav de tidligere selvbiografier dramatisk drive. I Le Plaidoyer d’un fou fik betydningernes instabilitet og omgivelsernes ulæselighed Axel til at associere til død, forbrydelse, hævn, tortur og vanvid. Det var en anomali. I »Karantänmästarns andra berättelse« og Ensam er det blot tingenes tilstand.

Forligelsen med de modstridende tegn forbindes med en idé om jordelivets halvvirkelighed. I opfattelsen af verden som digt eller drøm legeres platonisk, kristen og østlig filosofi, den sidste igen ofte i Schopenhauers aftapning. Uvirkelighedsfornemmelsen ligger bag det letsind, Axel tilskrives:

Vad som emellertid gjorde att han aldrig fullt kunde nedtryckas av en sorg, var det, att han hyste en dunkel åsikt att livet saknade full realitet, var ett drömstadium, och att våra handlingar även de uslaste voro utförda under inflytande av någon utanför stående stark suggestiv makt. (sv 50:248, cf. også 212, 215, 228)

Vi er i drømmespillets verden snarere end forsvarstalens.²¹

En æstetisk forløsning? Kun som æstetisk fænomen er tilværelsen evigt retfærdiggjort, skrev Schopenhauer-læseren Nietzsche i sin bog om tragediens fødsel (1872:40). Vejen ud af kamp og krisestemning fører ind i æstetikken. Livet behandles med digterens kontemplative distance; det er ham, der morer sig med at svæve over sumpen. »Karantänmästarns andra berättelse« er ikke kun en ægteskabshistorie, men også en forfatterfortælling, hvor metalitterære overvejelser spiller en sigende rolle.²² Verden tolkes i æstetiske termer (se fx sv 50:243 samt eksempler fra andre værker hos Robinson 1986a:93). Livets fiaskoer forvandles til æstetisk profit, idet Axel påtager sig »författarens synpunkt: får jag ingen ära av det, så får jag ett kapitel i min roman!« (sv 50:233). Her er endnu en baggrund for det flere gange påberåbte letsind:

Alltså fanns ingen möjlighet att fly, och därför stannade han; gick ut att botanisera och se på landskapet; dyrkade opp sig i en lättsinnig diktarstämning och tänkte på det spännande i situationen. – Detta är en ‘scen’ som ingen haft förr! Den är min, om det ock ska svida i skinnet. (sv 50:236)

Livets æstetiske retfærdiggørelse når sit højdepunkt, når livsviljen selv legitimeres ud fra lysten til at læse videre: »Man ville se hur det gick, alldeles som vid romanläsning eller åseendet av en pjäs. Något ändamål med livet hade han ej funnit« (sv 50:248). Holdningen peger igen frem mod det stiliserede kunstnerportræt i Ensam. Æsteticismen forbliver imidlertid kunstnerisk uforløst.

For livet uden fast grund under fødderne skildres stadig i en gængs narrativ form, selv om fortællingens grundlag er eroderet. I den navnkundige aktant-model har Greimas indkredset tre af dens centrale drivkræfter: begæret, konflikten og udvekslingen. Helten begærer prinsessen, kæmper mod dragen og får hende til sidst af kongen. Den overbærende, let resignerede holdning, Axel når frem til, når han akkviescerer ved de andre og ved tilværelsens ustadighed, tenderer mod at udradere både begæret (inklusive viljen til viden) og konflikten. Det tager energien ud af historien. I værker som Ensam og Ett Drömspel har Strindberg taget konsekvensen, droppet fortællingen som overgribende struktur og søgt nye mønstre. Vejen ud af fortællingen fører ham ind i modernismen. Dens forudsætninger er etableret i »Karantänmästarns andra berättelse« med accepten af kontingensen (»bara impromptun«) og ikke mindst med den eksistentielle forligelse med livet uden fast grund under fødderne. Det litterære udtryk svarer blot ikke til denne erkendelse; Le Plaidoyer d’un fou, Inferno og Ensam er hver især tættere på prosamodernismen. Oplevelserne kan være kafkaske, formen er det ikke: »Han betraktade sig som en fånge, med det hemska tillika, att han ej visste vad han förbrutit, vem som dömt honom eller vem som var hans fångvaktare« (sv 50:228).