Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 5

Urenheden er gennemgående i Strindbergs skrift. Ustadigheden er det også. Det er bl.a. i kraft af den, at han bevæger sig fra en principielt realistisk poetik til postinfernodramatikkens modernisme. Bevægelsen kan eksemplarisk følges i hans selvfremstillinger.

Selvbiografiens problematik er identitetens, meningens – og skriftens. Den rejser spørgsmålet om livets læselighed. Med hermeneutik og semiotik deler autobiografiskriveren en beskæftigelse med tegnene og deres tydning. Netop i disse termer har Karen Blixen beskrevet det, der kunne være selvbiografiens drøm. Fortiden foreligger som »et sammentvundet og indviklet Væv, en Labyrint. […] Og dog kunde dette Mønster, af de Indviede, tydes paa samme Maade som vore Bogstavtegn, der for en vild Mand maa synes forvirrede og meningsløse, kan læses af en Skoledreng. Og ud af de modstridende Tegn opstaar Orden, Sammenspil, en skøn Akkord« (Blixen 1942:232). Hos Strindberg, der stundom omtalte sig selv som barbar, hører vi både dissonans og skønne akkorder.¹ Drivkraften i hans selvbiografiske projekt er konfrontationen med det forvirrede og meningsløse – med muligheden for verdens ulæselighed. Teksterne er forsøg på at revidere et billede af livet og identiteten, der som følge af historiske eller personligt-eksistentielle rystelser er blevet usikkert. Noget af denne usikkerhed klinger med i hans selvbiografiske forsøg. Deres modernitet består bl.a. i, at rystelserne er blevet permanente. Traditionen kan ikke automatisk tages for givet, identiteten kan det heller ikke. Den må konstrueres og revideres i en åben proces, der stiller store krav til omtolkningsevnen.

Strindbergs projekt rummer således en kraftig konstruktiv bestræbelse, hvor de forvirrede tegn søges sammenbundet til intelligible helheder, så livet får læselig form. For at begribe den strindbergske tekst er det derfor nødvendigt at undersøge de midler, hvormed verden gøres forståelig. Afhandlingen fokuserer især på de narrative skemaer, der skaber genkendelighed og kohærens. Fortællingen forudsætter forløb og forandring: en udvikling over tid. Andre forståelsesformer er principielt atemporale. Metaforiske og tematiske konfigurationer gestalter livet ud fra ligheder og forskelle. Ligheden betones, når August Strindberg i en billedets, overføringens og identifikationens logik spejler sig i Ismael, Job eller Jakob. Forskellen spiller med, når manden i Le Plaidoyer d’un fou antitetisk forholder sig til kvinden som kulturen til naturen og i kraft af denne opposition bliver genkendelig for sig selv.

Fortællinger og billeder er grundlæggende i den menneskelige erkendelse og dermed også i den løbende konstruktion af identiteten. De er altså ikke særegne for de skrevne selvfremstillinger. Den selvbiografiske tekst gør imidlertid disse erkendelsesveje til bærende ordningsformer, ligesom de i øvrigt er det i de fleste litterære tekster. Fra disse adskiller den sig bl.a. ved den rolle, det diskursivt-didaktiske spiller. Fortællinger og billeder suppleres af begreber; reflekterende og argumenterende passager har en anden indfødsret i selvbiografien end i fiktionen, hvor forfatterkommentarer som regel er en biting. Dens begrebsdannelser peger ud i specifikke diskurser (videnskabelige, religiøse osv.) og videre mod bredere ideologiske felter. Eksempler kunne være den historisk-sociologiske klasseanalyse i Tjänstekvinnans son og referaterne af Swedenborg i Inferno.

Samlingen af de forvirrede tegn i narrative, metaforiske og ideologiske helheder kan med Peter Brooks’ ord ses som »a binding of textual energies that allows them to be mastered by putting them into serviceable form, usable ‘bundles’« (1984:101). Min tese er, at en sådan binding idelig finder sted i Strindbergs selvfremstillinger og det i en form, der undertiden blotlægger denne bindings og dermed betydningsdannelsens procedurer. Jo mere turbulent universet bliver – kulminationen er Inferno og »Jakob brottas« – jo tættere er vi på tekstens (og dermed også på erkendelsens) elementære former.

Den umiskendelige konstruktive bestræbelse står ikke alene, for Strindbergs selvfremstillinger gestalter også en modsatrettet bevægelse, hvor meningsfulde mønstre etableres for atter at udviskes. I hvert enkelt værk foregår der et spil mellem meningens oparbejdelse og dens erosion, idet teksten undergraver de perspektiver, den ikke kan undgå at anlægge. Den opbyggelige bestræbelse ledsages af en dekonstruktiv. Strindberg er utro over for de programmer, han bekender sig til, og over for de diskurser og genrer, han ikke desto mindre trækker på.

Uroen og utroskaben er en mønsterdannende disposition i Strindbergs tekster, hvor både subjekt og verden fremstår som mere eller mindre labile. Tvivl og skepsis er dominerende modaliteter, ligesom mistroen over for autoriteter er gennemgående. Den forstærkes af en modvilje mod påvirkning og fremmedbestemmelser, der ofte ytrer sig som lede ved de overleverede former. Uroen er imidlertid ikke kun forfatterskabs-, men også genrespecifik. Strindberg sætter en af den moderne selvbiografis iboende diskrepanser på spidsen i form af den spænding mellem det unikke jeg og de fælles former, som allerede blev artikuleret hos Rousseau. En udløber af dette dilemma – at det unikke kun kan forstås og udtrykkes gennem former, der samtidig ophæver det singulære – er det paranoide forhold til former og forståelsesmønstre (cf. nedenfor pp. 78-80).

Opløsningen af bindinger er et moment i den uro, der præger Strindbergs selvbiografiske œuvre. Afhandlingen søger værk for værk at kortlægge dens udtryk. For ganske vist varer uroen ved, men dens form forandres. Værkanalyserne påviser en udvikling i oplevelsen af uro og ulæselighed. Fra Tjänstekvinnans son til Inferno bliver universet mere sprængt, for hver gang livet skrives om. Tjänstekvinnans son nægter til sidst at identificere hovedpersonen Johan, idet den henviser læseren til at skabe sin egen syntese af de tusind trykte sider; den dåre, der rablende fortæller i Le Plaidoyer d’un fou, bliver hverken klogere på sig selv eller på kvinden, men ender som en kastebold for mistanker, rygter og tvivl; og i Inferno er det ikke blot jeget og kvinden, der savner en fast kerne: Hele universet synes opløst i løsslupne energier. Den klassificerende bestræbelse, som anedes i begyndelsen af det selvbiografiske projekt, afløses af uendelige analogier. Efter Inferno anskues omskifteligheden og ulæseligheden som et ontologisk vilkår, og dermed dæmpes det rasende begær efter vished. Et årti senere havde En blå boks aldrende vismand som en livssum »funnit en konstant mitt bland alla variabler, och det är: livets ostadighet, allts förgänglighet, allts föränderlighet« (sv 65:175).

Forandringerne i forholdet til denne foranderlighed kan ikke forstås ved blot at henvise til genrens eller forfatterskabets almene tilbøjeligheder. For de reflekterer også forskydninger i kultur-, livs- og litteraturhistoriske erfaringshorisonter. Uroen er overdetermineret, og denne overdetermination er en vigtig side af urenheden. Flere impulser konvergerer i Strindbergs tekster. Men de klinger ikke nødvendigvis sammen i skønne akkorder.