Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 6

Uroen undersøges for at kortlægge centrale mønstre i forfatterskabet og deres dynamik. Samtidig tjener den som en indgang til en diskussion af dets litteratur-historiske plads. Rystelser og instabilitet er et afgørende moment i Strindbergs bevægelse fra realisme til en egensindig og formentlig delvis utilsigtet modernisme. Tydeligst kommer modernismen til udtryk i postinfernodramatikken, fx i drømmespillet, der i en ikke-narrativ form gestalter et ustadigt univers, hvor personlighedens og tingenes identitet er opløst. Vejen til denne modernisme kan instruktivt følges gennem hans arbejde med selvfremstillingens former og dens problemstilling (repræsentationen, identiteten).

Modernismen udvikler sig af eksperimenter med nye udtryk, der vinder æstetisk overskud af en destabiliseret repræsentation (se afsnittet »Strindberg som modernist« nedenfor pp. 315-323). Destabiliseringen viser sig i teksternes beretning om et subjekts besvær med at forstå og artikulere sine erfaringer. Epistemologiske problemer forstærkes af tabet af tillid til andre mennesker og ikke mindst til de overleverede værdier, referencer og forståelsesrammer. Selv de mest elementære eksistentielle koordinater virker usikre. Faste holdepunkter findes hverken i eller uden for subjektet; tværtimod skildres personligheden selv som diskontinuert, udflydende og labil. Teksternes uro kulminerer i det, jeg analyserer som en veritabel repræsentationskrise, hvor den talendes relation til sig selv, verden og de andre – kvinden i Le Plaidoyer d’un fou, den store Anden, Gud, i Inferno og Legender – fremstår som uvis og uafbalanceret.

Repræsentationskrisen forstås netop som en konvergens mellem flere irreducible og selvstændige, men overlappende impulser. Personlige omvæltninger og kriseoplevelser (skilsmisser, retssager, årelangt eksil, konflikter, periodisk udmatning af litterær produktivitet), der fører til eksistentiel usikkerhed, legeres med historiske erfaringer: modernitetens undergravning af traditionens autoritet, dens dynamisering af tiden og dens indstiftelse af foranderligheden som etos. Følelsen af de overleverede forståelsesformers utilstrækkelighed var ikke kun Strindbergs private, men en tidstypisk følge af en række forandringer af tid, rum og sociale relationer, herunder fx dem, der fulgte med udviklingen af de moderne storbyer. De forstærkes imidlertid af forfatterens og forfatterskabets specifikke dispositioner.

Repræsentationskrisen har alene i det her behandlede tekstkorpus et flerfold af udtryk. Et af dem er en vaklen mellem kognitive organisationsprincipper, herunder de epistemologiske paradigmer, Michel Foucault kortlægger i Les Mots et les Choses. I en voldsom vilje til viden – der i sig selv er udtryk for tab af vished – glider teksterne mellem den klassifikatoriske tænknings vægtning af identitet og forskel, et historisk fokus på organismers genealogi og udviklingslinjer og analogitænkningens retningsløse væv af korrespondancer. Signifikant nok ender tekstsuiten med at favorisere den sidstnævnte, i.e. den poetisk mest produktive, men kognitivt mindst stabile. Dermed fjerner den sig tillige fra det 19. århundredes dominerende paradigme, det historiske. Gennem hele suiten af selvfremstillinger opsporer afhandlingen bevægelser væk fra den episke tid og de med den forbundne forestillinger om udvikling, vækst og progression – og dermed fra nogle af de forestillinger, der var bærende for den moderne vestlige selvbiografi. Samtidig problematiserer Strindberg de narrative organisationsprincipper, herunder ikke mindst selvbiografiens gængse centralperspektiv.

Destabiliseringen rammer både den litterære og autobiografiske repræsentation. Uroen slår igennem i udtrykket. I Inferno ytrer den sig i en uvishedens modalitet, teksten er fyldt med spørgsmål, gisninger, tvivl og indvendinger, og i en punktualisering af fortællingen: afbrydelser, gentagelser, aforistiske kortformer. Indoptagelsen af uroen i det litterære udtryk er en side af prosamodernismen. Den mimer det ustadige i sindets arbejde og problematiserer alle aspekter af repræsentationen: perceptionen, fortolkningen, den sproglige artikulation. Le Plaidoyer d’un fou og Inferno er med til at åbne en epistemologisk problematik, der går igen hos Virginia Woolf, Proust, Faulkner m.fl., og som på dansk grund fx er blevet videreført af Jens-Martin Eriksen.

Strindberg og hans fremstillede personer er ikke kun ofre for den destabiliserede repræsentation. Tværtimod indgår de i den aktive mortifikation af traditionen, som er modernismens negative pol. En vigtig impuls i repræsentationskrisen er viljen til litterær fornyelse. Den bidrager til fremstillingen af verden som fremmed og til en forstyrrelse af de litterære konventioner. Ugyldiggørelsen af de overleverede tolkningssystemer og udtryksformer fremmes hos Strindberg af en til tider nærmest megaloman tiltro til egen evne til indgreb i verdensordenen. Han fremstiller sig selv som en trussel mod magthaverne, mod sædeligheden og den religiøse og sociale orden. Omvendelsen til kristendom ændrer ikke forholdet: I Inferno er det blot ikke kongen, men Gud, han vil gøre rangen stridig. Han vil kuldkaste den herskende naturvidenskab og forvandle verdenslitteraturen, hvad der til dels også lykkes ham.

Mortifikationen af traditionen er modernismens ene pol. Den anden er eksperimentet med alternative verdensbilleder og udtryksformer. De kognitive vanskeligheder forvandles til incitament til udvikling af en række nye fremstillingsprocedurer, som afhandlingen systematisk søger at belyse. Det tolkningsvanvid, der i Le Plaidoyer d’un fou plager den skinsyge og paranoide Axel, gøres således i Inferno til metode, idet alt i en polymorf semiotisering af verden opfattes som allegoriske tegn, der skal tydes. Netværket af allegorier er et eksempel på de »nya mönster«, Strindberg talte om i drømmespillets fortale. Værkerne efter Inferno vinder nyt litterært land ved aktualisering af et religiøst sprog, ved moderne allegorier uden allegorese og ved afprøvningen af kompositionsprincipper, der bryder den narrative progression. Uroen blev bragt i form i de skuespil, der bidrog til at revolutionere det internationale drama: Till Damaskus, Ett Drömspel og kammerspillene m.fl. Men den præger også Strindbergs anden store litterære indsats: den selvbiografiske suite, der med sine omskrivninger og suppleringer bliver en af prosamodernismens monstrøse megatekster med ‘Den Okände’ – hvad enten han kaldes Johan, August, Axel eller som i Ensam forbliver anonym – i hovedrollen som en svensk mand uden egenskaber.