Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 13

Selvbiografier er blevet skrevet og læst på præmisser, der svarer til den tyske åndsvidenskabelige tradition. Til forskel fra natur- og samfundsvidenskaberne skulle åndsvidenskaberne forstå og ikke forklare, de skulle søge begivenhedernes særart snarere end deres almene love, det individuelle frem for det typiske. Det er næppe tilfældigt, at det første store navn i tysk selvbiografiforskning, Georg Misch, var elev af Dilthey og udgiver af hans skrifter. »Karantänmästarns andra berättelse« bryder imidlertid bestræbelsen på at forstå det enestående. Den søger verdens essens, dens love og regelmæssigheder. I første omgang samlivets.

Kærlighedslivet antydes nemlig at have sine egne udviklingslove, som de enkelte blot gentager. Kiv og splid skyldes ikke enkeltpersoners ondskab, men verdens orden: »det var skrivet att oenighet måste komma, och den kom« (sv 50:261). Der kan ikke – som det var projektet i Le Plaidoyer d’un fou – afsløres en individuel skyld, når mandens fornedrelse i parforholdet er »oundviklig, oundkommelig som ödet« (sv 50:200).

Fortællingen om forholdet mellem Axel og Maria illustrerer overindividuelle lovmæssigheder, der af fortælleren præsenteres som maksimer. Det sker fx i en essayistisk passage om, »Huru oenighet mellan makar kan uppstå« (sv 50:252-254). I fortællingens ramme drøfter karantænemesteren og postmesteren netop kærlighedens gåde. Historien er blot et eksempel hentet fra førstnævntes »samlingar av iakttagelser på människoöden« (sv 50:162). Hovedsagen er ikke det unikke, men hvad der sker hver gang: »när en man blir sviken i sin kärlek, som han alltid blir« (sv 50:190).

Hvad dette tema angår, skiller »Karantänmästarns andra berättelse« sig ikke ud fra de øvrige dele af Fagervik och Skamsund. I digtsuiten »Trefaldighetsnatten« og i karantænemesterens første fortælling skildres tvist og adskillelse som kærlighedens nødvendige følger. Dissonanserne antager mytiske dimensioner. Intet angiver, at Axels historie skulle være noget specielt. Tværtimod berøver indramningen fortællingen den patos, der normalt hører den moderne selvbiografi til: at den skulle være en autentisk beretning om et særlig interessant liv.

Som ægteskabshistorie er »Karantänmästarns andra berättelse« ikke blot i dialog med resten af Fagervik och Skamsund. I forfatterskabet åbner den tillige et tekstrum, der både omfatter autobiografi og fiktion. Den arbejder videre med temaer, der strækker sig fra Giftas I-II over Fadren og Fordringsägare frem til Dödsdansen, Ett drömspel, Svarta fanor og Taklagsöl. De henter alle stof fra Strindbergs eget liv, men ingen af dem udråber han til selvbiografier. Alligevel forekommer Giftas at være en nok så relevant samtalepartner som selvbiografien Tjänstekvinnans son.

Temaet giver til gengæld »Karantänmästarns andra berättelse« en særlig relation til ét af værkerne i den selvbiografiske serie: Le Plaidoyer d’un fou. Der henvises da også til »den hänsynslösa skildringen av hans första äktenskap […]. I ett par år hade manuskriptet legat deponerat under sigill hos en släkting, och var aldrig ämnat att tryckas« (sv 50:222). Hovedpersonerne i de to bøger har som nævnt samme navne, og Maria kan tilmed ved læsningen »känna igen sig själv i vissa drag hos hennes företräderska« (ibid.).