Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 18

At selvbiografien er en blandet genre, bemærkede Georg Misch indledningsvis i det første større forsøg på at skrive dens historie:

Die Selbstbiographie ist keine Literaturgattung wie die anderen. Ihre Grenzen sind fließender und lassen sich nicht von außen festhalten und nach der Form bestimmen wie bei Epos oder Drama […]

Und keine Form fast ist ihr fremd. Gebet, Selbstgespräch und Tatenbericht, fingierte Gerichtsrede oder rhetorische Deklamation, wissenschaftlich und künstlerisch beschreibende Charakteristik, Lyrik und Beichte und literarisches Porträt, Familienchronik und höfische Memoiren, Geschichtserzählung rein stofflich, pragmatisch, entwicklungsgeschichtlich oder romanhaft, Roman und Biographie in ihren verschiedenen Arten, Epos und selbst Drama – in all diesen Formen hat die Autobiographie sich bewegt (1907:3)

Selvbiografier synes uden regler, faste formkrav, mønsterdannende modeller og stilistisk homogenitet.²³ De kan være stor digtning eller blottet for litterære ambitioner. Ofte synes de på vej over i andre genrer og diskurser. Historieskrivningen nærmer de sig både i kraft af stoffet, en statsmands livshistorie fx, og metoden, eksempelvis den analytisk-objektive tilgang i Tjänstekvinnans son. Som personlige case studies har de affiniteter til sociologi, antropologi, psykologi og psykoanalyse. Samtidig låner de narrative og retoriske greb af fiktionen. Opfundne og omdigtede passager er almindelige; ikke mindst i barndomsskildringer. Den pietistiske bekendelse, essayet (cf. Montaigne, der undertiden tildeles en central position i selvbiografiens historie) og rejseskildringen har ligeledes flydende overgange til selvbiografien. Genren besidder hverken indre enhed eller klare grænser.

Selv dens mest indlysende kendemærker kan ved nærmere granskning forekomme tvivlsomme. Selvbiografier skildrer virkelige begivenheder; men det kan tragedier, noveller og romaner også gøre, og opeller omdigtede hændelser forekommer på den anden side i de fleste selvbiografier. Der er ingen fast norm for, hvor meget fiktion man vil tolerere, blot det levede liv stadig vækker genkendelse. Er det i orden, at Strindberg i Tjänstekvinnans son føjer en etage til huset, hvor han kom til verden? Går det an, at han i Inferno afbilder hovedpersonen i gang med naturvidenskabelige eksperimenter på sit ensomme kammer, lige efter at han definitivt har taget afsked med hustruen, når August selv tog til middagsselskab? Eller går grænsen ved den Jesuslignende ukendte, der i »Jakob brottas« formår at forvandle vinter til vår?

At selvbiografien handler om forfatteren selv, virker som en mere overbevisende minimalbestemmelse. Igen er det imidlertid blevet betvivlet, at det skulle udmærke den frem for andre tekster. Paul de Man anfægter således selvbiografiens særstatus ved at hævde, at enten er alle tekster selvbiografiske, eller også er ingen det. Derfor er selvbiografien »not a genre or a mode, but a figure of reading or of understanding that occurs, to some degree, in all texts« (de Man 1984:70). Det sker, når forfatteren spejles i teksten, og det gør han, hver gang vi tillægger det en betydning, at den er af nogen. Enhver tekst med læseligt titelblad kan således tolkes selvbiografisk. Men hvis selvbiografien er »a paradigm for writing as such« (Gasché 1978a:574), bliver det donquijoteri at ville bestemme det særegne ved genren.

De Man fraskriver selvbiografien en privilegeret ontologisk eller epistemologisk status. Som isoleret tekst betragtet er den hverken mere sand, mere referentiel eller mere oprigtig end andre genrer. Men den hævder at være det, og den læses, som om den var det. De Mans nøgternhed er derfor kontraintuitiv: Den svarer ikke til den erfaring, at vi sjældent er i tvivl om, hvornår vi står over for en selvbiografi. Oftest har læseren på forhånd vedtaget, at det er tilfældet. I praksis optræder tekster altid i kontekster, der præger læserforventningerne. Det gør således en forskel, om »Karantänmästarns andra berättelse« læses som del af Fagervik och Skamsund eller som del af en selvbiografisk serie. Sådan præsenteredes »Entzweit«, den tyske oversættelse,²⁴ og sådan har et flertal af de faktiske læsere opfattet den. Og de færreste læser tekster, de opfatter som selvbiografier, helt som andre tekster. Det selvbiografiske gør en forskel, og den forskel er virksom i Strindbergs forfatterskab. Denne forskel skal vi indkredse ved at diskutere, hvad der får os til at genkende en tekst som selvbiografisk, og hvad der sker, når vi gør det.